Da danskerne kom i skudlinjen

Bevægende skildring om de tilbageholdte danskere under Iraks invasion af Kuwait

Omkring 90 danskere var fanget i Kuwait, da Irak den 2. august 1990 invaderede landet. Samme situation var også 13 danskere i Bagdad sat i. Tillige befandt de sig i en region, hvor den USA-ledede koalition gjorde klar til at angribe Saddam Hussein. Vi ved, at historien endte godt, og at danskerne slap fri inden angrebet, men vi har aldrig tidligere fået kortlagt forløbet så medrivende, som Ole Sønnichsen og Henrik Thomsen gør det i ”Det sidste gidsel”.

Titlen henviser til Danmarks attaché i Kuwait, Mogens Pedersen, som var det eneste gidsel, irakerne ikke på noget tidspunkt godvilligt ville lade slippe ud. Hans rolle for de lidt over 100 danskere i Kuwait og Irak kan ikke overvurderes: ”Mogens Pedersen er flokkens naturlige samlingspunkt – mor og far i én og samme person, som flere af gidslerne udtrykker det”. Samstemmende anpriser de hans hjælpsomhed, hurtige opfattelsesevne, diplomatiske kunnen og gode sind. Og så har Mogens Pedersen i tilgift ”et ekstra personlighedslag, som han kan trække på, når det brænder på”.

Og det gør det som bekendt. Irakerne opfører sig brutalt under invasionen, hvor Mogens Pedersens mål er at få danskerne ud af krigszonen så hurtigt som muligt. Det skal vise sig vanskeligt. Selvom Mogens Pedersen har diplomatstatus, bliver han under en vejspærring i Kuwait udsat for en slags fingeret henrettelse, ligesom han får stukket et maskinpistolløb i munden. Men Pedersen ryster det hele af sig og forbliver en klippe af ro for de tilbageholdte danskere.

I Kuwait møder vi også to gæve danske kvinder – Liselotte Hertz og Wicki Hill. Under indtryk af den irakiske hærs skånselsløshed beslutter de sig for at deltage i det illegale arbejde, hvilket består i at flytte udlændinge i sikkerhed, så de ikke kommer til at fungere som bombeskjold: ”Wicki og Liselotte er sammen med deres newzealandske makkere på gaden hver dag for at besøge mændene i skjulestederne eller for at flytte folk rundt. Om natten drikker de igennem ved fester, som bliver vildere og vildere.”

Det er med livet som indsats, Hertz og Hill går i aktion, men som det fremgår af citatet, nægter de to kvinder alligevel at renoncere på livets søde sider. Da de selv skal flytte, har de pakket adskillige vin- og spirituskasser, som chaufføren i første omgang nægter at tage med, men de to kvinder gør kort proces: ”Vi kører ikke uden.”

Det er Storm P., der siger, at det er en misforståelse, at man ikke kan more sig uden spiritus, men at det da heldigvis er en misforståelse, der sjældent opstår. Det gør den heller ikke blandt de strandede danskere, der til slut næsten alle er samlet i Bagdad, hvor der på trods af situationens alvor også festes.

”Det sidste gidsel” er en fortælling om krig på ydre og indre linjer og om kærlighedens veje og vildveje – inklusive hetero- og homoseksuelle relationer. Den anspændte situation betyder, at følelser, folk ellers lagde bånd på, bryder ud i lys lue. Men der tegnes et overvejende positivt billede af gidslernes adfærd i de dramatiske uger og måneder i Kuwait og Irak. Vi bliver også mindet om, at Danmark havde en fremragende udenrigsminister i Uffe Ellemann-Jensen (V), der demonstrerede både handlekraft og overblik.

De egenskaber besad en anden af Udenrigsministeriets mænd også i høj grad. Mads Sandau-Jensen var manden, der kunne få en snemand bjerget helskindet ud af et brændende hus, og på Udenrigsministeriets ordre drager han sammen med Tine Astrupgaard til Irak for at få Mogens Pedersen hjem. Det skal vise sig at være et effektivt team, og de to ender også med at blive et par i bibelsk forstand, da de vender hjem med det sidste gidsel.

Beretningen om Mogens Pedersens flugt i en postsæk gemt i bagagerummet er bogens højdepunkt. Det bliver en flugt, ingen af de involverede nogensinde glemmer, og heller ikke læseren, der har svært ved at læse beretningen uden en vis bevægelse. Mads Sandau-Jensen er arkitekten bag den dristige operation, hvor det med nød og næppe lykkes ham og Tine Astrupgaard at passere de talrige vejspærringer og besnakke de mange mistænksomme vagter på vej til friheden.

”Det sidste gidsel” er lidt vel detaljemættet og omstændelig især i første halvdel, men alt i alt er der tale om et stykke fortræffelig journalistik, der med sin omfattende research er respektaftvingende.