Prøv avisen
Billedserie

Da bogen omfavnede det selvstændige barn

Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken”, illustration af Signe Plesner Andersen/Gyldendal.

I år fylder to oprørske drenge, en cykelmyg, en snøvs og et rimende alfabet 50 år. I tråd med tidens ånd brød de fem bøger med normerne og skabte en helt ny tone i dansk børnelitteratur, der stadig lever i dag

I børnehaveklassen 0.b på Lindehøjskolen i Herlev er de i gang med at læse historierne om Snøvsen. Eller det vil sige, at deres lærer Camilla Thøgersen læser højt af fortællingerne om det lille væsen, der hopper rundt på én tå, går på eventyr med drengen Eigil og bliver forvekslet med en gulerod og solgt hos grønthandleren.

”Det er ikke som at høre om et næsehorn eller en prinsesse. Snøvsen er en fantasifigur, og børnene skal lytte sig frem til en forståelse af den. De begynder hurtigt at føle med Snøvsen. De undrer sig over, hvad bøhmanden er for én, og de bliver bange for, om Snøvsen nu får hakket sin næse af,” fortæller Camilla Thøgersen, der læser højt for klassen, mens eleverne spiser deres madpakker.

Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken” er en af fem klassiske, danske børnebøger, der fylder 50 år i år. De øvrige er Cecil Bødkers ”Silas og den sorte hoppe”, Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon”, Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil” og Halfdan Rasmussens ”ABC”.

Fælles for dem er, at de markerer et nybrud i dansk børnelitteratur, hvor man ser børnene i øjenhøjde, forklarer Helene Høyrup, lektor og ph.d. ved det informationsvidenskabelige akademi på Københavns Universitet.

”I 1960’erne sker der et nybrud, hvor man tager barnets perspektiv som et eksistentielt perspektiv alvorligt. Som Cecil Bødker lader Silas sige, så skal han finde ud af, at han er sig selv og ikke en anden. Bøgerne er alle skrevet i en tid og et klima, hvor der blev fokus på børnelitterær kvalitet. Man oprettede eksempelvis børnebiblioteker. Tidligere havde man ikke den slags institutionelle rammer om børnelitteraturen, og den fritidslæsning, som skolen formidlede, var ofte velkendte klassikere som ’Robin Hood’ og ’Ivanhoe’,” siger hun.

Som en del af Folkeskoleloven af 1958 udsendte læseplansudvalget i 1960 den såkaldte ”Blå Betænkning” med vejledning til undervisning i folkeskolen. En væsentlig ændring var, forklarer Helene Høyrup, at der på læseplanen nu også gerne skulle være noget, som børnene selv gad at læse.

”’Tillykke min dreng,’ sagde cirkusdirektøren, ’du er den første myg i verden, som bliver cirkusartist.’ ’Jeg er ikke nogen myg,’ sagde Egon, ’jeg er en cykelmyg.’”

Sådan lyder det afsluttende i fortællingen om Cykelmyggen Egon, og passagen er karakteristisk for børnelitteraturen fra 1967, forklarer Nina Christensen, leder af center for børns litteratur og medier på Aarhus Universitet.

”I et vist omfang har børnelitteraturen indtil da påtaget sig den rolle at fremstille den voksne som en autoritet, der skal fortælle, hvad der er rigtigt og forkert. Omkring 1967 begynder litteraturen i stedet at anskue barnet som noget særligt, som et individ i egen ret, som ikke nødvendigvis er dummere eller mindre interessant end den voksne figur. Egon er en karakter, der fremhæver sin unikke identitet. Det bliver et indirekte dannelsesideal, at man er noget ved at skille sig ud fra mængden. Det er en kæmpe forandring i børnelitteraturen, da man generelt begynder at tage det anti-autoritære og det autonome barn som forbillede.”

Det selvstændige barn var allerede velrepræsenteret i svensk børnelitteratur med Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg, som så dagens lys i henholdsvis 1945 og 1963. I dansk litteratur var der inden 1967 også enkelte autonome børn at finde, eksempelvis i bogen ”Palle alene i verden” fra 1942, hvor den lille dreng oplever en dag uden voksne og regler.

Alligevel var voksenautoriteten den fremherskende tendens i børnelitteraturen. I ”Lottes forvandling” fra 1949 drømmer Lotte, at hun er den voksne, og derigennem bliver forældrenes autoritet bekræftet.

Når det selvstændige barn for alvor bryder igennem i litteraturen omkring 1967, hænger det blandt andet sammen med, at det var en tid, som var præget af en større grad af individualisering, hvor både børn og voksne i mindre grad skulle lade sig underlægge autoriteter og samfundsnormer. Derfor ser man i børnebøgerne fra den tid også en tiltro til barnets evne til at reflektere selv, og generelt ændres synet på barnet som læser.

