Prøv avisen

Da den fineste guldalderkunst indtog Sorø

Lis Lindkvist og hendes mand bor i skælskør, men holder af at tage på Sorø Kunstmuseum. De syntes, at det var rart, at Ordrupgaard kunne komme til dem frem for omvendt. – Foto: Lise Kabell Søgaard

Et sjældent portræt af en dreng, en kostbar hvidmalet dør og nogle opulente guldrammer var noget af det, soranerne kunne opleve, da der var fernisering på udstillingen ”Guld og grønne skove” på Sorø Kunstmuseum forleden. Til stede var både kulturministeren og dem, der går på museum i sutsko

De måtte sidde helt ude i garderoben og hente ekstra stole for overhovedet at kunne være i foyeren på Sorø Kunstmuseum. Og det var også kun med nød og næppe, at kulturminister Mette Bock (LA) kunne presse sig ind i lokalet for de mange fremmødte, da hun ankom to minutter i fem fredag eftermiddag.

”Jeg tror aldrig, jeg har set så mange til en fernisering,” hviskede en kvinde på én af de bagerste rækker af museumsgæster.

”Selv til generalforsamlinger kommer der aldrig så mange. Det er helt enormt!”.

Anledningen til stormløbet på foyeren var åbningen af udstillingen ”Guld og grønne skove”, en vandreudstilling skabt af det nordsjællandske museum Ordrupgaards faste samling af dansk guldalderkunst. Samlingen er, i sit 100-års fødselsdagsår, blevet hjemløs på grund af et byggeprojekt og rejser derfor rundt i landet. I fredags landede den så i Sorø, hvor den blev præsenteret af Ordrupgaards direktør, Anne-Birgitte Fonsmark.

”Vi har været i Holstebro, Ribe, Randers og nu Sorø,” begyndte hun og gav så en introduktion til kunstsamleren og forsikringsmanden Vilhelm Hansen (1868-1936), der stiftede Ordrupgaard og indkøbte størstedelen af de 95 værker i samlingen.

Der er malerier af de allerstørste herhjemme; Vilhelm Hammershøi, C.W. Eckersberg, L.A. Ring blandt andre. Men der var også to værker, Vilhelm Hansen ikke selv købte, men som først kom til meget senere. Det ene, Hammershøis ”Hvide døre”, blev i 2017 indkøbt for 12 millioner kroner på den engelske auktion Sotheby’s efter i mange år at have opholdt sig i USA og været umulig at vriste løs af et familieeje.

Det andet, den fransk-danske impressionist Camille Pissarros ”Portræt af en dreng”, viser en sort dreng og har været meget omtalt på grund af motivet. Maleriet, som Ordrupgaard købte for et ukendt beløb tidligere i år, var indtil i fredags aldrig vist frem for offentligheden.

Kulturministeren brugte sin tid på talerstolen til at fremhæve det demokratiske i, at én af landets fineste samlinger af guldalderkunst på denne måde rejser rundt i landet.

”Værkerne skal ud og møde folket, alle skal have adgang til kunsten. Jeg bruger selv meget tid på at tage rundt i landet og kører op mod 90.000 kilometer om året og besøger mange kulturinstitutioner. De er alle båret af engagerede lokale som jer,” sagde hun og fortalte så lidt om regeringens nye initiativ med at sende 4.-klasser på busture for at opleve kultur i hele landet.

Da Mette Bock var færdig, erklærede hun udstillingen for åben og gik selv forrest ad trappen til lokalerne ovenpå.

Langt de fleste af de fremmødte var medlemmer af Sorø Kunstmuseums Venner og havde i forvejen et stort kendskab til den faste samling, der også rummer værker af de helt store i dansk kunsthistorie, blandt andre Eckersberg, Anna Ancher og Thorvaldsen og nyere navne som Per Kirkeby og Poul Gernes.

”Hold da op, den er imponerende,” lød det fra en kvinde om det første værk inden for døren til lokalet, hvor Ordrupgaard-værkerne var hængt op.

”Ja, altså rammen,” tilføjede hun.

”Se lige alt det guld!”.

Marianne Nielsen fra Sorø faldt lidt hen foran Viggo Johansens billede ”Bedstemors fødselsdag” fra 1890. Motivet viser en syg ældre kvinde i sengen med hvid bandage om hovedet, mens børnebørnene står på række med gaver til hende.

