Jeg tror ikke, man har sagt for meget, hvis man om den danske digter C.Y. Frostholm siger, at han med det på alle måder store montageværk ”Træmuseet” (2018) har udgivet en af de smukkeste og betydeligste bøger i dansk samtidslitteratur. Men man kan for min skyld også sagtens sige mere end det: Frostholm er som forfatter både æstetisk, formelt, genremæssigt og geografisk grænsesprængende, og dét er kvaliteten af hans vidtforgrenede mesterstykke i den grad også. I en tid, hvor vi ikke bare har mistet forbindelsen til naturgrundlaget, men også ødelagt det, har Frostholm med træerne som kompasrose givet os muligheden (så grib den dog!) for igen at slå rødder i den jord, der ikke kun er vores, og få blik for alle de forunderlige skabninger, der bebor den sammen med os.
Nu er Frostholm så aktuel med en i denne sammenhæng lille stikling af en bog eller måske nærmere en poetisk aktivist-pamflet, ”Laurbærdialogerne”, der oprindeligt blev holdt som en performativ tale den 10. juni 2021 under træerne i en smøge på Vesterbro i København som led i projektet Pythias Stemmer. Heri påkalder Frostholm den græske mytologis orakler (herunder titlens laurbærtræ) og lader deres svar kaste skærende lys over menneskers måder at forholde sig til – eller netop ikke forholde sig til – klimakrisen: fra den blåøjede kødspiser (”Jeg vil møde køerne den dag om året, hvor de danser”) over den enøjede flypassager (”Det er ikke mit fly. Jeg er bare passager. Jeg vil blive ved med at se de hvide striber på himlen som et barns tegninger”) til optimisten, der har en blind tro på videnskaben (”Oraklet vil sige: Lyt ikke til mig, lyt til videnskaben.// Du vil sige: Hvis videnskaben er så klog, så finder den vel en udvej?”).
For selvom de fleste af os godt ved, at den er gal; at den verden, vi troede, vi kendte og havde greb om, for altid er forandret på grund af vores egne ødelæggende handlinger, så fortsætter vi med at navigere efter de vante koordinater. Jorden kalder, vi ved det godt, men hører vi efter? Nej:
”Du vil opsøge oraklet og vende det døve øre til,” som der står på en af de første sider af den uanseelige, men ikke desto mindre påtrængende udgivelse, der med legende alvor udstiller forskellige positioner i den verserende klimadebat.
Det kan for eksempel lyde sådan her, når træet udæsker vores selvtilstrækkelige, afmægtige dårskab:
”Laurbærtræet, som har rødder i jorden, vil sige: Først når du har fældet os, vil du forstå, at regnen også forsvinder// Du vil sige: Jeg elsker træer. Jeg bad jer bare om at flytte jer lidt. Jeg skal forbi.// Træet vil sige: Du er ikke på gennemrejse. Du hører til.// Du vil sige: Jeg bor i en lille æske i min hånd.”
Eller sådan her, når den naive menneskelige beherskertrang og tro på egne evner (vi skal nok klare det...) folder sig ud i fuldt absurd flor, så man ikke ved, om man skal grine eller græde:
”– Floden vil flyde over med affald og slam./ – Så vender jeg den, så den strømmer væk fra mig selv./ – Vandet vil stige, og du vil ingen steder længere kunne gå i land./ – Så bygger jeg en ø./ – Jorden vil være giftig./ – Så træder jeg op på en stol./ – Du vil blive ved med at begå den samme dumhed på et højere niveau.”
”Laurbærdialogerne” er en kampklar bog, som måske vil gøre nogle forstemte, fordi de mærker hensigten. Ikke desto mindre forvalter digteren, Frostholm, den politiske indignation med en poetisk præcision, der overbevisende lader litteraturen tale lige ind i tidens vigtigste anliggende, så alle burde vende det lyttende øre til.