I sommeren 1973 var Charles ”Chuck” Colson på sammenbruddets rand.
Colson var en af præsident Richard Nixons nærmeste medarbejdere, og han var dybt involveret i Watergate-skandalen, der netop var ved at blive optrevlet. I sin nød henvendte Colson sig til en kristen ven, der anbefalede ham at læse den engelske forfatter C.S. Lewis’ ”Det er kristendom”. Colson læste straks kapitlet ”Den store synd”, hvori Lewis om hovmodet bemærker: ”Den opæder selve evnen til at elske, til at være tilfreds, ja selv den sunde fornuft”.
Colson indrømmer i sin selvbiografi, at først i det øjeblik forstod han, hvad han havde gjort galt. Og Colson afsonede syv måneder for sin andel i Watergate-skandalen, men læsningen af ”Det er kristendom” fremkaldte også den religiøse omvendelse, der skulle gøre Colson til en navnkundig prædikant i USA.
Det er professor emeritus George Marsden, der fortæller Colsons historie i sin bog om Lewis’ ”Det er kristendom”, som består af taler, Lewis havde holdt under Anden Verdenskrig.
I løbet af de seneste 15 år har bogen solgt 3,5 millioner eksemplarer. Det er værd at nævne, for i 1960’erne afviste en forlægger en biografi om Lewis med den begrundelse, at forfatterskabet snart ville være tilsneet af glemsel.
Clive Staples Lewis (1898-1963) var som ungt menneske blevet grundigt manuduceret i ateismen. En af hans vigtigste mentorer – William Thompson Kirkpatrick – var nemlig præstesøn og vidste nøjagtig, hvordan han skulle reducere kristendommen in absurdum. Lewis deltog i Første Verdenskrig som soldat ved fronten, hvor hans ateisme kun blev befæstet og radikaliseret under indtryk af de blodige begivenheder.
Det særlige ved Lewis var, at da han alligevel opgav ateismen, så var det, fordi han intellektuelt blev overbevist om kristendommens sandhed. På universitetet i Oxford udbrød en indædt ateist og lektor i 1926 i et frimodigt øjeblik, at evangelierne var forbløffende pålidelige, og at meget rent faktisk talte for, at Jesu død og opstandelse havde fundet sted. Dette udsagn blev et slags vendepunkt i Lewis’ liv, forklarer Marsden.
I 1931 havde Lewis da fuldt og helt tilsluttet sig kristendommen og med sine kristelige taler under krigen i BBC, opnåede han en stor lytterskare. Netop fordi Lewis selv havde taget springet fra ateisme til kristendom, var han ifølge Marsden fortræffelig til at genintroducere gamle kristne begreber. Alligevel kræver det jo en indsats, før det levende ord bliver livligt, livfuldt, morsomt, alvorligt – med oprivende højdepunkter, helst sindsoprivende – alt sammen fanget i den dramatiske form, vi kalder foredrag.
Lewis formåede imidlertid alt dette, og BBC-udsendelserne gjorde litteraturprofessoren berømt.
Marsdens bog er en slags litteratursociologisk studie, der gennemgår de mangeartede reaktioner på Lewis’ ”Det er kristendom”.
Megen spaghetti-gudstjeneste var der jo ikke over ”Det er kristendom”, og Marsden citatdokumenterer, at en del briter var uenige med Lewis’ kristendomsforståelse, og at uenigheden voksede til animositet. Krimiforfatteren Dorothy L. Sayers sammenfattede polariseringen i Storbritannien med disse ord:
”Kan De lide C.S. Lewis’ værk, eller er De en af dem, der får fråde om munden, når De hører han navn?”.
Litterære fagfæller indvendte, at ”Det er kristendom” indeholdt en ballast af illusioner, forestillinger og kundskab, som for længst havde passeret sidste salgsdato. Lewis’ hensigt var da også et opgør med det, han kaldte for ”det kronologiske snobberi”, hvor man mener sig langt klogere end alle tidligere slægtled. Lewis hævder, at hvis vi fokuserer ensidigt på nutidens perspektiv, ender vi i stedet med at blive dummere. Nej, vi skal tage de døde alvorligt. Ikke alene står vi i gæld til de ofre, de har bragt, men vi er også forpligtede på den arv, de har sat os til at forvalte.
Det var nemlig også budskabet i ”Det er kristendom”. Og vel er der repetitioner undervejs hos Lewis, men stilen er frisk hele vejen igennem, meddelsom, farverig. Og alt har den personlige erfarings karakter.
Hvad George Marsdens tanker om ”Det er kristendom” anbelanger, så er de imidlertid hverken så åndfulde eller vitaminrige som forlægget. Her handler det i for høj grad om at studere anmeldelser af værket og i alt for ringe udstrækning om at efterprøve den kritik, værket også har været udsat for.
Dermed være anbefalet, at man læser ”Det er kristendom” i stedet for bogen om bogen.