Prøv avisen

Døden kommer med børnebøgerne

Illustration af Otto Dickmeiss fra bogen "Peter og postbudet".

De seneste år er der udkommet mange bøger for børn om døden. Her anmeldes tre af de nyeste

Det fortælles om den franske psykiater og psykoanalytiker Jacques Lacan, at han – efter ved en af sine forelæsninger at være blevet afbrudt af den samme mand gentagne gange – henvendte sig til ham med ordene: "Men De, min Herre, De skal dø. Det er dét, det handler om."

Det burde lukke munden på de fleste. For selvom vi ved, at vi skal dø, vil vi helst slippe for at blive mindet om det. Døden er – ligesom forelæseren – ikke til at diskutere med. Men man kan overveje, om det egentlig er rigtigt, at det er dét, det hele handler om.

LÆS OGSÅ
: Børnebøger er fyldt med eksistentielle spørgsmål

Man kan godt få den tanke, når man ser på de mange børnebøger om døden, der er anmeldt her i avisen bare inden for de seneste par år – fra Kenneth Bøgh Andersens firebindsserie om "Den store djævlekrig" (2006-2010), Erik Barfoeds "August tager billetten" (2009), Bodil Bredsdorffs "Pigerne i Villa Sorrento" (2009) til senest Bent Hallers "Ham der søger døden" (2010). Og det er kun for de større børn; der er også kommet billedbøger af Oscar K. og Dorte Karrebæk: "Børnenes bedemand" (2008), Kirsten Ahlburg: "Den hvide engel" (2009), Anna Rosenbeck og Inger Thormann: "Da Martins bedstefar døde" (2009).

Bøgerne har forskelligt formål og er i det hele taget overmåde forskellige: De er kloge og klamme, voldsomme og nænsomme, blodtørstige og trøsterige, sørgmodige og morsomme. Men døden – det er dét, de handler om.

Og vel er det fint at have gode fortællinger om det store uforståelige. Alligevel er det overvældende, hvor mange forfattere der føler anledning til at tage emnet op. Er det krimibølgens død, mere død, mest død, der på denne måde rammer barndomslandets kyster? For døden sælger, det kan man jo se. Og i den forbindelse kan man spørge, om børnene virkelig har behov for at høre om al den død.

Eller er det snarere sådan, at det er os som forældre og voksne, der har behov for at bearbejde den indsigt, som Frank Jæger så smukt og grumt gav udtryk for, da han på vej hjem fra Gurre sammen med Kirsten så, at "der stod en hest med samme hvide hår/ som vore arme unger en- gang får".

Alt dette fordi der igen ligger tre nye bøger på skrivebordet, der handler om døden – på hver sin måde:

Den første i stakken er "Peter og postbudet", der er endnu et resultat af det fine samarbejde imellem Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss. Peters bedstefar er død, og han nåede ikke at få sagt farvel. Nu går Peter og venter på brev, for bedstefaderen kan da ikke have glemt ham? Heldigvis er postbudet en af den slags voksne, der giver sig tid til at lytte; han er egentlig på vej videre, men vender så alligevel om for at høre, hvad Peter egentlig tror, at der vil stå i bedstefaderens brev – og på den måde hjælper han drengen med at få sat ord på de mange modsatrettede følelser.

De stilfærdigt surrealistiske billeder i varme, lidt slørede farver giver fortællingen et drømmeagtigt skær, og jeg faldt helt for billedet af den triste lille bedstefar, der sidder på en sky med sommerfuglevinger på. En fin, lille bog for de mindste om, hvad gode venskaber og omsorgsfulde voksne kan betyde, når man har mistet en, man holdt af.

I "Super Olga" er det netop tilstedeværelsen af den gode, nærværende voksne, der er problemet. Olga på fire år har mistet sin mor, og hendes far er sød, men ikke meget bevendt. Olga må klare det hele selv, og far siger bare: "Du er super, Olga". Han beskrives som et fortravlet rodehoved, men hvad værre er, han fratages også evnen til at trøste sit eget barn.

Olga viser sig i stedet at være omgivet af gode kvinder, der kan tale med hende om hendes sorg og om, hvad de hver især tror, at der sker, når man dør. At Olga og hendes far finder hinanden til sidst, er heller ikke faderens, men Olgas fortjeneste, og selvom det vist ikke er meningen, synes jeg, at det er en tragisk historie. Jeg elsker Kirsten Gjerdings skævvinklede, farvestrålende tegninger, men som forfatter er hun ikke sluppet godt fra historien, der gjorde mig ganske vred ikke bare på Olgas fars, men på alle moderne fædres vegne.

Tilbage på bordet ligger den smukkeste og mest kompromisløse bog om døden, jeg længe har set: "Glaskuplen" med tekst af norske Bjørn Arild Ersland og billeder – ikke mindst – af Lilian Brøgger.

En gammel dame går igennem verden og rydder op efter døden. Hun samler de døde op og genindsætter dem i sit helt eget kunstværk: en glaskuppel, hvor alt har sin rette plads. En nat finder hun en lille pige, og endelig får kaninerne en legekammerat. Imens må en mand – pigens far? – gå igennem natten for til sidst at stå over for den lysende glaskuppel. Uden at kunne komme ind.

Det er en bog fuld af fortolkningsmuligheder for de lidt større billedbogslæsere. Kompromisløs, fordi den accepterer døden som et vilkår og fastholder, at der er en uoverstigelig grænse imellem liv og død. Og smuk, fordi den så klart viser, at det aldrig kun er døden, det handler om. Døden findes, men det gør skønheden, lyset og kærligheden også.

Det er indiskutabelt!

kultur@k.dk

Lilja Scherfig: Peter og postbudet. Illustreret af Otto Dickmeiss. 32 sider. 129 kroner. Fahrenheit.

Kirsten Gjerding og Anne-Marie Helfer: Super Olga. Illustreret af Kirsten Gjerding. 36 sider. 249 kro ner. Turbine.

Bjørn Arild Ersland: Glaskuplen. Illustreret af Lilian Brøgger. Oversat af Susanne Vebel. 32 sider. 219 kroner. Alma.