"Tiden er det, som mennesket altid forsøger at slå ihjel, men som til sidst slår ham selv ihjel", sagde den britiske filosof Herbert Spencer, der selv døde i 1903. Hans ord er meget nærværende, når man træder ind i udstillingen "Tæt på døden", der i øjeblikket fylder særudstillingsområdet på Kulturhistorisk Museum i Randers.
I udstillingen, der henligger i en stemningsmættet dunkel belysning, er det første, man møder, en masse ure. Store bornholmere, rigt ornamenterede vægure og så et af plastic, der sikkert kan købes for en 50?er i Ikea. Viserne bevæger sig ikke, tiden er gået i stå – døden er indtruffet, og temaet er på elegant vis slået an.
Museumsinspektør Hanne Schaumburg Sørensen har været på omfattende research i museets magasiner, der rummer mere end 75.000 genstande og er en af landets ældste kulturhistoriske samlinger, for at finde ting, der relaterer til døden. Dødningehovederne er der naturligvis, ligesom kister, mindeplader og opstandelsessymboler, men udstillingen er samtidig fuld af det levede liv, der er en forudsætning for døden. Den beskriver menneskeskæbner, korte liv, lange liv og liv, der er levet gennem forskellige økonomiske og sociale vilkår. Alderdommen bliver længere og længere, og den tredje alder udgør efterhånden en tredjedel af vores levetid.
– Døden er et livsvilkår. Den er uadskillelig med livet, men alligevel bliver den ofte fortrængt og tabuiseret i vores moderne samfund. Vi vil gerne bryde det tabu ved at vise, hvordan vi gennem tiden, fra reformationen til nu, har forholdt os til døden, siger Hanne Schaumburg Sørensen.
Det faktum, at vi alle skal dø, har naturligvis ikke ændret sig i de seneste 500 år, men det har til gengæld dødens vilkår.
Engang var den meget nærværende i de fleste menneskers dagligdag. Børn døde, og det var helt almindeligt at være gift både to og tre gange, ikke som i dag på grund af skilsmisse, men fordi ægtefællen døde.
Liget gjorde man selv i stand, og alt det praktiske omkring begravelsen var som regel en opgave, man løste i familien eller blandt naboer. Det er først omkring 1900-tallet, at døden bliver mere institutionaliseret med sundhedspersonale, bedemænd og gravere.
– Det interessante er, at vi i dag igen er begyndt at sætte mere individuelle præg på de ritualer, der føler med død og begravelse, siger Hanne Schaumburg Sørensen, der i forbindelse med udstillingen har talt med nutidens bedemænd, præster, gravere og hospitalspersonale. Blandt andet er det blevalmindeligt at skabe sin egen "underholdning" med sang og musik ved begravelser og bisættelser.
Udstillingen i Randers er bygget op i tableauer. Hanne Schaumburg Sørensen har blandt andet skabt en række stilleben, der med genstande er bygget op som et 1500-tals vanitas-maleri. Det kan eksempelvis være med dødssymboler som kranium, pistol og et slukket stearinlys. Men der er også tableauer, der skildrer alderdommens liv med briller, hørerør, kaffekop og strikketøj. Alderdommen kom betydeligt tidligere for 500 år siden, hvor kun få opnåede at fylde 70 år. I dag ved vi, at hveranden nyfødt pige kan forvente at opleve sin 100-års fødselsdag.
Vi får også et bud på himmel og helvede. I et hjørne af udstillingen kører en såkaldt båndsløjfe med lyd- og lyseffekter sat sammen med helt konkrete genstande. Vi hører kirkeklokker, vi ser Jesus på korset, nøglen til himmerigsporten og sommerfuglen, som på grund af sine tre udviklingsstadier, larve, puppe og sommerfugl, er et symbol på den menneskelige opstandelse. Men vi ser også Djævelen og vægten, der vejer og afgør, om den døde skal sendes til Himmels eller i Helvede.
– Mange danskere havde i 1800-tallet klare og konkrete forestillinger om, hvad der skete efter døden. Man troede, at når den døde krop var lagt i graven, begav den udødelige sjæl sig til de dødes rige. Dette rige var et mellemstadie for både rig og fattig, hvor den døde afventede den endelige dom. På dommedag blev de dødes krop og sjæl forenet, så de kunne få deres synder opgjort. De rette troende blev dømt til evig salighed i Himlen, men de ikketroende blev dømt til evig straf og fortabelse i Helvedet, fortæller Hanne Schaumburg Sørensen.
Døden har altid en årsag. Historisk set var det mest epidemier, der slog folk ihjel. Eksempelvis var Randers ramt af pest to gange i 1600-tallet. I 1700-tallet hærgede mæslingeepidemier, og i 1800-tallet var det kolera, der var den store dræber. På udstillingen vises også et kranium fra et menneske ramt af syfilis og en snoet rygsøjle, der har været udsat for livslang fejlernæring.
Hanne Schaumburg Sørensen har på udstillingen valgt at fortælle en række helt jordbundne historier om menneskers liv og død i Randers.
Der er blandt andet historien om den lille pige Lene, født i 1953, der som yndlingslegetøj havde et lille lyseblåt blikkomfur. Ved den obligatoriske fireårsundersøgelse hos lægen blev det konstateret, at Lene havde leukæmi. Hun blev indlagt, og efter et sygdomsforløb på kun 12 dage døde hun. Forældrene måtte kun besøge hende i den fastsatte besøgstid én time to gange om ugen. Selv efter at forældrene fik at vide, at datteren ikke ville overleve, blev der ikke ændret på reglerne.
Udstillingen "Tæt på døden" er den sidste i en trilogi, hvor museet i Randers under overskriften "Livets gang" har skildret menneskelivets vigtigste faser i et kulturhistorisk lys. Den første udstilling, "Det blev en pige!", om fødsel og dåb blev vist i 2005, mens den anden, "Kærlighed", blev vist i 2007.