I Garnisonskirken fik Beethoven selskab af Thomas Mann i fornem fortolkning

Spændende arrangement om de to store tyskere

To af tidernes største tyske kulturpersonligheder satte tirsdag aften hinanden stævne i Garnisonskirken i København, da Det Danske Thomas Mann Selskab afholdt et arrangement for at markere Beethovens 250 år.
To af tidernes største tyske kulturpersonligheder satte tirsdag aften hinanden stævne i Garnisonskirken i København, da Det Danske Thomas Mann Selskab afholdt et arrangement for at markere Beethovens 250 år. Foto: Leon Kuegeler/Reuters/Ritzau Scanpix

To af tidernes største tyske kulturpersonligheder satte tirsdag aften hinanden stævne i Garnisonskirken i København – forstået på den måde, at Det Danske Thomas Mann Selskab afholdt et arrangement, der kastede lys over relationerne mellem dem. Selskabet, der forbavsende nok først er stiftet i 2012, havde ønsket at markere Beethovens 250 år med et godt gennemtænkt program.

Efter at formanden, Morten Dyssel, havde givet en kort velkomst, holdt cand.mag. i dansk og musikvidenskab Palle Andkjær Olsen et gedigent foredrag med titlen ”Mann og Beethoven (og Adorno)” – sidstnævnte optrådte i sin tid som en filosofisk og musikvidenskabelig sparringspartner for Thomas Mann (1875-1955), da denne i slutningen af sit forfatterskab kom til at beskæftige sig mere indgående med den store komponist. Dette skete navnlig i den vældige roman ”Doktor Faustus” fra 1947, hvor Mann tematiserede Faust-skikkelsen som en kunstner: komponisten Adrian Leverkuhn. Det er et dybsindigt stof med mange tråde at udrede, og man vikler sig nemt ind i dem. Men det lykkedes Andkjær Olsen at holde nogenlunde sammen på dem, hvorefter man kunne ”give ordet” til Beethoven – i skikkelse af pianisten Christina Bjørkøe.

Hun spillede først den midterste af de tre klaversonater i opus 31, den, der har fået titlen ”Stormen” med henvisning til Shakespeares skuespil af samme navn. Beethoven skal angiveligt have fortalt sin sekretær, Anton Schindler, der efter hans død skrev den første Beethoven-biografi, at det forholdt sig sådan.

Men Schindler var kendt for at pynte på tingene. Måske er der en sammenhæng til forfatteren C.C. Sturm, hvis værker den litterært og filosofisk anlagte Beethoven interesserede sig for? Under alle omstændigheder spillede Bjørkøe den godt 20 minutter lange sonate, som Beethoven færdiggjorde i 1802, så stormfuldt, at titlen føltes træffende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter pausen oplevede vi en fornem fortolkning af den 32. og sidste klaversonate. Den stammer fra 1822 og bærer opusnummeret 111. Et citat fra aftenens program belyser forbindelsen til Thomas Mann. Fra ”Doktor Faustus” havde man bragt denne passage: ”Hvad han talte om? Jo, denne mand var i stand til at bruge en hel time til at diskutere spørgsmålet, ’hvorfor Beethoven ingen tredjesats har skrevet til klaversonaten opus 111’ – utvivlsomt et emne, der nok var omtale værd.”

Beethoven havde selv besvaret dette spørgsmål med en blanding af sindsro og ringeagt for spørgeren. Retfærdiggjort af spørgsmålets karakter, mente Thomas Mann tilsyneladende. Det kan minde om en sekvens fra Milos Formans Mozart-film ”Amadeus”, hvor kejseren roser en af Mozarts operaer, men dog fremsætter den indvending, at ”der er lidt for mange noder”. Mozart svarer træffende majestæten, at der er lige nøjagtigt de noder, der skal være. Det kunne Beethoven sikkert også have sagt.