Da danskerne ville have dannelse til døren

Månedens bog er ikke længere middelklassens faste læsepensum, og i dag bliver bogklubberne stadig mere nicheprægede. Men de første danske bogklubber havde stor betydning for den folkelige dannelse

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Det var et amerikansk studieophold i 1950, der senere inspirerede Gyldendals mangeårige direktør Otto B. Lindhardt til at satse på bogklubber herhjemme:

Bogklubberne har været et økonomisk mirakel for forlag over hele verden. Deres opblomstringstid var nok 1950erne og resten af det 20. århundrede, så da jeg studerede bogbranchen i USA, opsugede jeg alt, hvad jeg kunne om bogklubfænomenet, skriver Otto B. Lindhardt i sin erindringsbog Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?, der udkom for nogle måneder siden.

I 1950-1951, da Otto B. Lindhardt stadig kun arbejdede i en boghandel i New York, var de amerikanske bogklubber for længst blevet en blomstrende forretning.

Bogklubberne opstod faktisk allerede i 1920ernes USA, hvor de hurtigt blev en slags bestsellerkatalysator. Blev en bog udvalgt som månedens bog i en af de store amerikanske bogklubber, kunne forfatteren godt gå ud og kigge på flotte huse. Og danske Karen Blixen fik for eksempel også sit internationale gennembrud, da hendes bog Syv fantastiske fortællinger i 1934 udkom i USA som månedens bog i USAs største bogklub, Book of the Month Club.

Den store amerikanske bogklub var også et forbillede, da Gyldendal med Otto B. Lindhardt og hans kollega Gert Ringhof i spidsen lancerede Gyldendals Bogklub i 1966.

Klubben var ikke den første herhjemme, men den blev hurtigt den største.

Afgørende for projektets succes var som altid, at de tilbudte bøger var tillokkende. Og på det punkt kunne Gyldendal møde med nogle af tidens mest interessante bøger som Boris Pasternaks Dr. Zivago, Truman Capotes Med koldt blod, John Steinbecks seneste, Günther Grass Bliktrommen og mange andre. Dertil de nyeste danske forfattere: Erik Aalbæk Jensen, Anders Bodelsen, Thorkild Hansen og Jens Kruuse. Mange forfattere oplevede at nå et nyt publikum, skriver Otto B. Lindhardt.

Månedens bog udkom dengang i svimlende oplag, som man ikke kan komme i nærheden af i dag, erkender Tine Weppler, der i dag er direktør for Gyldendals Bogklubber og i praksis for alle landets 15 bogklubber, efter at kæmpeforlaget sidste år ironisk nok opkøbte Lindhardt og Ringhofs fem bogklubber, som Otto B. Lindhardt netop sammen med Gert Ringhof havde startet i samarbejde med Bonnier Publications, efter at de to gamle Gyldendal-direktører stiftede deres eget forlag i 1970erne.

En overgang var Lindhardt og Ringhofs bogklub 12 bøger faktisk større end Gyldendals Bogklub, men nu er Gyldendals Bogklub igen størst, ligesom Gyldendal altså også ejer 12 bøger, der i dag er omdøbt til Nye bøger. Men de store, samlende bogklubber når ikke i nærheden af den succes, de havde tidligere. I stedet dækker Gyldendals Bogklubber i dag 15 forskellige nichebogklubber, der på den måde rammer forskellige segmenter i befolkningen. Men tiden er også en anden i dag. For da bogklubberne storblomstrede herhjemme i 1960erne, ramte de også et stort behov for mere folkelig viden, mener Tine Weppler:

Bogklubberne opstod i en tid, hvor folk syntes, at de skulle havde mere dannelse. Det var en tid, hvor folk havde fået mere lyst til at læse bøger og tale om bøger. For bogklubberne vandt netop frem i en periode, hvor uddannelse, dannelse og viden var blevet centralt for middelklassen. Det betød, at der var opstået et større behov for kultur, indsigt og oplevelser gennem læsning. Og det gav en mulighed for, at bogen kunne komme endnu bredere ud, siger Tine Weppler og fortsætter:

Tanken med bogklubber er jo, at man giver en mulighed for, at mange mennesker kan få god litteratur. Det er god litteratur, som man formidler bredt. Det er den idealistiske bagtanke. Men man kunne også se, at bogklubberne vandt frem, da middelklassen begyndte at købe Ikea-reoler, som de skulle have fyldt ud for at se dannede ud. På den måde blev bogklubberne også en del af datidens mode, idet man gennem sine fyldte bogreoler sendte et signal til omverdenen om, at man var dannet.

