Før nazismens sammenbrud var der i Danmark en debat om demokrati versus diktatur. Som i resten af Europa var det legitimt at kritisere demokratiet for at være en ineffektiv snakkeordning, der ikke løste problemerne. Professor i jura Vinding Kruse anbefalede, at man overlod statens ledelse til et rigsråd med 90 sagkyndige og intelligente mænd. Det bragte ham hurtigt i polemik med fire fremtrædende professorer: Hartvig Frisch (klassisk filologi), Jørgen Jørgensen (filosofi), Hal Koch (teologi) og Alf Ross (jura).
Disse fire personer går igen i den næste debat. Den drejede sig om modstandskampen og især om stikkerlikvideringerne. Hal Koch og Hartvig Frisch havde forsvaret politikken om at samarbejde med den tyske besættelsesmagt, og især vakte det opsigt, at Hartvig Frisch også efter krigen kaldte stikkerlikvideringerne for slet og ret mord. Poul Henningsen gik også ind i debatten ligesom K.E. Løgstrup og Martin A. Hansen. Frischs synpunkt var, at sabotage ramte uskyldige og var et udtryk for hævn. Han refererede herimod Sokrates’ udsagn om, at den værste ulykke, der kan overgå et menneske, er at gøre uret.
Der fulgte en lang og spændende debat mellem især Hal Koch og modstandsmanden K.E. Løgstrup, der var både venner og kolleger, og hele diskussionen prægede Martin A. Hansen for resten af livet. Han havde støttet modstandskampen og stikkerlikvideringerne, men havde det svært med sin samvittighed. Derfor prøvede han at søge tilbage til ældgammel nordisk ret for dér at finde en gyldig begrundelse for drab på stikkere.
Den tredje debat føres af nogle af de samme personer suppleret med professorerne Franz Blatt og Carsten Høeg (begge klassisk filologi) og Paul Diderichsen (dansk) og teologerne Børge Diderichsen og K. Olesen Larsen. Den handler om forholdet mellem humanisme, kristendom og videnskab, særligt kvantitativ videnskab. Denne debat havde flere poler.
Efter krigen kritiserede både teologer og kommunister humanismen for at isolere skønånder i et elfenbenstårn, hvorfra de så verden brænde uden selv at røre en finger. Kommunisterne krævede politisk engagement, og teologerne skelnede mellem humaniora (filologi, litteratur og historie) og humanum, altså det menneskelige engagement. Blatt og Høeg forsvarede humanismens projekt: At ”anvise en Vej der kan hjæpe os til at gøre Tilværelsen mere tiltalende og indholdsrig og samtidig aabne Muligheden for en stadig Forfinelse og Fordybelse af Tanker og Følelser”.
Hal Koch svarede hertil, at med Jesus var menneskets stilling ændret, så det ikke længere skulle perfektionere sig selv, men derimod modtage livet som en gave fra Gud, og Løgstrup indordnede det humane i sin tolkning af kris-tendommen ved at sige, at vi står med noget af et medmenneskes liv og lykke i vores hånd.
En anden polaritet var Martin A. Hansen og Paul Diderichsen over for teologerne Børge Diderichsen (Pauls bror) og K. Olesen Larsen. Her var de første positioner en kritik af ufilosofisk, mystisk videnskab, de tænkte især på religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, og kvantitativ eller analytisk videnskab over for teologerne, der i det hele taget afviste værdien af al denne videnskab; det, det drejede sig om, var at vælge sit liv og selv at tage ansvaret for det. Denne del af debatten var altså i forlængelse af debatten om humanisme, og den udviklede sig så meget, at Paul Diderichsen til sidst var tæt på sin brors teologiske position.
Efter de grundige referater med mange og velvalgte citater når Esther Oluffa Pedersen frem til tre konklusioner. For det første præger den his-torisk-politiske kontekst debatten. Løgstrup udgav i 1936 artiklen ”Nazismens Filosof” om Heidegger, uden at den var præget af distance. Senere var Løgstrup modstandsmand og kritiserede samarbejdspolitikken. For det andet opstår kulturdebatten ved, at modsatte positioner mødes og udvikler hinanden. Blatts og Høegs forsvar for humanismen blev fremprovokeret og udviklet, fordi deres fag og livsholdning blev angrebet. Og for det tredje udgrænser historiens gang og de vundne erfaringer nogle synspunkter. Vinding Kruses forslag om at lade Danmark lede af et rigsråd på 90 sagkyndige og intelligente mænd var umuligt efter besættelsen.
Esther Oluffa Pedersen er noget så sjældent som en ung dansk humanistisk forsker, der både læser andre sprog end dansk og engelsk, og som behersker humanioras tre grundpiller: sikkert sprogligt arbejde med tekster i en historisk kontekst. Referaterne og citaterne danner sammen en klar fremstilling, hvor læseren kan følge argumentationen – en svær kunst at skrive sådan – og hendes kulturhistoriske overblik er imponerende; kun lidt overraskende, at hun på side 167 lader Hektor og ikke Paris være Achilleus’ banemand.
Hertil kommer, at Esther Oluffa Pedersen har en vel- reflekteret og klog holdning til humaniora. Hun forstår, at humanistisk forskning kræver det lange historiske og brede sproglige perspektiv, for eksempel beklager hun, at ”der stort set ikke er undervisning i oldtidsgræsk på gymnasieniveau mere”, og hun støtter Carsten Høeg, da han i 1957 som svar på kravet om, at flere skulle studere ”noget teknisk”, kritiserede ”statsmænd og økonomiens og teknikkens ledere” for at fremmane, hvad Høeg kaldte ”den løbske Olympiade-stemning inden for teknikken”.
Endelig har Esther Oluffa Pedersen også et klart dannelsesperspektiv på sit arbejde, og den betydeligste konklusion i bogen handler om, hvordan vi får en lødig kulturdebat:
”Derfor er det af største betydning for lødigheden af en intellektuel debat, at deltagerne er bredt belæste og dermed i stand til at gennemskue og kritisere åbenlyse demagogiske tolkninger. Hvis et samfund ønsker et åbent, pluralt og velunderbygget kulturrum, skal det fremme den frie kritiske tænkning i både grundskolen, de videregående uddannelser og almene kulturtilbud.”
Denne konklusion kan godt tåle at blive stående lidt, mens rød blok taler om velfærd, og blå blok fortryder kun at have talt om økonomi i sin sidste regeringsperiode.