Corona-sang handlede mere om krisebevidsthed end om fællesskab

DR har markedsført sine fællessangprogrammer på tv som styrkende for den nationale sammenhængskraft, men ifølge religionsforsker skal fællessangen ses som noget andet

En familie synger "Det er i dag et vejr" fra deres vindue på Nørrebro søndag den 15. marts 2020 som en del af initiativet "Nørrebro synger til hinanden på afstand!". På grund af COVID-19 var kontakten mennesker imellem formindsket i den periode.
En familie synger "Det er i dag et vejr" fra deres vindue på Nørrebro søndag den 15. marts 2020 som en del af initiativet "Nørrebro synger til hinanden på afstand!". På grund af COVID-19 var kontakten mennesker imellem formindsket i den periode. . Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Da coronakrisen sidste år ramte Danmark, reagerede befolkningen ved i stor stil at indgå i to forskellige sæt ritualer. Det ene ritual så man over hele verden og handlede om gennem håndvask og afspritning at holde virustruslen fra livet. Det andet var unikt for Danmark og handlede om gennem virtuel fællessang foran tv at bevidstgøre os selv om, at vi var i krise.

Sådan lyder konklusionen fra et forskningsprojekt, hvor tre religionsforskere har undersøgt ritualer og ritualiserede handlinger i coronaens tid, og de har netop offentliggjort deres resultater i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift under overskriften ”Håndvask og fællessang”.

”De bedste fællessange er efter danskernes mening dem, folk kender og holder af."
”De bedste fællessange er efter danskernes mening dem, folk kender og holder af." Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

”Der var især i begyndelsen af coronakrisen ekstraordinært mange seere, der så og måske sang med til Danmarks Radios fællessangprogrammer. I alt har en tredjedel af befolkningen deltaget i et eller andet omfang. Danmarks Radio har promoveret programmerne som begivenheder, der styrker sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen i Danmark, men det interessante og påfaldende er, at det ikke er, hvad folk selv rapporterer,” siger Katrine Frøkjær Baunvig, der er leder af Center for Grundtvigforskning under Aarhus Universitet og har gennemført undersøgelsen af fællessangen som coronaritual sammen med lektorerne Jesper F. Sørensen, Aarhus Universitet, og Peter B. Andersen, Københavns Universitet.

Ud over at studere seertal fra DR Medieforskning har forskerne fået gennemført en meningsmåling, der peger på, at fællessangen hjemme ved tv hverken gav danskerne det udbytte, DR forventede, eller det, som fællessang plejer at give. Alligevel føltes tv-fællessangen så meningsfuld, at over en million danskere så med på hvert af de seks første programmer i marts-maj 2020, hvorefter seertallene trods alt faldt en smule.

”Vi kan se ud af besvarelserne, at folk ikke har høstet de frugter, som man plejer at fremhæve ved den fysiske fællessang. Det er efterhånden gennembelyst i den medicinske forskning, at en fælles aktivitet med sang frigør ’lykkehormonet’ oxitocin, men det gjorde tv-fællessangen ikke. Det lader heller ikke til, at særligt mange kom til at føle sig særligt danske eller tættere forbundet med andre. Spørgsmålet er derfor, hvad det så var, seerne fik ud af programmerne,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.

Hun bemærker i parentes, at mange især kvindelige seere syntes rigtig godt om værten Phillip Faber, men dette kan alligevel ikke forklare det hele. Forskernes hovedforklaring er derfor en anden, som samtidig siger en hel del om dansk sangtradition:

”Vi har en sanghistorie, som går langt tilbage. Alsangen under Anden Verdenskrig, tiden op mod Genforeningen 1920, Anden Slesvigske Krig i 1864 er nogle oplagte eksempler. Det lader til, at vi har udviklet den praksis, at vi synger, når vi som fællesskab er under pres. Men under coronanedlukningerne har sangen fået et tvist: Vi sang som en del af en proces, hvor vi prøvede at forstå, at vi faktisk var i krise.”

Katrine Frøkjær Baunvig uddyber, at selvom nogle under coronakrisen har oplevet, at mennesker i deres nære omgangskreds blev alvorligt syge eller ligefrem døde af covid-19, så forblev sygdommen for de fleste en abstrakt trussel, der kun mere indirekte påvirkede os gennem nyhedsformidling og begrænsninger i bevægelsesfriheden. I den situation blev tv-fællessangen — sammen med håndvask og afspritning — det ritual, vi indgik i for at give vores egen oplevelse af krisen som abstrakt og diffus et mere konkret, fysisk udtryk.

Når mere end en million danskere i coronakrisens begyndelse sang fællessang sammen med deres tv, kan det ifølge religionsforsker Katrine Frøkjær Baunvig ses som et ritual, der havde til formål at blive bevidst om at være en del af en verden i krise. —
Når mere end en million danskere i coronakrisens begyndelse sang fællessang sammen med deres tv, kan det ifølge religionsforsker Katrine Frøkjær Baunvig ses som et ritual, der havde til formål at blive bevidst om at være en del af en verden i krise. — Foto: Emil Kastrup Andersen

Når forskerne studerer, hvilke sange der er populære blandt seerne, viser det sig, at smagen spænder vidt mellem genrer. Selvom krisebevidstheden er en del af ritualets formål, hænger det ikke sådan sammen, at der blandt seerne er en forkærlighed for at synge alvorlige og trusselsbevidste tekster som ”Altid frejdig, når du går” eller ”Der truer os i tiden en ond, usynlig magt”.

Faktisk konkluderer Katrine Frøkjær Baunvig ikke bare om ”Fællessang — sammen hver for sig”, men om dansk fællessangkultur anno 2021 som helhed, at sangenes tekstlige indhold ikke er så afgørende, og det er det heller ikke, hvilken musikgenre de tilhører. Det afgørende er, om folk føler, de kender sangen, uanset om det er en salme, en klassisk årstidssang, en revyvise eller et pophit.

”Det er ikke ligegyldigt, hvad vi synger, men for mange er det lige gyldigt, om sangen tilhører den ene eller anden genre,” siger hun.

Men hvad så med hele debatten om ”Den danske sang er en ung blond pige” for nogle år siden, hvor det lod til, at der var kræfter i nutids-danmark, som blev så identitetspolitisk stødt på manchetterne, at de ønskede denne og andre ældre sange luget ud af sangskatten — hvilket fik andre kræfter på barrikaderne til demonstrativ afsyngning af de formodet udryddelsestruede sange?

Hertil siger sangforskeren, at de grupper, man kunne kalde ”de krænkelsesparate” og ”de forargelsesparate” findes. Men spørgsmålet er, om de er særligt mange. For langt de fleste nutidige danskere handler fællessang nemlig ikke om, hvilke nationale, køns- eller racemæssige værdier teksterne udtrykker, men om stoffet er velkendt, og om oplevelsen er, at såvel melodi som tekst fungerer:

”De bedste fællessange er efter danskernes mening dem, folk kender og holder af. I undersøgelsen har jeg blandt andet studeret på DR Pigekorets profil på Facebook, hvilke sange der fik flest likes. Det viser sig, at der er lige så mange likes til en ældre sang af for eksempel Grundtvig som til en nyere sang som Alberte Windings ’Lyse nætter’. Forskellen i opbakning til sangene handler kun om, hvornår i forløbet de blev sunget. Sangene fra de første programmer fik flere likes end dem fra de sidste.”