Det var sommer i Rusland. Året var 1919. Verdenskrigen var forbi, men intet åndede fred og idyl. En dansk soldat var i fuldt løb, mens fjenden – bolsjevikkerne – affyrede projektiler, der føg ham om ørerne. Soldaten, korporal Christensen, krøb i skjul bag den høje havre, pustede ud et sekund, før han tog beslutningen.
Kort forinden var han sammen med en kammerat stødt ind i en større styrke. Hans kammerat blev truffet af en kugle i hjerteregionen. Straks død. Men Christensen havde klaret den, og nu bragte han riflen i stilling og skød tilbage. Et skud. Så flere. Så hele magasinet.
Og så væk i en flugt, som han senere beskrev som ”det værste fysiske helvede, jeg har været igennem”.
Men hvad lavede en soldat med dansk baggrund her? Hjemme i København lå magten endnu i hænderne på Det Radikale Venstre, og streng neutralitet var – og havde længe været – omdrejningspunktet for dansk udenrigspolitik.
Svaret på dette spørgsmål peger på en af de mest oversete episoder i det 20. århundredes danske historie, og – står det klart efter det fremragende storværk ”Den yderste grænse” af historikeren Mikkel Kirkebæk – en af de mest interessante.
Christensen tilhørte Dansk-Baltisk Auxiliær Corps (DBAC), en privat minihær stablet på benene af idealistiske nationalkonservative kredse i Danmark fra slutningen af 1918.
Marts 1919 var et kompagni på i alt 200 mand sejlet af sted med kurs mod Estland. Da de kom hjem til Danmark september samme år, havde de oplevet hårde kampe i både Baltikum og Rusland. De havde set forfærdelige ting. Og nogle havde gjort forfærdelige ting. Deres uniformer var nu hullede og lasede. De var blevet presset til den yderste grænse – og ud over den.
Krigene i Baltikum var en udløber af den russiske revolution. De unge baltiske republikker, der havde opnået – eller rettere indledt en kamp for – national selvstændighed, var ved udgangen af 1918 ved at blive rendt over ende af røde styrker støttet af Rusland.
Den konservative opinion i Danmark var meget bekymret. Mindre på grund af balternes truede selvstændighed som over spredningen af kommunismen. Dette gjaldt ikke mindst ingeniør Aage Westenholz, som i mange år havde været en central skikkelse i den forsvarssag, der siden 1880’erne havde været hovedsagen for den konservative højrefløj. ”Man har jo ingen særlig kærlighed til esterne”, skrev Westenholz, ”men til gengæld rigeligt had til bolsjevikkerne”.
Samtidig havde en mindre gruppe frivillige med rødder i Akademisk Skyttekorps deltaget i den finske borgerkrig i 1918, som også stod mellem røde og hvide. Blandt disse var brødrene Iver og Peter de Hemmer Gudme, hvor særligt Iver med sine finske forbindelser og stærkt nationale idealisme spillede en vigtig rolle i at overbevise Westenholz om behovet for et ekspeditionskorps til Baltikum.
Det lykkedes, og snart kunne Westenholz begynde at hverve frivillige.
Det hele begyndte lidt tøvende. Esterne var ved at finde deres ben og havde opbygget en vis aversion mod de udenlandske hjælpetropper. Finnerne var brutale. Svenskerne udisciplinerede landsknægte. Dette var en af grundene til, at der kun kom 200 danske soldater af sted mod de 1000, som Westenholz og Gudme først havde sigtet efter. Og hvad værre var, da de ankom i marts, stod det slet ikke klart, hvad de skulle foretage sig.
Ikke mindst for dem, der som brødrene Gudme var optændt af en blanding af antikommunistisk ildhu og vitalistisk eventyrlyst, må dette have været frustrerende.
Ikke alle var nær så idealistiske, selvom netop idealismen stod centralt i den konservative presses fortælling om DBAC. En stor del af de menige var drevet af pekuniære motiver og kom fra arbejderklassen. Andre var karrieresoldater – og så var der ikke så få tvivlsomme karakterer, for hvem krigen lovede et amoralsk rum for personlig udfoldelse.
Forventningen hos alle – også hos Westenholz hjemme i København – var dog, at korpset skulle i regulær kamp.
I slutningen af maj 1919 kunne DBAC drage mod fronten, hvor de blev konfronteret med krigens virkelighed, afbrændte landsbyer, affolkede egne og desperate flygtninge. ”Vi er så ved fronten,” skrev en soldat, ”det var turen herud, der var den værste. Vi havde jo aldrig før været med i krigen nogen af os.”
Nok anså danskerne sig selv som en slags elitesoldater, men det var de ikke. Snarere en paramilitær enhed, der først nu skulle lære krigens håndværk, mens de deltog i kampe på den strategisk vigtige sydfront.
Det lærte de. Og mere til.
Snart drog de videre ind i Letland, hvor krigen havde varet længere og været mere grusom.
Snart blev det vanskeligt. Hvem var fjenden? Var det russerne? Dem var der ikke mange af. Var de røde blandt letterne? De var i hvert fald mange. ”Nogle af de ivrigste bolsjevikker har været letter,” bemærkede Peter de Hemmer Gudme i sin dagbog. Men hvad var så pointen med at befri dem? Eller hvad med jøderne, var de ikke alle bolsjevikker? Eller måske tysk-balterne, landets gamle herre-kaste? De stod nu i åben konflikt med danskernes estiske allierede, men flere af de danske officerer sympatiserede åbent med tyskerne.
Ideologiens klarhed fortonede sig i krigens realiteter.
Da danskerne i slutningen af juli skulle sættes ind på fronten ved Pskov inde i selve Rusland, var det næsten en befrielse. Endelig klarhed. Og endelig skulle kampen stå mod de rigtige bolsjevikker. De danske soldater sad oven på toget mod Rusland og skød ”med skarpt af bare glæde. Tossede alle sammen”.
Men nu stod man over for en fjende, der ikke trak sig, men gav hårdt igen. Alt blev mere brutalt. Også de danske soldater. Peter de Hemmer Gudme reflekterede i sin dagbog over brutaliseringens logik: ”Åh skidt! Jeg har alligevel skudt tre mand i dag; så kan jeg vel også skyde et par til.”
De danske frivilliges færd i Baltikum og Rusland fremstår som en rejse op ad Congofloden ind mod mørkets hjerte, dér hvor mennesket sprænger de grænser, der på en gang er vores inderste og yderste.
Hvad betød det for de frivillige, at de havde oplevet, hvad de gjorde? Det er en af de store kvaliteteer ved ”Den yderste grænse”, at den overbevisende får føjet DBAC’s historie ind i en bredere danmarkshistorie.
En relativt stor del af de frivillige finder man 20 år senere, under besættelsen, i de aktivistiske miljøer. Mest kendt er Peter de Hemmer Gudme, der endte som modstandsmand og betalte med sit liv.
Men endnu flere gik imidlertid over på den anden side. Den historie opruller Kirkebæk også. Pointen er, at der er en forbindelse mellem den militante antikommunisme, som kom til udtryk i DBAC, den, der senere materialiserede sig i det nazistiske Frikorps Danmark.
Det er uden tvivl rigtigt. Alligevel overbetones forbindelsen i ”Den yderste grænse”. Langt de fleste frivillige endte ikke i den gale lejr. At de heller ikke blev modstandsmænd, kan man ikke tage som udtryk for neutralitet. Den radikale konservatisme, som florerede på den unge, aktivistiske højrefløj efter Første Verdenskrig, endte med årene i det hele taget nok oftere i den politiske mainstream end på yderfløjene.