Livet bliver ikke som før corona – heldigvis

Modgang er den kontrast, som sætter det værdifulde i livet i relief, og måske har pandemien også haft positive virkninger, som er værd at holde fast i

"Spørgsmålet er, om det liv, vi i vores del af verden levede før corona, nu også var så attråværdigt, at vi med fordel bør kræve at få det ubeskåret tilbage?," skriver Anders Thyrring Andersen
"Spørgsmålet er, om det liv, vi i vores del af verden levede før corona, nu også var så attråværdigt, at vi med fordel bør kræve at få det ubeskåret tilbage?," skriver Anders Thyrring Andersen Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For tiden høres hyppigt, at nu orker man ikke længere restriktioner i forbindelse med coronapandemien. Man vil have sit liv tilbage, som mange udtrykker det. Det er en interessant formulering. For hvad er ens liv egentlig, hvem har afgjort, at det skal se ud på en bestemt måde, og for hvem ser det netop sådan ud?

Hvis man er indlagt på intensiv, er der intet at sige til, at man gerne vil have sit liv tilbage. Ligesom det er nemt at forstå, at man gerne vil have sit levebrød tilbage, hvis nedlukningen har fjernet eller truet det. Også længslen efter en genoptagelse af samvær og fællesskab er såre forståelig, sikkert ikke mindst for nutidens mange singler.

Men et alment krav om at få sit liv tilbage kunne man have lyst til at sætte i relief.

I Danmark har vi i lang tid været lykkeligt forskånet for store, farlige epidemier, men det er værd at minde om, at for eksempel i Afrika og Asien ser tilværelsen anderledes ud. Der har man bare i min levetid haft adskillige epidemier – foruden mange andre vanskeligheder, som vi ikke har i vores del af verden.

Men vi behøver ikke engang at hente relieffet så fjernt fra Danmark. For spørgsmålet er, om det liv, vi i vores del af verden levede før corona, nu også var så attråværdigt, at vi med fordel bør kræve at få det ubeskåret tilbage? Eller spurgt på en anden måde: Har pandemien ikke tillige haft positive virkninger, som vi kunne forsøge at holde fast i fremover?

Både sidste sommer, efter den første genåbning af samfundet, og for nylig, efter den anden, bad jeg mine konfirmandhold om at nævne negative og positive aspekter og virkninger af pandemien. De negative springer lige i øjnene og blev også nævnt. Men konfirmanderne var generelt meget mere fokuserede på de positive: mindre travlhed og stress, mere tid med familien, mere fordybelse og eftertanke, mindre forurening, mere motion og mere tid i naturen.

Og på den baggrund fik vi en god snak om, at modgang kan være den kontrast, som sætter det værdifulde i relief.

Ville vi påskønne lyset, hvis vi ikke kendte mørket? Modgang kan åbne for en ny forståelse af tilværelsen, give et andet perspektiv på ens liv, være betingelsen for en dybde og en taknemmelighed.

Ja, det kan være igennem modgangen, at vejen fremad mod nyt liv og ny mening findes. Den vej vandrer man ikke alene. Når evangelierne fortæller, at Jesus blev korsfæstet, er det tilsyneladende det yderste udtryk for en meningsløs lidelse: Den, der skulle frelse os, blev slået ihjel. Men korsfæstelsen og døden viste sig at være den nødvendige forudsætning for genopstandelse.

Omvendt er den måske allerstørste fristelse i vores egocentrerede tid at opfatte sig selv som almægtig eller gudelignende, enten ved at man puster sig selv op, eller ved at man bringer alt andet ned i sin egen øjenhøjde. Intet over og intet ved siden af en selv, det tåler man ikke. Og så ligger det ligefor at kræve at få det liv tilbage, som uretmæssigt er blevet taget fra en.

Men den finurlige mekanisme er, at i jo højere grad man forsøger at gebærde sig som selvtilstrækkelig, desto mere oplever man sig selv som utilstrækkelig. For ligesom Atlas måtte erkende, at det ikke er muligt at bære det hele på sine egne skuldre, er det ikke attråværdigt at leve med ansvaret for alting. For hvis man ikke opfatter livet som noget, man bliver skænket, men som noget, man skaber eller tager, er det jo ens egen skyld, når det går galt. Så er man en fiasko, hvis det ikke lykkes.

Med andre ord har coronapandemien tydeliggjort en bagside af følelsen af selvmægtighed. Her ankom noget, man ikke var herre over, og som alene af den grund er blevet opfattet som uretfærdighed. Men relieffet er, at pandemien har været en modsigelse af vores selviskhed. Ønsker vi virkelig at få et liv tilbage, hvor en forlænget weekend i Barcelona nærmest er en menneskeret og en livsmening? Eller kunne krisen føre til en erkendelse af, at meningen ser anderledes ud?

I klummen Relief sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.