Birthe Lauritsen: Serampore. Da Danmark bragte Bibelen og Teen til Indien. 528 sider. 299 kroner. Puella's Edition.
Historien er bemærkelsesværdig, men ukendt for de fleste: I 225 år, begyndende i 1616, var Danmark markant til stede i Bengalen i Indien. Fra den daværende danske koloni Serampore strømmede i den florissante periode meget store pengesummer til landet, hvad både statskassen og private nød godt af. I de år, hvor indtjeningen var størst, svarede salgsværdien af de hjembragte laster til kongerigets samlede statsindtægter.
Historien handler imidlertid om meget mere end penge. Og glemt er den ikke. Således har Nationalmuseet taget initiativ til at restaurere flere af de bygninger, der stod tilbage efter danskerne, da kolonien blev solgt til England. Restaureringen omfatter blandt andet den danske kirke på stedet.
Glemt bliver historien slet ikke af dem, der læser Birthe Lauritsens bog. Levende og konkret, med tætte sansninger, beskriver hun virkeligheden bag det danske engagement. At kalde det et eventyr er trods det kolossale økonomiske udbytte for naivt. Et virke i den fjerne koloni kunne have barske omkostninger. Men da også glæder. Ja, lykke. Under alle omstændigheder: De, der rejste ud, konfronterede sig uden beskyttelse med tilværelsen. Bogen er ikke en lærd, akademisk afhandling, men en medrivende fortælling, der skildrer tiden i Indien via de portrætterede centrale personer, hvis livsforløb opridses.
En af hovedpersonerne er koloniens mangeårige chef med hang til enevælde, nordmanden Ole Bie (1733-1822), der tog initiativ til byggeriet af kirken og med tilladelse fra den danske konge gav asyl til britiske baptistmissionærer. Udbredelsen af Bibelen skete ikke mindst i kraft af den trykpresse, som Bie gav englænderne lov til at etablere. Desuden oprettedes skoler for lokalbefolkningen samt et universitet (verdensdelens første) der ligesom flere af skolerne stadig eksisterer. Bie oplevede både op- og nedture. Men uanset både det ene og det andet - herunder ”lån” af betroede midler - tjener det til hans ære, at han var den første uden for kredsen af missionærer, der rettede opmærksomheden mod Indiens grusomme hedenske skikke, såsom børneofringer, enkebrændinger samt begravelse af levende.
En anden central skikkelse er den engelske præst William Carey (1761-1834), en usædvanlig sprogbegavelse, der oversatte hele Bibelen til seks sprog og yderligere dele af den til 29 sprog. Hans arbejde med at nedskrive en lang række indiske sprog anses for medvirkende til, at de endnu eksisterede, da Indien i 1947 blev en selvstændig nation.
Man kan næsten læse bogen som en roman. Den følgende passage antyder hvorfor: ”Månelyset får træerne til at kaste skygger, da William Carey går gennem den nyanlagte have. Han skal ned til lysthuset bagest i den - et sted, hvor han søger tilflugt for at meditere og bede til Gud. Han finder styrke i Bibelens ord.”
Han oplever lykken, da hans lille familie endelig har fundet blivende sted. Men lykken bliver kort. Hans søn på fem år dør af malaria, og hans utrøstelige hustru, der efterhånden ender i den rene sindssyge, giver ham skylden for dødsfaldet. Tynget af sorg prøver han at tigge sig til en grav og en kiste til sønnen, men de lokale må ikke medvirke ved begravelse af en såkaldt vantro. De fire mænd, der alligevel lader sig hyre som gravere, lyses efterfølgende i band.
Smukt hedder det om Carey, at han ”nærer en dyb hengivenhed og omsorg for sin kone, og han tilgiver den vrede, som sindslidelsen har fyldt hende med”.
Med sådan en skæbne-anekdote fremhæver Birthe Lauritsen den menneskelige faktor i det, der står tilbage som historiens gang.