”Man kan virkelig fornemme stemningen i den stue. Jeg tænker lidt på mine egne bedsteforældre, når jeg ser det,” sagde hun.

Et ældre ægtepar havde fundet frem til dagens attraktion: ”Portræt af en dreng” fra 1852-1855. Selvom maleren Camille Pissarro primært er kendt som fransk impressionist, var han livet igennem dansk statsborger – født og opvokset på Sankt Thomas i den daværende koloni Dansk Vestindien. Billedet er en sjældenhed i guldalderkunsten, der oftest beskæftiger sig med det bedre, hvide borgerskab, og blev derfor sidste år omfattet af et udførselsforbud, så det nu bliver på dansk jord fremover.

Lis Lindkvist og hendes mand (der mente, at fruen nok var bedst til at tale med avisen) studerede portrættet et par meter fra alarmsnoren.

”Jamen, det er da et fantastisk portræt. Det står dejlig klart og tydeligt frem,” var Lis Lindkvists vurdering.

”Vi kommer fra Skælskør, men er ofte her på museet. Det er et dejligt sted, og vi kommer ikke lige sådan til Ordrupgaard, så det er rart, at samlingen kommer til os,” tilføjede hun.

Ikke alle var imponerede:

”Meget af det er egentlig bare billeder, hvad?”, lød det fra en mand.

Også David Crossey, der var af sted med sin dreng Noah Plougmand, var skeptisk omkring udstillingens anden ”special guest”, Hammershøis ”Hvide døre” fra 1899.

”Jeg er ret spændt på at se, hvad der gemmer sig bag den dør. Så vidt jeg ved, har det kostet mange millioner, men umiddelbart er det bare en dør, jo,” grinede han.

Sønnen Noah var mest optaget af det realistiske i et mørkt maleri af to mænd ved et bord, lampen over dem med særlige lysdæmpere af glas; L.A. Rings ”Guldsmedeværkstedet” fra 1917.

”Det kunne godt være taget med et kamera,” mente Noah Plougmand.

”Tænk lige, hvor svært det må være at male noget, der er gennemsigtigt. Man skal jo også have farven på det bagved med.”

Kulturminister Mette Bock var drønet i forvejen, og efter tre effektive kvarter var hun videre i ministerbilen med kursen sat mod Horsens. I museumsbutikken evaluerede de to museumsdirektører, Sorø Kunstmuseums Charlotte Sabroe og Ordrupgaards Anne-Birgitte Fonsmark. Prisen på ”Portræt af en dreng” ville de ikke ud med.

”Vi går altid stille med dørene, når det gælder det,” sagde Charlotte Sabroe med et hemmelighedsfuldt smil.

Apropos døre, så kunne heller ikke Anne-Birgitte Fonsmark svare på, hvad der er bag den meget dyre hvide dør på førstesalen:

”Altså... der er jo ingenting. Men der er spændinger mellem linjer, og det er noget af det, der kendetegner Hammershøi. Han er en kunstner, der udforsker det synlige og små variationer i det synlige,” sagde hun.

Det fik Charlotte Sabroe til at hente et postkort med et af Sorø Kunstmuseums egne malerier af Anna Ancher, ”I middagsstunden” fra 1914. Også her en dør, men fuld af farver og på gulvet to sæt træsko.

”Sådan kan man også male en dør,” smilede hun.

Efterhånden kom publikum ned, forsynede sig med snacks og en slurk vin, før de fandt deres jakker i garderoben. En inkarneret soraner, Kirsten, syntes, det havde været sjovt at se nye værker.

”Men vi går herned en anden dag, hvor der er mere ro. Vi bor lige i nærheden og plejer at sige, vi kan gå på museum i sutsko.”

De to museumsdirektører Charlotte Sabroe (tv.) og Anne-Birgitte Fonsmark (th.) ville ikke ud med prisen på ”Portræt af en dreng”. ”Vi går altid stille med dørene, når det gælder det,” sagde Charlotte Sabroe. – Foto: Lise Kabell Søgaard
David Crossey og sønnen Noah Plougmand var nogle af dem, der brugte en almindelig fredag eftermiddag på at gå på kunstmuseum. Noah går både til saxofon og badminton, men synes også det er sjovt at se på kunst. – Foto: Lise Kabell Søgaard
Hammershøis ”Hvide Døre”. – Fotos: Ordrupgaard.
Pissarros ”Portræt af en dreng”.