Colombiansk nyklassiker fra Bogotás slum bjergtager læseren

Emma Reyes’ colombianske barndomserindringer fra den yderste fattigdom og tiden i et kloster, som hun ender med at flygte fra, er mesterlige smaragdstumper fra et forfatterskab, der aldrig nåede at udfolde sig

Colombiansk nyklassiker fra Bogotás slum bjergtager læseren

Den colombianske kunstner Emma Reyes døde i 2003 og nåede aldrig at dykke ned i den fantastiske skattekiste af fortællerigdom, som hun besad – på trods af opfordringer fra blandt andre landsmanden Gabriel García Márquez. Efter at have læst Emma Reyes’ ”Breve fra en barndom” er det en frygtelig sorg at indse, at der ikke kommer mere fra hendes hånd, for hendes barndomsminder er så eminent fortalt, at man som læser bare vil have mere, mere, mere.

Erindringerne består af 23 breve sendt igennem flere årtier til vennen Germán Arciniegas, og i dem fortæller Emma Reyes fuldstændig nøgternt og med en blændende detaljerigdom blandt andet om sine tidligste barndomsminder i 1920’ernes og 1930’ernes Bogotás fattigste område, San Cristóbal.

Forfatteren, der ikke kendte sine forældre, vokser op med sin lidt ældre søster, Helena, hos kvinden fru Maria, der behandler dem forfærdeligt og blandt andet låser dem inde i et lille, vinduesløst rum, mens hun går på arbejde, og ender med at forlade dem begge hos nogle fordrukne indianere. Der er imidlertid ikke den fjerneste bitterhed eller fordømmelse at spore i Emma Reyes’ levende minder. Snarere beskriver hun som en anden Dickens den mørkeste armod med et klart og præcist sprog, så kun læseren sidder tilbage med opgaven at ryste på hovedet over uhyrlighederne. Og der er rigelige muligheder for hovedrysten undervejs.

Som en rød tråd løber de lyspunkter, som barnet Emma finder i sit liv: en lerdukke, hun sammen med gadens andre børn bygger, en enorm gryde, som kvarteret splejser om og laver fælles måltider i, og fortællingerne om en småskør klosterpiges imaginære bror, Tarrarrurra. Gang efter gang slukkes lyspunktet dog, og det er næsten ikke til at bære at læse om den lille, skeløjede piges modgang, der ikke bliver mindre af at blive indlogeret i et katolsk kloster med søsteren Helena. Her arbejder de forladte børn fra morgen til aften, mens de igen og igen må skjule deres forældreløse ophav, der bestemt ikke passer sig for nonnernes idealer.

Emma Reyes ender med at stjæle klosterets nøgler under nadveren og låser sig ud af det fængsel, som hun er blevet en ung kvinde i. Hun rejser ud i verden, bliver kunstmaler og siden hen en del af kredsen omkring Frida Kahlo, Diego Rivera og Jean-Paul Sartre, og hendes smukke historie om sin ulykkelige barndom er med rette blevet en klassiker i sit colombianske hjemland.

På mange måder er det utroligt, at så hårde barndomsminder kan være så livgivende og fulde af ukuelig kærlighed, som ”Breve fra en barndom” er, og min eneste anke mod bogen er da også, at den ikke er længere – og at Emma Reyes aldrig udnyttede sit enorme fortælletalent yderligere. Vinterens smukkeste læseoplevelse!