Professor emeritus i nordisk litteratur Hans Hertel mener dog også, at bogklubberne betød, at folk ofte fik en overraskende læseoplevelse ind gennem brevsprækken:

Med bogklubberne opstod et helt nyt forbrugsmønster i forhold til bøger. Med den såkaldt negative option nemlig det, at bogklubmedlemmer skal melde aktivt fra, hvis de ikke vil købe månedens bog fik mange mennesker bøger ind i huset, som de aldrig havde hørt om før og aldrig selv ville have købt. Samtidig fandt forlagene et helt nyt publikum, for mange af de mennesker, der er medlemmer af bogklubberne, køber ikke bøger andre steder, fastslår Hans Hertel og fortsætter:

Bogklubberne har traditionelt været en meget nyttig måde at mobilisere nye læsere på, og de har haft en meget stor og vigtig kulturformidlende og dermed dannelsesmæssig funktion. Jeg kan kun beklage, at antallet af bogklubmedlemmer er svindende, men det er et udtryk for, at vores samfund bliver mere og mere individualistisk. Med et Woody Allen-citat fra Marx Brothers kan man sige Jeg gider ikke være medlem af en klub, der vil have mig som medlem. De fleste mennesker i dag er ikke interesserede i, at nogle bestemmer for dem, og derfor vælger de bogklubberne fra. Men derved går noget vigtigt tabt, siger Hans Hertel, der samtidig peger på, hvordan månedens bog ofte blev et fælles kulturelt referencepunkt både i familien og i samfundet:

Det har traditionelt typisk været kvinder, der var medlem af bogklubber, men ofte læste manden og børnene den samme bog, når nu den var kommet ind i huset. Bogen blev et vigtigt samtaleemne blandt par og familier, og ofte læste de mennesker, man omgikkes, den samme bog på samme tid, og det var værdifuldt at have at snakke om, siger Hans Hertel.

Han mener, at de danske bogklubber samtidig har været kendetegnet af en meget høj kvalitet, og at der sidder folk med litterær tyngde og god smag i redaktionen og dermed får bogklubmedlemmerne tilbudt gode bøger.

Lindhardt og Ringhofs nuværende direktør, Lars Boes-gaard, der stod bag frasalget af forlagets bogklubber til Gyldendal, mener ikke, at bogklubberne vil nå fordums styrke i fremtiden.

Man kan ikke sige, at bogklubtiden er ovre, men bogklubtiden er under stærk forandring. For der bliver færre argumenter for at være bundet til en bogklub, og det er formentlig det, som bogklubber over hele verden lider under. Det er en hård kamp. Men der er ingen tvivl om, at det er en meget væsentlig salgskanal stadigvæk. Bogklubberne kan nok i nogle sammenhænge forbedre et salg. Det ville være forkert at sige, at bogklubberne ikke længere er et aktiv for Gyldendal, siger Lars Boes-gaard, og i sin erindringsbog taler Otte B. Lindhardt også for, at bogklubberne er i forandring:

Klubberne er allerede blevet nutidens erstatning for postordreforretninger, og de er smart erstattet af netboghandlerne, der formentlig bliver bogklubbernes død i den form, jeg lærte dem at kende, dengang it knap kunne skimtes i horisonten, skriver Otto B. Lindhardt, der dog på bogklubbernes vegne er opmuntret af, at Gyldendal har haft mod til at købe bogklubber op:

Nogen må tro på bogklubbernes fremtid trods fastprisophævelsen og netboghandlerne. Måske vil klubberne med tiden få en helt anden karakter, som vi ikke i dag har karakter til at forestille os, skriver Otto B. Lindhardt.

Direktør for Gyldendals Bogklubber Tine Weppler virker i hvert fald, som om hun tror på det, mens hun sidder på sit nye kontor i Klosterstræde midt i København, hvor bogklubbernes medarbejdere stadig er ved at pakke deres flyttekasser ud i de nu endnu større rammer.

Hvis vi ikke følger med udviklingen, dør vi selvfølgelig. Men jeg tror, at bogklubberne går en ny god tid i møde. Det er rigtigt, at vi er i konkurrence med både supermarkeder og netboghandlere. Men jeg betragter egentlig også os som en netboghandel, der bare er bedre, fordi vi kender medlemmermes behov og derfor er bedre til at udvælge bøger til dem. I dag har vi 15 bogklubber, og det viser, at det, vi går efter, er de forskellige genrer og målgrupper, der går efter forskellige typer bøger. Vi vil jo ikke alle sammen gerne læse det samme, ligesom vi ikke alle sammen vil se det samme i tv. På den måde minder vores udvikling nok om DR, der før havde én stor kanal, men nu vil nå ud til nicherne gennem flere forskellige kanaler, siger Tine Weppler.