Kult-klassikeren ”A Clockwork Orange” er et perfidt voldsunivers – og virkningsfuldt teater

Det er en hårdtslående forestilling i et gennemført scenografisk univers og med et ekstremt dygtigt hold af skuespillere, der giver publikum gåsehud på Aarhus Teaters mindste scene

I teaterstykket "A Clockwork Orange" på Aarhus Teater møder publikum både sex, vold, stoffer, Beethoven og punkmusik.
I teaterstykket "A Clockwork Orange" på Aarhus Teater møder publikum både sex, vold, stoffer, Beethoven og punkmusik. Foto: Pressefoto / Aarhus Teater

”Mine hjerner og hjerter.”

Skuespiller Emil Prenter taler til os som hovedkarakteren Alex i kult-klassikeren ”A Clockwork Orange” på Aarhus Teaters Studio-scene. Han smiler djævelsk med de optegnede blodrøde læber og fortæller begejstret om den rå vold, som han elsker at begå – og gerne til lyden af yndlingskomponisten Beethoven. Ansigtet er tegnet helt hvidt op med sorte huller om øjnene, så han minder om den gale figur i filmen ”Det onde”.

I stykket møder vi ham på baren Moloko, hvor han drikker mælk med stoffer og planlægger nattens uhyrligheder i selskab med de to medsammensvorne, der spilles af Sofia Nolsøe og Lasse Steen.

”Vi er helte her, hvor der ingen frelse er, vi skriger til sjælen stikker af,” synger de på Moloko-baren, inden de drager ud i natten.

Sammen hærger trekløveret gader og hjem, og de ødelægger uden samvittighed i nogle dybt absurde og ekstremt voldelige situationer – indtil Alex bliver fanget, sat i fængsel og udsat for et (også barbarisk) resocialiseringsforsøg.

Det er huskunstner på teatret Nathalie Mellbye, der vellykket og med sans for musikalitet og timing har iscenesat forestillingen. Scenografisk er rummet pakket ind i sølvfarvet stanniol, mens der er tegnet og skrevet ud over væggene, så vi får en fornemmelse af undergrund i det relativt lavloftede scenerum. Brugen af røg, der lægger sig tæt omkring skuespillerne på scenen i særligt dramatiske scener, er med til at forstærke den fornemmelse.

I forestillingen har man valgt at inddrage Aarhus Teaters Kor, og deres sang, rytme og tilstedeværelse som statister giver forestilling en god tyngde. Det er meget sigende for forestillingen, at vi hører Gustav Wincklers ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr”, mens vi er vidne til et grotesk og blodigt overfald på scenen. Her er en dobbelthed, som er med til at understrege den afstumpede volds perfide univers.

I det perfide univers bliver Alex taget til fange, sat i fængsel og udsat for et morbidt resocialiseringsforsøg.
I det perfide univers bliver Alex taget til fange, sat i fængsel og udsat for et morbidt resocialiseringsforsøg. Foto: Pressefoto / Aarhus Teater

Teksten i ”A Clockwork Orange” er fyldt med underlige vendinger, som minder om et hemmeligt fjollesprog fra et barnligt univers. Dramatisering af Bjørn Rasmussen er vellykket, og selvom sproget fra forlæggets side kan være svært at udtale, hører vi som publikum let alle ord.

Historien er oprindeligt skrevet som roman af Anthony Burgess i 1962, mens den siden blev filmatiseret i den legendariske udgave af Stanley Kubrick. Det blev hans mest kontroversielle film, som mange tog afstand fra, fordi de så en forherligelse af vold i den.

Fortællingen er dog mere end det – også i Aarhus Teaters version. Da staten beslutter sig for at sende Alex igennem et resocialiseringsprogram, viser også systemet sig fra en voldelig, afstumpet og autoritær side. På den måde stiller stykket spørgsmål til, hvordan vi skal komme vold og magtanvendelse til livs i et moderne samfund som vores.

Stykket bæres især af tre ekstremt gode skuespillerpræsentationer. Sofia Nolsøe er rå og rapkæftet i rollen som Alex’ bandemedlem, mens hun også giver et unikt og sjovt portræt af den velmenende dame fra det offentlige, der vil hjælpe Alex på rette vej. Lasse Steen er fængselspræst med fuld lommelærke og dårlig samvittighed, mens han også spiller den idealistiske kunstner, der uden virkelighedsforbindelse agiterer for at få Alex omskabt til voldsmand igen.

Emil Prenter spiller levende, energisk og svedende den vilde hovedrolle Alex. I forestillingens stærkeste scene, bliver han forvandlet fra en ond forbryder med hang til vold til en ”god” samfundsborger, der får det fysisk dårligt ved blot at tænke på at give en lussing. Her står han midt på scenen med begge arme bundet op, mens han leverer en kraftfuld, fysisk præsentation i det lille rum.

”A Clockwork Orange” er yderst virkningsfuldt teater med respekt for forlægget.