I Tove Ditlevsens fodspor: Da digterinden fløj fra barndommens rede

På Vesterbro i København blev Tove Ditlevsen født, berømt og begravet. Hun var folkets digter, men indimellem længtes hun bare efter en borgerlig tilværelse. Kristeligt Dagblad er taget med på en digt- og gåtur i Tove Ditlevsens fodspor

Billedet er fra 1967, hvor Tove Ditlevsen selv genbesøger sin barndomsgård på Hedebygade på Vesterbro i København.
Billedet er fra 1967, hvor Tove Ditlevsen selv genbesøger sin barndomsgård på Hedebygade på Vesterbro i København. Foto: Knud Jacobsen/ritzau.

Blandt klirrende flasker i baggården og bøger i reolen voksede lille Tove op i et baghus i et arbejderkvarter på Vesterbro i København. Her skrev hun sine første digte i hemmelighed og senere de digte, som skulle få os til at huske hende knap 100 år efter. I dag har Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, i anledning af hendes kommende 100 års fødselsdag, arrangeret en byvandring, hvor 20 mennesker, ældre og unge, går i hælene på Tove Ditlevsen i hendes barndomskvarter med historiker Paul Hartvigson i spidsen.

Og derfor står gruppen nu på en kønsløs parkeringsplads med ryggen til supermarkedet Aldi og betragter baghuset på Hedebygade 30 for at se, hvad der er så særligt ved denne bygning, at en helt almindelig pige kunne blive til en stor digter her. Men murstenene afslører intet, og man må slå ørerne ud for at få bekræftet Tove Ditlevsens evner som poet, da Paul Hartvigson tager en lille bog frem og læser højt fra hendes første digtsamling, ”Pigesind”:

”Der brænder et lys i natten,

det brænder alene for mig,

og puster jeg til det, så flammer det op,

og flammer alene for mig. -

Men taler du stille, og hvisker du tyst

er lyset pludseligt mere end lyst

og brænder dybt i mit eget bryst

- alene for dig-”

Paul Hartvigson leder truppen rundt om bygningen, mens han fortæller om forskellen på at vokse op i baghuset og i forhuset. Man boede i nøjagtig de samme lejligheder, men i forhuset betalte man mere i husleje og var finere end baghuset. Og det hierarki rettede man sig efter.

Selvom Tove Ditlevsen bor i baghuset, er hun dog relativt heldig for sin tid. Hun vokser op i et hjem med en glødende arbejder og socialdemokrat som far, der ikke drak, men læste bøger. Moderen havde derimod en forventning om et finere liv, og på en måde lærte Tove Ditlevsen både at holde rigtigt på kniv og gaffel og i næste håndvending fortælle sjofle vittigheder, fortæller han.

Endelig troner forhuset frem, og porten ind til gården dukker op. Til alt held skal en kvinde ind i den aflåste gård, og Paul Hartvigson spørger pænt, om hun også vil låse op for den nysgerrige gruppe. Det vil hun gerne, og en mand, som også bor i gården, griner: ”Det er godt nok, at Tove Ditlevsen ikke bor her mere.”

I dag er gården moderne med affaldssortering og cykelstativer, men deroppe, på fjerde sal til venstre, boede Tove Ditlevsen, peger Paul Hartvigson. Der drømte hun om et bedre liv, om at gå i gymnasiet og blive til mere end mor og kone. Gruppen ser nysgerrigt op på vinduet, som ligner alle de andre vinduer, inden de stille lister ud igen.

Sidste mand i gruppen lukker porten til hendes barndomsgård, og på samme måde bliver Tove Ditlevsens dør til en bedre fremtid smækket i, da hendes forældre siger nej til, at hun må komme i gymnasiet, selvom hendes lærer anbefaler det. Derfor kommer hun helt i tråd med tiden i lære som pige i huset.

På Hedebygade 30 voksede Tove Ditlevsen op. Dengang var det et arbejderkvarter, og baghuset var ringere end forhuset. I dag er gården aflåst og moderniseret. ­—
På Hedebygade 30 voksede Tove Ditlevsen op. Dengang var det et arbejderkvarter, og baghuset var ringere end forhuset. I dag er gården aflåst og moderniseret. ­— Foto: Leif Tuxen

Tove Ditlevsen ser dog sit snit til at komme ud af de trange kår og ind i det akademiske miljø, da hun møder den 30 år ældre Viggo F. Møller, som er redaktør på litteraturtidsskriftet ”Vild Hvede”, og som udgiver hendes første digt, fortæller Paul Hartvigson, mens han leder flokken over den trafikerede vej til Tove Ditlevsens Plads. Ægteskabet holder ikke lang tid, forklarer han, hvilket skal blive et fast udtryk om hendes kærlighedsliv, og standser foran en bænk med et digt indgraveret, hvor alle læser højt i kor:

”Der er to mænd i verden, der

bestandig krydser min vej,

den ene er ham jeg elsker,

den anden elsker mig.”

