Prøv avisen

Kunstneren fra prærien, som malede et helt årti i sine egne farver

4 stjerner
Joni Mitchell har inspireret utallige kunstnere og lyttere. Eksempelvis er Hillary og Bill Clintons datter, Chelsea, opkaldt efter nummeret ”Chelsea Morning”, Bob Dylans ”Tangled Up in Blue” er inspireret af albummet ”Blue”, og nummeret ”River” opført i over 500 versioner af andre musikere. Linjen ”They paved Paradise and put up a parking lot” fra ”Big Yellow Taxi” er nærmest gået over i sproget som fast vending i USA. – Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Joni Mitchells liv og karriere gennemlyses på klassisk vis i denne portrætbog, der først og fremmest giver lyst til genhør med det canadiske ikon

1970’erne var måske nok et gråt årti, men for musikelskere var det blåt. Et af rock- og pophistoriens mest hudløse og langtidsholdbare album – Joni Mitchells ”Blue” – udkom i 1971 og formede for altid opfattelsen af, hvad 1970’erne også var.

Når den høje inflation, den lave fremtidsforventning og den allestedsnærværende frygt for atomkrig er glemt, er det årtiets ufatteligt frodige udladninger inden for alle kunstarter, man husker. Og her tegnede Mitchell sig for en stor part med mesterværkerne ”Ladies of the Canyon” (1970), ”Court and Spark” (1974), ”The Hissing of Summer Lawns” (1975), ”Hejira” (1976). Og altså ”Blue”.

Om dét album skriver musikhistorikeren David Yaffe i sit portræt at Joni Mitchell, der nu udkommer på dansk: ”Efter ’Blue’ ville kærlighedssangenes genre være ændret for altid, hjemsøgt af Jonis udhulede krænkelse og klarsynede viden. Selvfølgelig ville vi – som kultur – blive ved med at skrive intetsigende, fjollede kærlighedssange, men efter ’Blue’ ville det altid være et valg, man tog”.

Når sangene på ”Blue” gjorde og stadig gør så stort indtryk, er det, fordi Mitchell som få andre bruger sine egne erfaringer i kunsten. Politiske paroler, religiøse doktriner og stadionrockens suggererende fællessang har aldrig været hende. Til gengæld åbner hun dørene ind til de mest intime rum i kærlighedslivet, krænger følelserne helt ud og sætter ord og lyd på alt det mangetydige, som kærligheden udvikler sig til efter den entydige første forelskelse.

Det personlige aftryk og eksistensen som eneste udgangspunkt for kunsten har også formet Mitchells karrierevalg. Det er betegnende, at hun altid er gået sine egne veje og aldrig har gjort som forventet. Hver gang producere eller pladeselskaber eller publikum ønskede mere af det samme (især efter ”Court and Spark”, der blev hendes kommercielle gennembrud, voksede ønskerne om flere hits og mere tilgængelighed), gjorde hun det modsatte.

Den konstante eventyrlyst og eksperimenttrang bragte hende i 1980’erne ind i fusionsjazzens verden og samarbejder med Charles Mingus og Herbie Hancock, ligesom hun på et album som ”Travelogue” (2002) prøvede kræfter med symfoniorkesterlyden. Hele tiden på vej videre, væk fra publikums forventninger og ind i musikkens mange skiftende udtryk. Og altid 100 procent sig selv. Over 20 albums er det blevet til.

David Yaffes bog om Joni Mitchell udkom i USA for to år siden og følger Mitchells pladeudgivelser kronologisk.

For dedikerede fans af Mitchell er der næppe noget nyt på siderne, men for alle, der vil lære hendes plader og univers at kende, kan bogen anbefales. Den følger hende fra barndommen på prærien i Saskatoon i den candaiske provins Sascatchewan (længe troede Mitchell, at hun skulle være landmandskone) over en plagsom børnelammelse til fødslen af den senere bortadopterede og endnu senere genfundne datter Kilauren, og debuten på folkemusikscenen i 1960’erne.

Derfra går det slag i slag med først det kunstneriske gennembrud med ”Blue” og derefter det kommercielle med ”Court and Spark”, følgeskaberne med Leonard Cohen og Bob Dylan, som i kunstnerisk forstand har inspireret hende mest, de opslidende turneer, salgsmæssige skuffelser og diverse sygdomme samt en hjerneblødning i 2015. For nylig fyldte hun 75 år og blev fejret i magasinet Vanity Fairs regi med en hyldestfest i Los Angeles, hvor alle de store film- og musikstjerner deltog.

Bogen indledes lidt underligt med en beretning om, hvordan Yaffe skal interviewe ”Joni”, som han vel kælent kalder hende bogen igennem. Interviewet går godt, men Mitchell hidser sig op over en detalje, da interviewet bliver trykt, og skifter al sin indledende varme ud med kulde. Man undslipper ikke helt tanken om, at hele bogen er skrevet så forsigtigt, at hun ikke hidser sig op igen. Kritisk og afslørende er den i hvert fald ikke.

Og så skulle den danske oversættelse nok være læst igennem en ekstra gang. ”Graciøst” er blevet til ”gratiøst”, Miles Davis kaldes ”Miles David”, og ”kunnekomme” kunnne godt trænge til et mellemrum. Og hvorfor er titlen ikke oversat til dansk, når nu undertitlen (”Et portræt af Joni Mitchell”) er dansk? "Reckless Daughter" henviser til Mitchells album "Don Juan's Reckless Daughter" (1977), men to sprog i samme titel er nu ikke så kønt. De forstyrrende sjuskefejl er dog langt fra nok til at ødelægge helhedsindtrykket og en fin og detaljerig bog om et af de største ikoner fra musikhistorien. Kvinden fra prærien, der malede et helt årti i sine egne farver.