Donald Trump er kommet hjem igen efter sin første store udlandsrejse til elendige meningsmålinger og nye spørgsmål i den voksende Ruslands-affære. Én vælgergruppe støtter dog fortsat den amerikanske præsident: hvide, evangelikale protestanter. Ifølge en ny Pew-undersøgelse mener hele 80 procent fra dette vælgersegment, at Trump gør et glimrende arbejde, uanset hvad Nato-allierede, kommentatorer på Østkysten og mange prominente republikanere så måtte mene.
Det er et af amerikansk politiks mange paradokser, at en fraskilt, hedonistisk narcissist fra New York har så massiv opbakning blandt de protestantiske kirkegængere, der hælder mod en bogstavelig læsning af Bibelen, og som har et personligt forhold til Gud.
Forleden refererede ugemagasinet The Economist to forklaringer på fænomenet, en sociologisk og en teologisk. Sociologisk kan Trumps opbakning blandt evangelikale udlægges som, at kristendommen er en del af en større pakke. Denne vælgergruppe, især evangelikale fra mindre byer og landlige egne, tager ikke Trump bogstaveligt, men den tager ham alvorligt og signalerer med deres kirkegang, at de er lovlydige borgere, der går ind for retten til at bære våben og mener, at USA er på afgrundens rand efter årtier med verdsligt- venstreorienteret styre.
Den mere teologiske forklaring skal findes i traditionen for positiv tænkning og fremgangsteologi, hvor ydre succes er tegn på indre tro. Det er en unik amerikansk tradition, hvor individualisme og selvtillid er gaver fra Gud, som ”the self made man” har pligt til at forvalte med omtanke og forvandle til succes. Denne tradition ligger langt fra de gamle protestantiske kirkesamfunds teologi – de såkaldte ”mainline churches” bestående af blandt andet metodister og presbyterianere – men tæt på megakirkerne og en prædikant som Joel Osteen, der samler op mod syv millioner seere til sine tv-gudstjenester. The Economist skriver:
”Ikke alle rigdomstilbedere er Trump-vælgere (...) Men bevægelsens indflydelse på det religiøse højre er stor og voksende. Det er en teologi for den selvlærte mand, der afviser idéen om held. Gud giver ham ’selvtillid’, pralede Trump sidste år. Det er en meget amerikansk tro.”
At blande tro og politik sammen er imidlertid også et relativt nyt fænomen i USA. Det minder forfatteren Frances FitzGerald om i et nyt, stort værk, der i disse Trump-tider har fået stor opmærksomhed i USA: ”The Evangelicals. The Struggle to Shape America”. FitzGerald er Pulitzerpris-vinder og har tidligere skrevet roste bøger om Vietnamkrigen og Ronald Reagan. Hendes interesse for de evangelikale kristne går mange år tilbage, og det nye værk er både en syntese af den hidtidige forskning på området og en præsentation af et indflydelsesrigt fænomen.
Bogen beskriver de store vækkelsesbevægelser i amerikansk historie og udviklingen inden for protestantismen, hvor det i årtier var en æressag at holde det verdslige og det åndelige regimente adskilt. Kristne skulle ikke blande sig i politik i et land, hvor stat og kirke i øvrigt var adskilt i forfatningen, og hvor staten skulle bestemme mindst muligt i borgernes liv.
Men den politiske sfære bredte sig op gennem det 20. århundrede ind på det religiøse område, og i 1976 havde prædikanten og lederen af interessegruppen Moral Majority, Jerry Falwell, fået nok. Han påstod, at idéen om at holde tro og politik adskilt ”var opfundet af Djævelen for at forhindre kristne i at tage styringen i deres eget land”. Hermed begyndte sammenfaldet mellem det religiøse højre og den evangelikale bevægelse at tage form og blive en politisk magtfaktor. Nogle gange har de evangelikale haft præsidentens øre – både Jimmy Carter og George W. Bush beskrev sig selv som ”genfødte kristne” – andre gange har bevægelsen ligget mere stille. Men i dag er det utænkeligt, at en præsident ikke har et positivt forhold til sin tro og udtaler sig offentligt om det – selv i Donald Trumps tilfælde. Før Carter var det mere undtagelsen, og tro spillede kun en rolle på et mere institutionelt plan, som i tilfældet med John F. Kennedy, der mødte stor modstand, fordi han var katolik.
I The New York Times roser religionshistorikeren Alan Wolfe ”The Evangelicals” i høje toner og lader sig ikke skræmme af bogens mange sider. ”Den er simpelthen en ’page turner’: FitzGerald er en stor forfatter, der evner at holde fokus i en vidtforgrenet fortælling … Enhver, der er nysgerrig efter tilstanden i den konservative amerikanske protestantisme, har her en pålidelig guide.”
Wolfe savner dog en gennemgang af kirkemusikkens udvikling – fra orgel til hvid gospel og rock – og at den afrikansk-amerikanske protestantisme inddrages mere.
I The New York Review of Books skriver forfatteren og professor emeritus Garry Wills også langt og grundigt om bogen og lægger stor vægt på den historiske baggrund i 1800- og 1900-tallet. Han roser forfatteren for mange nuancer:
”Hun viser, hvad der splitter forskellige grupper i den bibelske lejr, og noterer, at nogle af dem, som hun selv kalder evangelikale, ikke ønsker at kaldes sådan. Fundamentalister støtter ikke nødvendigvis det religiøse højre. Nogle fra Pinsebevægelsen vil ikke forveksles med karismatikere og omvendt. Sydstatsbaptister ændrer undertiden kurs under indflydelse af forskellige ledere.”
Det store overblik og nuancerigdommen roses også af Barry Hankins på sitet thegospelcoalition.org, men anmelderen savner alligevel et nøk mere forståelse for adskillelsen af tro og politik hos mange evangelikale. Nok blev amerikansk protestantisme en magtfaktor fra 1980’erne og frem, men mange er nu fortsat ikke særligt politisk aktive, skriver han:
”Jeg har altid fastholdt, at den typiske evangelikale ikke er så politisk. De vigtige ting for de fleste evangelikale er: at leve gudstro liv. At opdrage deres børn til at blive dedikerede, evangelikale kristne. At være aktive i deres lokale kirker. At missionere over for naboer og bekendte. De taler om emner som abort og homoseksuelle ægteskaber i søndagsskolen, og på valgdagen stemmer op mod 80 procent af dem republikansk, selv hvis en hedning som Trump er på stemmesedlen. Men det store flertal af evangelikale marcherer ikke i gaderne … de har for travlt med at være kristne.”