Udstillingstitlen ”A Crack in Everything” (en sprække i alting) er et Cohen-citat, som fortsætter: ”That’s how the light gets in” (sådan kommer lyset ind). Et citat, der anslår en mere metafysisk side af Leonard Cohens univers. Den aktuelle kunstudstilling om Cohen vil uden tvivl cementere hans kultstatus for hans mange fans, og højst sandsynligt vil den endog vinde nye fans, som gennem værkerne kan opleve dybden i hans musik.
Har man på forhånd afsmag for Cohen, bør man imidlertid holde sig langt væk, da udstillingen er en hyldest til denne legende, ligesom alle de bidragende kunstnere har et stærkt personligt forhold til hans musik. Det gælder også denne signatur.
Første gang jeg selv lyttede til Leonard Cohens musik, var i 1973, da en ven introducerede mig til den. Året før havde han hørt den canadiske musiker spille live i det, der dengang hed Falkoner Teatret, og var blevet indfanget af dennes dystre og følsomme folk -musik. Min ven smittede mig øjeblikkeligt med sin begejstrings-virus, og fra da af har Cohen været med på sidelinjen med kortere eller længere mellemrum. Jeg er stadig fan og ser frem til, at det sidste album af Cohen, ”Thank’s for the Dance”, som hans søn Adam producerer, udkommer den 22. november.
I begyndelsen skrev sangeren, der havde en universitetsgrad i engelsk litteratur, ofte komplekse og gådefulde sangtekster. Det var digte sat til musik. Men efterhånden tog en klarhed og enkelhed over, samtidig med at musikken fik flere lag og ditto medvirkende.
På den todelte udstilling i København oplever vi, hvor meget korsangen kom til at fylde. Leonard Cohen havde fast gang i Montreal-bydelen Westmounts synagoge Shaar Hashomayim, som både hans far og farfar havde ledet. Værket ”Hallelujah”, som er skabt af den amerikanske filminstruktør Zach Richter, kan opleves i en passende kontekst, nemlig i Nikolaj Kunsthal i Nikolaj Kirke. Her bliver Leonard Cohens mest populære sang fremført som en salme i en virtual reality-transmitteret totaloplevelse, der er lidt af en teknisk bedrift.
Den amerikanske sanger Bobby Halvorson synger for, og lidt efter zoomer man ind på koret i Saint Ignatius-kirken i San Francisco i USA, der med sin rotunde-form kan minde lidt om Marmorkirken i København. Det er en teknisk nyskabelse, og publikum, som lukkes ind i fem minutter, én ad gangen, kan bevæge sig rundt og gå tæt på performerne. Det føles virkeligt, men jeg ville nu trods alt foretrække at høre dette fascinerende a cappella-nummer live.
Tårngalleriet danner også en passende ramme om den begavede sydafrikanske videokunstner Candice Breitz’ storslåede todelte værk ”I’m Your Man”. Vi oplever først sangen sunget i et separat rum af koret fra Cohens synagoge. I det store rum bagved, som er adskilt af et kæmpemæssigt, rødt forhæng, kan vi på 18 forskellige monitorer høre 18 mænd i alderen 65-plusserne synge sangene fra dette album. Breitz har som en anden antropolog researchet længe for at finde disse helt almindelige mænd, der i Leonard Cohens følsomme og sårbare selvfremstilling fandt nogle frugtbare alternativer til den klassiske hårdkogte mandetype, som de var opdraget med. Det professionelle kor lægger et sikkert og blødt lydtæppe under disse amatørers rørende solooptrædener.
Leonard Cohen skrev sig ind i endnu fleres hjerter, da han tvunget af omstændighederne, efter at have trukket sig tilbage fra offentligheden som munk i et zenbuddhistisk kloster, i en høj alder måtte begive sig ud på en verdensturné, der skulle vare i mange år, og som også bragte ham tre gange til Danmark. Hans mangeårige manager havde stjålet hele hans pensionsopsparing, mens han havde hengivet sig til evigheden. I begyndelsen optrådte Cohen modstræbende, men til sidst begyndte han at holde af livet på landevejen, og efter få år var kassen fyldt, eftersom publikum, uanset hvor i verden han optrådte, rev billetterne væk.
Udstillingen, der nu er i København, blev oprindelig til på initiativ af MAC – Musée d’Art Contemporain de Montréal i Canada. Ved åbningen var der lange køer ud på gaden, for i Canada er Cohen et nationalt ikon. I sommer blev udstillingen vist på Jewish Museum i New York, og nu kan danskerne heldigvis få mulighed for at opleve den. Når de danske arrangører bryster sig af, at det er en udstilling, hvor ”poesi, spiritualitet og musik spiller en ledende rolle i værkerne”, og hvor ”værkerne på hver sin måde formidler den canadiske verdensstjernes unikke evne til at kombinere tekst og musik”, så holder det.
13 internationale billedkunstnere og 20 musikere bidrager til udstillingen. De udforsker på hver sin måde og gennem en lang række forskellige medier Cohens kunst.
I Kunstforeningen Gl Stand med de mere intime rum kan vi blandt andet opleve Janet Cardiff og George Bures Millers lydinstallation ”The Poetry Machine”, hvor publikum kan spille på et stueorgel. Hver gang man trykker på en tangent, hører man Cohen recitere en linje fra et af sine digte. Bevægende.
Den israelske filminstruktør Ari Folman (kendt for animationsfilmen ”Waltz with Bashir” (2008)) har indrettet et mørklagt ”Depression Room”, hvor publikum lægger sig på en briks og lytter til Cohens nummer ”Famous Blue Raincoat” om paranoiaen, der breder sig, når man lever i et trekantsforhold. I løbet af denne session samler sangens hvide bogstaver og små piktogramagtige figurer sig og dækker successivt beskueren, der projiceres på en skærm i loftet.
Leonard Cohen lyder fra rum til rum og fylder øregangene med sin mørke stemme og skærmene med sin person i en mængde værker, der zoomer ind på sangerens fysiognomi og karismatiske sceneoptrædener. Udstillingen med de mange interaktive værker stimulerer til yderligere Cohen-granskninger og viser, hvorledes billedkunsten er i stand til at give hans musik både krop og vinger.