Kunstnernes Påskeudstilling.
Umiddelbart forestiller de fleste sig nok nogle hvide udstillingsrum med højt til loftet og lavmælt snak foran de mange værker, der hænger på væggene. Eller står på gulvene. Som de plejer.
Men i år er det anderledes. For i Kunsthal Aarhus har man i år kun udvalgt digitale værker til KP21. Det betyder, at man som gæst kan blive derhjemme og blot behøver at sætte sig med sin mobiltelefon eller foran sin computer og så klikke på påskeudstillingens link.
Med musen kan man så bevæge sig ind og ud af de i alt 16 værker, som er kommet igennem censuren.
”Coronakrisen har selvfølgelig gjort, at vi på et tidspunkt var nødt til at tænke anderledes i forhold til vores traditionelle måde at arrangere udstillinger på. Men det er ikke hele forklaringen, for nedlukningen har samtidig synliggjort et kæmpe potentiale for kunst på digitale platforme. Det vil vi i Kunstnernes Påskeudstilling gerne støtte op om og være med til at videreudvikle,” siger Ole C. Hansen, der er forretningsfører for KP (Kunstnernes Påskeudstilling).
Værkerne på KP21-digital er derfor skabt til og funderet i den digitale teknologi. De er ikke blot affotograferinger eller digitale rundvisninger af fysiske kunstværker. Det korteste af de 16 værker varer reelt set kun tre sekunder, der så gentages i en sløjfe, men det har til gengæld den længste titel: ”Min datters højre hånd kæler for vores hund i vores sofa i vores stue”.
”Det tager næsten længere tid at læse titlen end at se klippet, men det er et fantastisk værk, der nærmest fungerer som et meditativt helle, blandt alle de øvrige. Og det har virkelig været en øjenåbner at se de her værker, som nu bliver tilgængelige for alle. Vi er for alvor blevet opmærksomme på, at den digitale kunst i den grad er levende herhjemme, og jeg tror godt, at jeg allerede nu tør sige, at den digitale kunstudstilling fremover bliver en fast tradition hos os,” siger Ole C. Hansen.
Og det er på tide, at de danske museer og andre kunstinstitutioner får blikket op for den digitale kunst. Sådan lyder det i hvert fald fra lektor i kunsthistorie Ane Hejlskov Larsen, der i 2015 var medredaktør på en bog om cybermuseer og digital kunst og i dag er leder af ”museologisk forskningsprogram” ved Aarhus Universitet.
”Danmark har været et ret konservativt land, når det gælder den digitale udvikling inden for kunstens verden,” siger hun, og derfor kalder hun det ”glædeligt”, hvis coronakrisen har fået flere til at opdage den digitale kunst.
”De danske kulturinstitutioner har været meget sløve til at se, hvordan digitale platforme har været med til at skabe helt nye kunsteriske udtryk. Corona har så måske været det benspænd, der skulle til for at tænke anderledes, og jeg ser store muligheder i den udvikling,” siger Ane Hejlskov Larsen, der blandt andet peger på interaktion mellem værk og beskuer som et af de store nybrud ved den digitale kunst, der også giver landets kulturinstitutioner mulighed for at nå helt andre målgrupper.
”Derudover er netop den digitale kunst også særdeles vigtig i de her år, for selve mediet. som kunsten udtrykkes i, kan via værket også gøres til genstand for diskussion. På den måde kan kunsten være med til at kvalificere vores debat om teknologiens indflydelse på vores liv.”
Netop dette dobbeltperspektiv er også noget af det, Cecilie Penney har arbejdet med i det værk, hun har fået optaget på KP21. I værket har man mulighed for at besøge og bevæge sig rundt i fem forskellige rum, som alle har med en ganske særlig oplevelse i Cecilie Penneys liv at gøre.
”Det er fem forskellige lokationer, som jeg var i kontakt med i forbindelse med en depression. Jeg har genbesøgt stederne med et kamera og har så fotograferet alle rum, op, ned, og hele vejen rundt, og så trådt et skridt frem eller til siden og så taget billeder på samme måde fra den afstand. På den måde ender jeg med at have 600 billeder pr. rum, og de er så samlet til en slags digitalt landskab,” fortæller hun.
I det meget personlige værk bliver den besøgende blandt andet ført rundt i rummet hos lægen, i samtalerummet på universitetshospitalets psykiatriske afdeling og i Cecilie Penneys eget værelse. Alle steder uden mennesker.
”Jeg har kun kunnet lave det her værk digitalt. Jeg synes, der er en form for afsavn af følelser i udtrykket, og på den måde spejler de fem rum også den ensomhed eller tomhed, som jeg forbinder med depressionen. Den digitale tilgang er med til at understrege den her kliniske virkelighed, der møder en, når man har det svært. Så der er også en snert af kritik i mit værk,” siger Cecilie Penney.
Som kunstner håber hun, at KP21 kan være med til at åbne dørene for mere digital kunst på de etablerede udstillingssteder.
”Den digitale kunst giver dem jo en kæmpe mulighed for at nå ud til flere end dem, der plejer at gå på museer. Og den har også et stort demokratisk potentiale, fordi alle med en mobiltelefon eller computer kan tilgå den. Men man skal jo først blive opmærksom på den, og der har de danske kunstinstitutioner en opgave, som jeg håber, KP21 kan være med til at skabe fokus på,” siger Cecilie Penney.