Prøv avisen

Døden, erindringen, kærligheden og poesien

Søren Ulrich Thomsen: Rystet Spejl. Digte. 56 sider. 175 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling er på en gang hans alvorligste og mest humoristiske og taler mere direkte til læseren end tidligere

"Rystet spejl" hedder Søren Ulrik Thomsens digtsamling, der efter ni års poetisk tavshed fra forfatteren har været afventet med større spænding, end man ser det for de fleste andre nulevende danske poeter. Den prægnante titel peger på noget af det, man altid finder i Thomsens poesi, nemlig interessen for det modsætningsfyldte. Og det er i sandhed også et kompliceret selvopgør, digteren er ude i, når han i samlingens 42 digte tager livtag med emner som dødens betydning for jeget, de værdier, der trods alt gør tilværelsen værd at leve, samt erindringens og fortidens indvirkning på nuet.

Lad det være sagt med det samme: "Rystet spejl" rummer nogle blændende flotte digte. Mesterskabet manifesterer sig i de på en gang præcise, komplekse og originale poetiske billeder, som fyres af i hver eneste tekst. Hvad angår evnen til at gribe en sjælelig tilstand med et poetisk billede er kun én anden dansk poet Thomsens ligemand, nemlig Henrik Nordbrandt.

Hvilke emner befatter Thomsen sig så med? Det kvantitativt mest dominerende er død, forfald og forgængelighed. Allerede i bogens første digt anslås dette motiv, idet det fortælles, at "folk er begyndt at dø", og "de seneste 10 år / gik dobbelt så hurtigt som tiåret før". Angsten for døden udmales med slagkraftige visuelle scenarier som det følgende: "da jeg for et øjeblik siden / sad og kikkede ned / på mine ikke længere unge hænder / blev jeg grebet af rædsel / for måske aldrig mere / at høre din stemme genkende min / hvis jeg lagde mig til at sove / i det alt for hvide sengetøj / på værelse 1007".

Karakteristisk for Thomsens smertefulde og melankolske beskrivelser af alt det, der var, er det også, at perspektiveret bredes ud til at omfatte mange andre personer og grupper end digteren selv. Det gælder et snapshot som: "Selv oldinge føler sig fortabte / når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne / og pludselig husker / at de har mistet deres forældre".

Det er tilfældet for personer fra digterens egen generation, som er gået til: "Forleden så jeg dig på et natteværtshus / med ensomheden / som en giftig glorie om panden. / Din planet var på vej / ind i et andet solsystem. Uden sol." Og det gælder i en idiosynkratisk beskrivelse af stakkels Hvidovre, som er helt på højde med det poetiske forbillede, hvad angår hæslighedsæstetik, nemlig Jess Ørnsbo: "I Hvidovre, på novemberdage / i visse alt for store vejkryds / når bus 200 S / gennem det nedfaldne løv og de smattede gratisaviser / glider forbi tandteknikerne og thaibordellerne / fjernlagrene og hundefrisørerne". Tak for kaffe!

Det er imidlertid på ingen måde kun dekadencen, hæsligheden, forgængeligheden og døden, der får lov til at folde sig ud i digterens rystede spejl. For som i det forrige digtværk "Det værste og det bedste" fra 2002 er der i Thomsens tekster næsten altid en kontrastæstetik, hvor det smertefulde, ækle og dødsviede modsvares af en positiv utopi. Et af de smukke digte, der formulerer drømmen om alt det, der unddrager sig død og destruktion, lyder i sin helhed:

"Mellem alle disse digte / om døden og erindringen / er der her blevet plads til 11 linjer / om mælkebøtterne / hvis lys jeg igen i år har glemt / med ét bliver tændt som et tivoli / og om at falde i hver sin søvn / i den samme seng / og vågne mens natten er dybest / og stilheden størst / med en hånd så let på sin skulder."

Digtet er uimodståeligt, fordi det er så umiddelbart og ligefremt i sin utopi. Tungere og mere konstruerede virker de digte, hvor Thomsen forsøger at skabe en poetisk forbindelse mellem et hverdagsligt forhold og en teologisk problemstilling, som i et digt, hvor vi får serveret en række refleksioner over, hvorvidt digterens afdøde kat mon har en sjæl, og hvorvidt digteren mon vil møde denne efter døden.

Modstrategien i forhold til den desillusionerede tilgang til verden rummer imidlertid hovedsageligt de to komponenter, som vi også finder i den symbolistiske tradition fra Sophus Claussen over Thorkild Bjørnvig til Inger Christensen, nemlig kærligheden og poesien. Og her fungerer Thomsens poetiske maskine som regel i top.

Hvad angår den poetiske skabelsesproces, synes Thomsens tro på denne at være usvækket gennem alle 30 års forfatterskab. Ligesom i samlingerne "Nye digte" (1987), "Hjemfalden" (1991) og "Det skabtes vaklen" (1996) er det nye værk fyldt med prægnante og inciterende formuleringer om det digt, som digteren endnu ikke har skrevet, og som han stadig drømmer om at skrive. "Rystet spejl" klinger da også ud med følgende fanfare: "Radioen har fanget en fjern station / hvor et kor af børn / på et sprog som må være russisk / læser noget som må være poesi / og kunne lyde som en oversættelse / af digtet jeg altid har drømt om at skrive."

Hermed er vi fremme ved den sidste interessante problemstilling i digtsamlingen, nemlig poetens opgør med sin egen fortid. Vi har her kritiske kommentarer, som når digteren med adresse til sin egen poetik, "Mit lys brænder" fra 1985, skriver: "Som ung forekom barndommen mig / lige så fjern og uvirkelig som døden / vi diskuterede som et matematisk bevis". Vi møder digte, der diskuterer de digterroller, som Thomsens har eksperimenteret med i forskellige perioder af sit forfatterskab, såsom den romantisk-symbolistiske poet som "vil være et 'jeg' / med måneskin og cellomusik" eller den konkretistisk-minimalistiske digter, der er en "funktionær i sprogets systemer". Og vi har Thomsen som ironisk og selvironisk spasmager, når han anfører: "Her skulle egentlig have stået et digt / som jeg nu har kasseret / selvom det indeholdt / en rammende bemærkning om mine fjender / plus et par rigtig flotte linjer / som er typiske for min poesi".

En sådan afslappet humor klæder Søren Ulrik Thomsens poesi fantastisk godt. Det komplekse billedsprog, den elegante syntaks og de paradokse formuleringer taler på denne vis mere direkte til læseren, end man har set det i en række andre af Thomsens poetiske værker. Så samtidig med at denne digtsamling med sin kredsen om temaer som død, tab, og forgængelighed ikke umiddelbart virker som et værk, der rækker hånden frem til læseren, så er der i digtsamlingen en stærk appel i de utrolig smukke beskrivelser af kærligheden og kunsten og i det dynamiske samspil mellem skønhed og hæslighed, patos og humor, og hverdagssprog og poetisk højstil. Og derfor vil "Rystet spejl" utvivlsomt også få flere læsere end de fleste andre digtsamlinger fra de seneste år.

kultur@k.dk

Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl. Digte. 56 sider. 175 kroner. Gyldendal. Ud-kommer i dag.