Kan du huske, hvordan en skovlysning ser ud? En naturskabt skovlysning, hvor solens stråler trænger igennem træernes toppe og får skovbunden til at blomstre. Vandhullet i lysningen danner grobund for insekter, og forskellige sommerfugle svirrer fra blomst til blomst. På en viol sidder et eksemplar af arten rødlig perlemorsommerfugl. Flere hundrede år gamle træer omgiver lysningen, og når de styrter om, får de lov til at ligge og rådne i skovbunden, hvor de er hjem for andre arter, som lever af og i de alderstegne stammer.
Hvis ikke hukommelsen rummer et minde af en sådan skovlysning og en sådan skov, skal du ikke fortvivle. Faktum er at 98 procent af de danske skove i dag er kultiverede. De står som reelle tømmermarker, hvor afgrøden er træ. Det sås og fældes i et system, som ikke tillader ovenstående scenarium.
Vi har mistet stort set alt vild eller urørt natur, fortæller Rune Engelbreth Larsen.
Han er idéhistoriker, forfatter, naturfotograf og medlem af både Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Lige nu er han aktuel med bogen ”Danmarks genforvildede natur”.
I bogen ser han på nogle af de eksempler på genforvildning, som er sket de sidste 10 år og peger på, hvor og hvordan de næste store skridt skal tages, for at den danske natur får det bedre. Vi står over for den største masseudryddelse af arter, siden dinosaurerne forsvandt for 66 millioner år siden. Og denne gang er årsagen ikke en meteor, men mennesket.
”Naturen skal have lov til at være natur,” siger Rune Engelbreth Larsen.
”Det handler ikke om at vende tilbage til fortidens natur, men sørge for at naturen fremadrettet får lov til at udarte sig på egne præmisser visse steder i landet. Det er nødvendigt for at bevare og passe på biodiversiteten,” fortsætter han.
Bogen indeholder massevis af billeder fra danske naturlandskaber, der har potentialet til at blive vildere – Mols Bjerge, hvor vildheste er en nøgleart, som tilfører biodiversiteten muligheder for at udvikle sig, Almindingen, hvor europæisk bison sørger for det samme – og billeder af forskellige arter, ikke mindst dagsommerfugle. Sidstnævnte er en yndling hos forfatteren.
”Sommerfugle er poetiske væsener, som spreder glæde med deres skønhed. De har så forskellige og varierende krav til naturen, at de giver et billede af, hvordan naturen har det. Er der ikke nogen eller kun én art sommerfugle, er det sjældent et godt tegn fra naturen. Når man ved det, giver de en særlig brug til naturforståelsen, som er fantastisk at opleve,” begynder Rune Engelbreth Larsen entusiastisk.
”Vi har kun cirka 60 arter tilbage af dagsommerfuglene. De styrtuddør i Danmark, hvor vi har mistet to arter om året hvert årti, i seks årtier i træk. En af de sommerfugle, som sandsynligvis er den næste til at uddø er rødlig perlemorsommerfugl. Den lever i lysåben skov og skovlysninger og er afhængig af violer. Produktionshensyn har medført, at skovene er blevet mørke og lysningerne plantet til,” uddyber han.
I takt med at den vilde, danske natur er svundet ind, er også lyrikernes højsange til den forsvundet, fortsætter forfatteren og taler om en guldalder for naturlyrikken, som strækker sig fra midten af 1700-tallet og 200 år frem. Især Thøger Larsens digte vækker genklang hos Rune Engelbreth Larsen og den aktuelle bog indledes med et vers fra ”Floras Rejse”:
Vær saa god. Jeg tænder
Dine Bakker og Sletter
i en Vrimmel, en Vildskab,
en Drømmerus af Farver,
Foraarsgalskab, Lærke-
kvidder og lyse Nætter
”Jeg har altid syntes, at det var synd, at naturlyrikken næsten er forsvundet. Engang kendte alle Jeppe Aakjær og Thøger Larsens digte, som satte et poetisk sprog på naturen. Der var en poetisk kvindeliggørelse af naturen blandt generationer af digtere. Den blev beskrevet som en elskerinde, søster og moder. Med stor kærlighed. Man kunne ikke være digter uden at skrive om den danske natur,” siger forfatteren.
Danskerne er blevet fremmedgjort over for naturen, fordi vi har mistet lyrikkens sprog for det særlige i den, og som er svært at sætte ord på, fortsætter han. Den danske natur repræsenterer en samtidig danskhed, som er blottet for politik og polemik, og som kulturhistorisk kan fortælle om det at være dansk. Egeskove, hav, enge og bakker. Det er i store træk den samme natur, vi har befundet os i tusindvis af år, siger forfatteren.
”Naturlandskaberne har samme karakterer, som de havde i middelalderen, jernalderen og bronzealderen. Selvom vi desværre har forarmet naturen, ser vi stadig mange af de samme arter som vores forfædre og formødre. Når vi går i dansk natur, får vi nogle indtryk, som relaterer sig til den danske historie. Oplevelsen er fælles, for naturen her er ikke som i Asien eller Afrika. Den er dansk. Det kunne være rart, hvis man begyndte at værdsætte naturen som et fællesskab.”
Og måske er det allerede ved at ske, siger forfatteren, som har lagt mærke til, at mange lige nu deler deres naturoplevelser på de sociale medier. Det skyldes den aktuelle coronakrise, som har begrænset vores livsudfoldelser, mener han.
”Næst efter hjemmet er naturen det sikreste sted at være lige nu. Måske kan denne krise være med til at åbne øjnene for naturens store rum. Naturen er en lise for sjælen, og det har mange fået øje på lige nu,” siger forfatteren, som bemærker, at det netop ikke er turene i naturen, der forarmer den, men skovhugst og anden produktion.
”Corona er en forbigående krise, som vi mærker, men som trods alt ikke truer hele arten mennesket. Biodiversitetskrisen udrydder derimod hele tiden arter. Meget tyder på, at vira får lov at sprede sig så meget, fordi økosystemer globalt er ødelagte. Naturen er fragmenteret. Vira kan ikke forblive en del af naturen, for vi presser hele tiden naturen i bund. Det gør os sårbare, men er langt værre for naturens arter,” siger forfatteren.
Han håber, at den aktuelle krise vil sætte sig spor i måden at tænke og opleve naturen på langt ind fremtiden.
”Måske er coronakrisen så drastisk og påtrængende, at vi genopdager naturen og oplever den som et fælles rum. Et rum vi skal værne om – sammen. Den fællesskabsfølelse har længe været væk, men måske får vi øje på den igen i kølvandet på coronakrisen,” afslutter Rune Engelbreth Larsen. Og vi kan begge forlade telefonerne og forsvinde ud i det klare, danske forår. Sammen og hver for sig.