Vi har oplevet epidemier før, også pandemier. Pest, kolera og den spanske syge for bare at nævne de mest kendte.
Alligevel er det noget andet i dag, når vira krydser landegrænser med en fart, vi ikke tidligere har set. Som det er tilfældet med terror, finanskriser og global opvarmning, er coronavirussen ligeglad med landegrænser, social klasse eller geografi. Den kan ramme os alle.
På den måde ligner coronavirussen, selv om det er en gammelkendt fare, de nye risici, som den tyske sociolog Ulrich Beck beskrev i 1986 i bogen ”Risikosamfundet”, der med analyser og eksempler forsøger at pege på de kendetegn, der adskiller vores form for modernitet fra den tid, der gik forud. Og her fremhæver han, at en af de helt store forskelle netop er, at vi i dag i meget højere grad end tidligere lever med de samme farer overalt på kloden. Farer, eller med Becks ord ”risici”, som i høj grad er resultater af vores egen levevis.
”Ulrich Beck pegede blandt andet på, at vi i dag er langt mere globale og dermed afhængige af hinanden på verdensplan end tidligere. Helt konkret kan man kigge på sit tøj og se, hvor det er produceret, eller åbne køleskabet og finde varer fra mange steder i verden. Globalisering er ikke et nyt fænomen, men den er mere intensiv i dag end tidligere. Men med øget globalisering kommer også et skæbnefællesskab, hvor vi i en stadigt mere grænseløs verden er truet af de samme risici. Det kan være i form af det, Beck kalder for nye risici, som for eksempel en verdensomspændende finanskrise, den globale opvarmning eller terror. Men det kan altså også stadig være i form af gamle farer som epidemier,” siger Mads P. Sørensen. Han er seniorforsker i statskundskab ved Aarhus Universitet og har været med til at introducere Ulrich Becks tænkning i Danmark gennem flere bøger, kurser og en lang række foredrag.
”Med den seneste coronapandemi kan vi i den grad også se, at verden hænger sammen, når en virus fra et marked i Wuhan i Kina bliver spredt til alle verdensdele. Og vel at mærke spredt gennem menneskelige forbindelser, for ellers kan den ikke ’rejse’. Vi har som bekendt oplevet pandemier tidligere i historien også, men når vi får analyseret spredningen, tror jeg, vi vil se, at coronavirus har spredt sig med en hast, vi ikke før har oplevet. Det siger noget om, at nutidens mennesker er globale og lever i en kosmopolitisk virkelighed, som ingen tidligere generationer har gjort.”
Da Ulrich Beck kaldte nutiden for ”Risikosamfundet” og beskrev det globale skæbnefællesskab i form af grænseoverskridende farer, blev bogen en umiddelbar bestseller og er i dag en sociologisk klassiker. Becks beskrivelser af det moderne menneske hører til de mest citerede i verden, og Mads P. Sørensen var en af dem, der satte streger og udråbstegn i den næsten 400 sider lange bog. Han læste Becks bog første gang i slutningen af 1990’erne, da han forberedte en ansøgning til et ph.d.-stipendium ved idéhistorie på Aarhus Universitet og følte sig meget truffet af de ting, Beck skrev.
”Han havde et fantastisk blik for, hvad det vil sige at være menneske i dag, som virkelig ramte mig, og det var en befrielse at læse hans værker sammen med nogle af de øvrige samtidsdiagnostiske sociologer som Zygmunt Bauman og Anthony Giddens,” siger han og forklarer, hvordan Beck beskriver mennesket som værende spændt ud mellem to modsatrettede bevægelser: individualisering og globalisering.
”Som ung ph.d.-studerende var det i begyndelsen mest hans tanker om den øgede individualisering, der gik rent ind. Han satte ord på oplevelserne af, at fællesskaberne smuldrer, og at der på den måde bliver lagt et større og større ansvar på den enkelte for at finde vej i livet. Han beskriver livet som en labyrint, hvor man ikke engang kan være sikker på, at der overhovedet findes en vej. Beck havde tidligt et blik for, at uddannelse, som før havde været garantien for at klare sig, heller ikke længere er en garanti for noget som helst. Men at man alligevel hellere må tage en uddannelse, for man er endnu dårligere stillet uden. Dén usikkerhed, som mange sikkert kan genkende, er han eminent til at sætte ord på. For han anerkender selvfølgelig, at moderniteten kommer med en stor og prisværdig frihed for den enkelte, som vi ikke ville undvære. Men med den følger også et utal af valg og deraf oplevelsen af et tyngende ansvar.”
Mads P. Sørensen var også optaget af et andet aspekt ved Ulrich Beck, nemlig begrebet ”subpolitik”. Det indgik i hans ph.d-projekt, hvor han arbejdede med fænomenet ”den politiske forbruger”. Udgangspunktet var blandt andet franske vine og Shell, der blev boykottet af forbrugerne, som på den måde viste utilfredshed med dels de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet samt Shells planer om at dumpe den udtjente boreplatform Brent Spar i havet. Og hvor vi som forbrugere på den måde udøver indflydelse udenom demokratiet. Ulrich Beck havde i sin egen forskning også været inde på dette forhold og blandt andet vist, hvordan også store virksomheder indirekte udøver politik ved at flytte produktion til Kina og dermed efterlader et hul med manglende arbejdspladser og skatteindtægter, som politikerne efterfølgende må forholde sig til.
