Der er ingen tvivl om, at folkekirkens søndagsgudstjeneste er i krise. Det står faktisk skralt til mange steder. Hvis der ikke var barnedåb i højmessen, ville det være endnu værre, men hånden på hjertet, så ser den del af menigheden ofte ud til at kede sig gudsjammerligt. Hvad med den faste stok? Den keder sig nok ikke, fordi salmerne og undertiden prædikenen lyser op.
Men hvordan mon det så er med læsningerne? Det er uhyre sjældent, at der fra præsternes side gøres noget ved at belyse det simple spørgsmål ”Hvorfor skal vi høre netop de tekster, og hvad vil de?”
Det er det spørgsmål, undervisningsleder og teologisk specialkonsulent i Viborg Stift Henning Kjær Thomsen besvarer i sin bog ”Da åbnedes deres øjne”.
Titlen er taget fra Emmaus-beretningen i Lukasevangeliet, der foregår på påskedagens eftermiddag, hvor to af Jesu disciple dybt nedtrykte er på vej til Emmaus fra Jerusalem. Nogle kvinder har forfærdet dem ved at sige, at Jesu grav var tom, og at engle havde sagt, at han lever. Da slår den opstandne Jesus følgeskab med de to. Han udlægger teksterne for dem, men det er først i nadveren, at de genkender ham. Da åbnedes deres øjne! Det er også en pointe i Thomsens bog, at det er i menigheden, vi opdager den opstandne Kristus. Det er derhen, teksterne i gudstjenesten peger.
Kirkeåret fra fasten til trinitatis har en sammenhæng, som åbner nogle perspektiver, så menigheden oplever, at Gud træder ind i nutiden og forandrer denne. Der bliver så at sige kastet lys, håb og tro ind i menigheden. Det er her, vi genkender den opstandne.
Vi har to tekstrækker i folkekirken. Første tekstrække går helt tilbage til oldkirken, mens anden tekstrække kom i 1885. Det stærke i Thomsens bog er det lys, hans læsning af teksternes samspil giver fra sig. Jeg har i 40 år læst og prædiket over teksterne og ofte undret mig over sammenhængen eller rettere den manglende, men her blev jeg dejligt klogere. Thomsen åbner for en skatkiste. Det er den opstandne Jesus Kristus, der er i fokus. I ham har Gud lagt hele meningen og overraskelsen ved livet, og dette folder sig ud i menighedens fællesskab. Vi ser den opstandne Jesus i hinanden.
Thomsen gennemgår alle søndagene fra fastelavnssøndag til pinsen. Hvordan taler teksterne med hinanden? Og det er ikke bare i tekstrækkerne internt, men også de to tekstrækker imellem. Det er set fra prædikestolen meget givende læsning.
Svagheden, hvis man kan kalde det det, er, at det nogle gange bliver for langhåret og for teologisk højtflyvende. Jeg mindes indimellem en lærer på universitetet, der sagde:
”Husk nu, I behøver ikke konkurrere med Den Højere Spanske Rideskole!”
Det gør Thomsen nogle steder desværre. Men så må man oppe sig! Nogen folkelig bog er den ikke.
Det kunne man måske opfordre Thomsen til at skrive, og man kunne opfordre præsterne til at åbne gudstjenestens skatkammer – for eksempel inden gudstjenesten går i gang.
Hvorfor ikke bruge 10 minutter inden bedeslagene til at fortælle om, hvorfor vi i dag skal høre de og de tekster. Man kunne så også indflette, hvorfor vi synger, som vi gør.