Fra cirka midt i 1800-tallet til første tredjedel af 1900tallet udvandrede omkring 300.000 danskere til USA, og deres historie er vidt og bredt fortalt, senest i Ole Sønnichsens ”Rejsen til Amerika”.
Men der var også danskere, der stævnede ud og endte helt andre steder end i Guds eget land. Omkring 15.000 udvandrere valgte nemlig den argentinske pampa, hvor de fik adgang til landbrugsjord i et omfang, som ingen af dem havde turdet håbe på derhjemme, og de har nu fået deres egen bog i Søren Flotts ”Rejsen mod syd. Historien om de danske udvandrede til Sydamerika”.
Man skønner, at der i dag er over 50.000 danske efterkommere i Argentina, hvor mange tusind stadig taler dansk og holder det danske sprog og dansk tradition og identitet i hævd, blandt andet med sang, folkedans og smørrebrød, hvilket ikke mindst sker i miljøerne omkring de danske kirker.
Fælles for mange af dem, der rejste ud, uanset om det var til Amerika eller Argentina, var drømmen om et bedre liv. Det var drømmen om at bevæge sig væk fra den danske fattigdom, de levede i, men for de fleste var det desværre en drøm, der forliste.
Det er ikke den store historiske fortælling, der optager pladsen i ”Rejsen mod syd”, men derimod menneskene, blandt andre Hans Fugl, der kom fra en fattig husmandsfamilie på Lolland, hvor han tidligt mærkede, hvordan hans muligheder blev begrænset af hans opvækst. Han længtes i lighed med så mange andre danskere på den tid væk til et land, hvor man blev bedømt på sine evner og ikke på sin familiebaggrund, og det fandt han i Argentina. Her bosatte han sig i den lille by Tandil, hvor han blev en vigtig del af etableringen af den danske koloni, der dog ikke kom til at tælle helt så mange succeshistorier, som udvandrerne havde håbet på.
Søren Flott er journalist og har tidligere blandt andet skrevet bøgerne ”Sønderjylland besat” og ”Jutlandia”. Han redegør samvittighedsfuldt for sin metode og sine kilder i såvel forord som efterskrift, og det er klogt. For når man som han bekender sig til den fortællende journalistik, som flittigt bruger virkemidler fra fiktionens verden, bliver man nødt til at placere sin læser på sikker grund og sørge for, at der hurtigt bliver etableret et tillidsforhold, så læseren rent faktisk tror på, at forfatteren hele tiden skriver med bund i virkeligheden og ikke digter for meget med. Ellers ryger troværdigheden.
Men det er nemt at have tillid til den samvittighedsfulde Søren Flott, der åbent lægger sin omfattende research frem, som han sammen med citater fra en række førstehåndskilder lydefrit fletter ind i sin fortælling, der dog desværre byder på mange lidt for enslydende udvandrer-cases.
Som læsningen skrider frem, kommer det derfor til at føles en kende redundant, måske også fordi Søren Flott, modsat en forfatter som Tom Buk-Swienty, er mere refererende og citerende end dramatiserende, omend der vitterlig er smæk for skillingen med fordomsfulde argentinere, økonomiske og personlige tragedier, vold, småbørnsdød, fattigdom og sidst, men ikke mindst: kæmpestore drømme.