”Så lettere naivt sendte jeg en mail til Ulrich Beck og spurgte, om jeg i en kort periode måtte komme til München og måske tale med ham et par gange. Han bød mig velkommen, så i 2001 tog jeg derned med min familie, og det var en meget stor oplevelse. Becks tænkning har siden været den røde tråd og helt afgørende for mit arbejds- og forskningsliv.”
I München blev Mads P. Sørensen modtaget med varme og respekt. Han mødte en Ulrich Beck, der var levende interesseret og engageret i andre forskeres bidrag også, og den unge dansker blev derfor hurtigt inviteret ind i Becks forskningsgruppe og efter kort tid spurgt, om han ville læse manuskriptet til Becks seneste bog og kommentere den.
”Det var jo en kæmpe ære. Så der sad jeg pludselig i haven foran instituttet i München sammen med en af tidens største tænkere og diskuterede manuskriptet til hans nyeste værk, ’Macht und Gegenmacht im Globalen Zeitalter’.”
Mads P. Sørensen husker også en picnic- og cykeltur med hele forskningsgruppen, hvor Beck, som altid var fyldt med energi, cyklede forrest. Efter madkurven var tømt, var Beck også den første til at smide tøjet, på nær et par badebukser, og hoppe i søen.
”Han var meget åben og uformel, altid smilende og imødekommende, og han var oprigtigt interesseret i at dele viden og ideer med andre. Det er en meget generøs holdning i en forskningsverden, hvor konkurrencen ellers er hård, så det er et ideal, jeg har taget med mig fra mødet med Beck og selv prøver at efterleve.”
For at forstå, hvad Beck mener med betegnelsen ”risikosamfund”, er hans skelnen mellem den første og den anden modernitet vigtig.
Den første modernitet begynder ifølge Beck med Oplysningstiden i 1700-tallet og kulminerer med industrisamfundet i sidste halvdel af 1900-tallet, og den handler især om at frigøre mennesket fra naturen og overtroen, samt udvikle industrien og velfærdstaten. Mennesket får med andre ord kontrol over naturen, og især ved hjælp af naturvidenskabens rationalitet bliver verden i stigende grad forudsigelig og beregnelig.
I den anden modernitet fra 1960’erne og frem, viser Beck, at forudsigeligheden bliver udfordret. De højtudviklede, vestlige samfund går en ny udfordrende tid i møde. For vi har ifølge den tyske sociolog ikke kun produceret velstand og fået øget frihed. Vi har også skabt en lang række uplanlagte følgevirkninger. Beck nævner blandt andet global opvarmning og huller i ozonlaget som nutidens nye risici, og som han skriver, så rammer de nye katastrofer på en anden måde end industrisamfundets farer: ”Nød er hierarkisk, smog er demokratisk”, som han skriver.
Man kunne tænke, at en sociolog der i den grad betegner nutidens trusselsbillede må være dybt pessimistisk i forhold til fremtiden. Men sådan forholdt det sig ikke for Ulrich Beck.
”Han var uforbederlig optimist. For samtidig med at han viser os alle de utilsigtede følgevirkninger, som især industrialiseringen har ført med sig, så peger han også på, at følgevirkningerne må komme med en voksende erkendelse af, at vi alle er i samme båd. Og ud af den erkendelse var det Ulrich Becks håb, at der kunne opstå nye politiske fællesskaber, som vi ikke tidligere har været i stand til at forestille os.”
I risikosamfundet er vi nemlig ifølge Beck gensidigt afhængige på en anden måde, end vi nogensinde før har været, og den tyske sociolog peger derfor på to veje, vi kan vælge at gå:
”Den protektionistiske, hvor hver nation trækker sig tilbage og lukker sig mod omverdenen, eller den transnationale, som Beck håbede på, hvor vi erkender den kosmopolitiske realitet, vi lever i og agerer ud fra det skæbnefællesskab, vi deler. Man kan selvfølgelig kalde ham en drømmer og se på verden i dag, hvor netop protektionisme er svaret fra mange lande, herunder USA, Storbritannien og Ungarn. Men på den anden side kan man også spørge sig selv, om han ikke netop peger på den eneste vej at gå. Måske kan det være en god idé lige nu i en kort periode at lukke grænserne i forhold til en udfordring som coronavirus, men det er jo ikke en langsigtet løsning på de grænseoverskridende problemer, vi har. Så en renationalisering er ikke vejen frem, hvis vi for alvor vil gøre noget ved for eksempel klimaforandringerne.”
Mads P. Sørensen nævner i den forbindelse en etisk besindelse, som Ulrich Beck delte med den danske teolog og filosof, K.E. Løgstrup:
”I bogen ’Den etiske fordring’ skriver Løgstrup: ’Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.’ Med Ulrich Beck kan man sige, at vi nu også skal være opmærksomme på, at vi også globalt holder noget af andres liv i vores hænder. Det ser vi også tydeligt i den nuværende corona-pandemi: Den enkeltes handlemåde har direkte betydning for andre – og vi bliver hver især, som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på pressemødet forleden, nødt til at tænke på andre end os selv, hvis vi skal komme igennem dette på en god måde.”