”Børnelitteraturen fra den tid tager børn som læsere alvorligt. Bøgerne indeholder et ligeværdigt menneskesyn på børn som nogen, der kan indeholde sandheden,” siger Helene Høyrup fra Københavns Universitet, og den betragtning er Nina Christensen enig i.

”Det var en tid, hvor man for alvor førte diskussioner om, hvad god børnelitteratur er. Det handlede om, at man gerne ville lede børnelitteraturen i en retning, hvor den kunne blive målt efter samme standarder som den øvrige litteratur. Det skulle være børnebøger, som også havde sproglige og visuelle ambitioner, og som også kunne udfordre barnet,” siger hun og uddyber:

”Bøgerne repræsenterer en opfattelse af barnelæseren som en, der magter noget. Bøgerne fra den tid repræsenterer også en udvikling frem mod mere sprogligt interessant børnelitteratur. Det ser man blandt andet med Snøvsen, Silas-bøgerne og Halfdans ’ABC’. Den ambition er kun blevet stærkere med tiden, og projektet er i den grad lykkedes, og i dag anses børnelitteratur som noget, der kan have kunstnerisk værdi.”

Camilla Thøgersen fra Lindehøjskolen kan selv huske fortællingen om Snøvsen, fra hun var barn, ligesom hun har læst historierne om det etbenede væsen højt for sine egne børn. Som de øvrige fire jubilæumsbøger har den vist sig at være særdeles holdbar.

Helene Høyrup peger på, at sådanne klassiske værker smitter af på, hvilken litteratur vi vurderer som havende betydning for os. Sammen med en række kolleger ved det informationsvidenskabelige akademi har hun foretaget en litteraturundersøgelse blandt 865 studerende fra landets universiteter og professionsbacheloruddannelser.

I rapporten, som udkommer i næste måned, oplistes en top 20 over de forfattere, som de studerende vurderer, at de har kendskab til, og som har betydning for dem.

Mens de tre første pladser holdes af H.C. Andersen, Astrid Lindgren og J.K. Rowling, går henholdsvis 6.-, 7.- og 16.-pladsen til Ole Lund Kirkegaard, Halfdan Rasmussen og Benny Andersen, der har forfattet tre af de børnebøger, der runder 50 i år.

Ifølge Helene Høyrup er det tegn på, at den tids børnebøger har bidt sig fast, og eftervirkningerne er tydelige i nutidens litteratur til børn.

”I dag kan vi med rette tale om skandinavisk børnelitteratur, som godt må indeholde tunge emner og problemer. Ole Lund Kirkegaard kunne for eksempel skrive om mobning, så det løb én koldt ned ad ryggen. I dag kan man jo godt skrive bøger om død til børn, og det har vi blandt andet de gamle børnebøger at takke for, fordi det kan man ikke i alle kulturer.”

”Bennys bukser brændte. Børge råbte, åh! Børge havde nemlig Bennys bukser på.”

Hvis man spørger Nina Christensen fra center for børns litteratur og medier, er Halfdans ”ABC”, hvor disse linjer optræder, tidløs. Måske derfor er den fortsat en bestseller hos boghandlerne, ligesom de øvrige jubilæumsbøger stadig nyder stor anerkendelse i dag. Men det er faktisk en sjældenhed i børnelitteraturen, siger hun og peger på, at vi ikke på samme vis har holdt fast i børnelitteratur fra 1970’erne.

”Det er meget få børnebøger, der lever gennem flere generationer, fordi de ofte vil være forankret i den tid, de er skrevet i. Mange af børnebøgerne fra 1967 har vist sig at være holdbare. De er hjulpet på vej af et element af nostalgi, men også ved det univers, de foregår i. De foregår ikke i et realistisk Danmark anno 1967, så de tegner ikke et billede af et hjem eller en ramme, der er tidsbundet. De er på en måde ude af tid.”

I børnehaveklassen på Lindehøjskolen bruger Camilla Thøgersen Snøvsen som en god fortælling, men når børnene kommer i første og anden klasse, bruges bogen også til at tale om ordsprog. Ifølge Camilla Thøgersen kan fortællingen noget, som er lige så gyldigt i dag som for 50 år siden.

”Den hænger ligesom ved. Snøvsen rammer noget i os, fordi den er en slags magisk væsen, og den har noget, vi ikke har mødt før. Som voksen sidder man også og griner med af de ordsprog, man ikke forstod som barn. Nogle fortællinger er bare så gode, at de holder gennem tiden,” siger hun.

Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon”, illustration af Flemming Quist Møller/Gyldendal.
Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil”, illustration af Ole Lund Kirkegaard/Gyldendal.
Cecil Bødkers ”Silas og den sorte hoppe”, illustration af Sune Elskær/Gyldendal.
Halfdan Rasmussens ”ABC”, illustration af Ib Spang Olsen/Carlsen.