Hvorefter der lyder et kollektivt ”åhh” fra gruppen. Men kærligheden var ikke kun ih og åh. Ifølge Tove Ditlevsens erindringsbog ”Gift”, skrev hun digtet inspireret af sin affære med kunstneren Piet Hein. Men på trods af, hvad digtet antyder, føler hun sig ikke forelsket i nogen af dem. Det afholder hende dog ikke fra at skrive det, for Tove Ditlevsen tager hverken hensyn til sine bekendte eller sandheden, når hun skriver.

Ikke desto mindre finder hun hurtigt en yngre mand, Ebbe Munk, som hun får et barn med, fortæller Paul Hartvigson, mens han peger over på Tove Ditlevsens Skole, og i 1940’erne bliver Tove Ditlevsen en folkelig stjerne med romanerne ”Man gjorde et barn fortræd” og ”Barndommens gade”. Selv den ulovlige læge abort-Lauritzen, som hjælper hende med at abortere hendes andet barn, har læst hendes bøger. Men i den akademiske kreds, som hun higer efter at blive en del af, bliver hun aldrig anerkendt. Hvilket plager hende frem til hendes død.

Hendes følelsesliv er dog ikke en succes, og hun bliver skilt fra Ebbe Munk og gift med lægen Carl T. Ryberg, som giver hende de stoffer, der sender hende lige lukt ud i et livslangt misbrug, fortæller Paul Hartvigson, mens han leder gruppen videre ad Saxogade, som er opkaldt efter krønikeskriveren fra middelalderen, Saxo. Han har ikke svært ved at holde gruppens opmærksomhed, for der er nok at tage fat på af digte, problemer og ægteskaber i Tove Ditlevsens liv.

Ægteskabet med den fatale læge slutter kaotisk, og hun bliver akut indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun prøver at komme sig efter sit voldsomme misbrug. Kort tid efter forelsker hun sig vildt i embedsmanden Victor Andreasen, og det bliver hendes længste og sidste ægteskab, siger Paul Hartvigson.

Han går i front ned ad den pæne del af Istedgade, hvor fortovene er brede og caféerne mange. Man skal lidt længere op mod Københavns Hovedbanegård for, at gentrificeringen ikke har sat sine pæne spor. Her må fortovscaféerne vige for de mennesker, som står på fortovet og lever på gaden.

Billedet er fra 1967, hvor Tove Ditlevsen selv genbesøger barndommens gade, Hedebygade på Vesterbro i København. –
Billedet er fra 1967, hvor Tove Ditlevsen selv genbesøger barndommens gade, Hedebygade på Vesterbro i København. – Foto: Knud Jacobsen/ritzau

På samme måde som Istedgade er Tove Ditlevsen en dobbelttydig person, som ønsker at opnå borgerlig lykke og være en almindelig familie, men som mest af alt finder lykken i at skrive og være fri. Derfor holder ingen af ægteskabsløfterne, og forholdet med Victor Andreasen går også i opløsning efter 20 år.

Men Tove Ditlevsen overlever faktisk sine fire ægteskaber, genopfinder sig selv og udgiver flere romaner, som bliver taget godt imod. Indtil hun i 1976 er for brugt op af livet, misbruget og opmærksomheden. Og hun begår selvmord, slutter Paul Hartvigson.

Gruppen står nu i tusmørket og kigger på Kristuskirken på Enghave Plads, hvor Tove Ditlevsen blev bisat, og hvor tusinde mennesker fra Vesterbro mødte op for at hylde deres nabolags digterdronning. Selvom Tove Ditlevsen til tider ønskede anerkendelsen fra de højere luftlag, så var det hernede, hun blev født, og her blev hun begravet. Men man skal ikke være for ked af det, lyder det i hendes afskedsbrev.

”Der er mere grund til at sørge over mit liv end min død.”