å ikke nu/ jeg vil så nødig dø nu/hvor græsset er begyndt at komme frem, skrev Poul Borum i sin digtsamling Fuglen der lander fra 1994. Syg til døden var han selv, men der var stadig en livssult tilbage. Og en protestmarch. Ikke nu! Det samme oprør på verdens spinkleste præmisser oplevede vi året før, da Dan Turell skrev sit livs jazz-rappende svanesang Tja-a Cha-Cha. Kort eft
er døde han, 47 år.
Når jeg citerer disse to uregerlige menneskedigtere, er det for at inklinere med så meget desto større honnør for en tredje forfatter, en ældre og en heldigvis stadig levende, der søger at nærme sig den samme dunkle, yderste grænse ad fiktionens vej.
Den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmark (født 1934) har længe været en hemmelighed på dansk jord. Men takket være det lille forlag Møller fik vi sidste år med oversættelsen af debutromanen Jægerne på Karinhall (1972) mulighed for at nærlæse dette bemærkelsesværdige forfatterskab. Nu udgiver samme forlag Natten der kommer, der i 2007 modtog den svenske Augustpris.
I forbindelse med udgivelsen konstaterede en anmelderkollega, at sådan en roman kan man kun skrive, hvis man selv er gammel. Og den tanke ligger da også lige for. Men det er ikke sandt. For døden kan vi ikke forholde os erfaringsbaseret til, uanset alder. Døden er et spring. Og ikke mindst på grund af dét spring skal der herfra lyde et ydmygt hurra, et vemodigt suk og et lille forbudt fnis. For Wijkmark tager i sandhed sit bungy jump med vidt åbne øjne, sensitivt indesyn og bramfri humor. Og uden på et eneste tidspunkt at forlade sit eksistentielle ståsted: at livets afslutning er gudløs, grundløs og tom fyldt med hospitalssenge, morfinsprøjter, smerter, lugte, drømme, sondemad og ensomhed.
LÆS OGSÅ: Guds fred til en drabsmand
Således hjælper hverken psykologi, religion eller søde tilbageblik vores kræftsyge hovedperson, den pensionerede skuespiller Hasse. Det gør alene den lille bogvogn, der kører rundt på afdelingen to gange om ugen, fordi Hasse gennem verdenslitteraturens beskrivelser af døden kan kigge den store modstander i kortene og på den måde gøre () nederlaget mere tåleligt.
Hjælper gør også de to medpatienter, han et stykke tid deler stue med. Den ene en gammel hjemløs mand, den anden en postfunktionær midt i livet. Tilsammen udgør de en forunderlig og grotesk trio, der er bundet sammen af tre fundamentale vilkår: at de snart skal dø, at kønshormonerne er de sidste, der forlader lokalet, og mest sørgeligt: at der ikke er nogen, der elsker dem.
Men døden har sit eget show. På et tidspunkt vædder de om, hvem der lever længst. På et andet arrangeres et gigantisk madorgie, den sidste nadver så at sige, midt i sygestuen med den erotiske og smukke sygeplejerske Angela som eneste gæst. Men hvilken gæst! Og hvilken overraskende drejning, måltidet får.
Der ligger faktisk en fjerde patient på stuen. En tavs mand bag et grønt forhæng. Også han er døende. Og det øjeblik, han køres bort med et lagen over hovedet, er med eller uden Wijkmarks bevidste kalkulation bogens mest hellige. Hvad han betyder, kan let overfortolkes. En bortvendt guddom, kalder vores hovedperson ham. Under alle omstændigheder er han et menneske, de tre forladte mænd tør føle noget for uden angst for igen at blive svigtet.
Det er Carl-Henning Wijkmarks bedrift, at han formår at gøre beskrivelsen af denne sidste rejse fuldstændig renset for sentimentalitet. Der er små lyspunkter, de lette morfindrømme, sygeplejerskernes kvindelige omsorg. Og der er store skampletter: kyniske spareplaner, afstumpede læger og præster, der bare ikke aner, hvad de skal stille op. Men overalt er der en intensitet til stede, en krystalklar iagttagelsesevne, en erotisk puls, som er dybt fængslende.
Man gror simpelthen ind i denne afmægtige, trodsige, forpinte krop. Man gror ind i den uden på noget tidspunkt at ønske sig andre steder hen. Om det så skal koste livet, er jeg lige (men kun lige!) ved at sige.