”The Crown” er bedre og mere nådesløs end nogensinde

Fjerde sæson af ”The Crown” kredser om Margaret Thatcher og Lady Diana og skildrer suverænt et kongehus og et samfund i krise

Lady Diana er en af de centrale skikkelser i fjerde sæson af "The Crown" og spilles blændende af 24-årige Emma Corrin. Foto – Des Willie, Netflix
Lady Diana er en af de centrale skikkelser i fjerde sæson af "The Crown" og spilles blændende af 24-årige Emma Corrin. Foto – Des Willie, Netflix.

Når en britisk premierminister er trådt til, bliver han eller hun kort efter inviteret til Balmoral Castle i Skotland, hvor hele kongefamilien venter.

”Balmoral-testen”, kalder de royale det, og her bliver den intetanende minister udsat for forskellige prøver, der alle handler om etikette. Og et af disse pinagtige møder skildres nådesløst i den fjerde og fremragende sæson af ”The Crown”, hvor Margaret Thatcher er blevet premierminister og gør alt forkert under besøget i Balmoral: Kommer i gallakjole til eftermiddagsteen, er stiv i selskabslegene og sætter sig i dronning Victorias stol, der er en helligdom i familien.

Fjerde sæson skildrer det britiske kongehus fra Thatchers indsættelse som premierminister i 1979 og frem til 1990, hvor prinserne Harry og William er kommet til. Men hvor der i tidligere sæsoner var en fornemmelse af tvungen historietime, er karakterernes psykologi nu det, der driver dramaet.

Og måden, hvorpå Thatcher behandles i Balmoral, viser, hvor forkvaklede, perfide og virkelighedsfjerne alle medlemmer af kongehuset er blevet.

Gillian Anderson, som mange vil kende fra “The X-Files”, spiller Margaret Thatcher og gør det forrygende med hæs stemme og stramt ansigt. Foto – Des Willie, Netflix
Gillian Anderson, som mange vil kende fra “The X-Files”, spiller Margaret Thatcher og gør det forrygende med hæs stemme og stramt ansigt. Foto – Des Willie, Netflix

Af de forrige sæsoner har vi lært hvorfor, og at dronning Elizabeth II hverken ejer tilstrækkelig selvindsigt eller indsigt i andre til at modvirke udviklingen. De er alle ødelagte af skuffelser, og nu slår det ud i bitterhed, ondskabsfuldhed og tomme adspredelser.

Som Thatcher bemærker, besidder de ingen dybde eller dannelse bag etiketten, og hendes ydmygende møde med dem bliver afgørende for hendes politik. De voldsomme reformer, som fører til fattigdom landet over, er i serien næret af netop ydmygelsen i Balmoral. Hun vil vise, at det er hende, der bestemmer, og ikke en flok hovne stakler stadset ud i ordener og i balkjoler.

Det er Gillian Anderson, som mange vil kende fra ”The X-Files”, der spiller Thatcher og gør det forrygende med hæs stemme og stramt ansigt. At se Anderson som Thatcher – en kvinde, der først og fremmest ikke vil virke svag og kvindelig – over for dronning Elizabeth, stadig blændende spillet at Olivia Colman, der pludrer og plirrer, ja, det er lige så vidunderligt, som det er pinligt.

Unge Emma Corrin portrætterer med fønnet frisure, røde kinder og sødmefyldt, genert smil den elskede Lady Diana i tv-serien. Foto – Des Willie, Netflix
Unge Emma Corrin portrætterer med fønnet frisure, røde kinder og sødmefyldt, genert smil den elskede Lady Diana i tv-serien. Foto – Des Willie, Netflix

Hvor Thatcher er den ene af de to nye store karakterer i fjerde sæson, er Lady Diana den anden og er lige fra begyndelsen et royalt offerlam. Prins Charles er forelsket i den allerede gifte Camilla Parker Bowles og gifter sig rent proforma. Det ved Diana bare ikke, og i ensomheden på Buckingham Palace udvikler hun en voldsom spiseforstyrrelse, mens hendes naturlighed udadtil, hendes empati, går rent ind i det hårdt prøvede Common-wealth, der for længst har fornemmet kongefamiliens arrogance og mangel på fornemmelse for virkeligheden uden for spejlsalene.

Dianas udvikling frem mod en Moder Theresa-lignende kultstatus verden over bæres flot af Emma Corrin, der ikke bare ligner Diana med fønnet frisure, røde kinder og sødmefyldt, genert smil, men også er i stand til at vise, hvordan livsglæde forvandles til smerte og angst.

Så selvom Diana skiller sig ud fra de andre i familien med sin naturlighed, bliver hun også som dem: forkvaklet af hemmeligheder, krav, kontrol.

”The Crown” er stadig problematisk med sin frie tolkning af situationer og samtaler, sine opdigtede scener fra de mest private rum, som kongefamilien ikke kan gendrive. Og i en streaming-tid som vores vil serien blive dén udlægning af den royale familie, der vil stå tilbage. Som sandheden, simpelthen.

Serieskaber Peter Morgan har godt nok sørget for at skabe nuance og dybde i hvert medlem af kongefamilien, men trækker også sin egen sorte tråd gennem dem alle; en gennemgående perfiditet og latterlig tro på egen overlegenhed, selvom de intet har gjort for at opnå deres privilegerede position.

Thatcher er derimod vokset op frem af meritokratiet. Hun har kæmpet sig frem via resultater, men er, som Morgan viser, undervejs blevet stadig mere hensynsløs. Og som de kongelige har hun ingen fornemmelse for, hvordan almindelige mennesker lever og derfor heller ikke for, hvor hårdt hendes reformer rammer i rækkehuse og boligblokkene, hvor vandskader, misbrug og arbejdsløshed hærger.

En af dem er Michael Fagan, en arbejdsløs maler, der ikke forstår, hvorfor regeringen vælger at bruge milliarder på Falklandskrigen. Han beslutter sig i desperation for at opsøge dronning Elizabeth og når helt ubegribeligt ind i hendes soveværelse, hvor de fører en samtale om landets tilstand. Mere forskellige mennesker og verdener findes næppe.

Det er bare ét af talrige højdepunkter i fjerde sæson, og med Lady Diana og Margaret Thatcher har serien fået to shakespeare’ske karakterer, der selvfølgeligt griber ind i 1980’ernes britiske samfund, i det afsporede monarki og i tabloidernes stadig mere skamløse brug af paparazzier, der vil gøre alt for et sensationelt billede. Og hvor Diana – igen – blev det store offer.