Da fantasien kom til magten

I 1700-tallet gik fornuften amok, og herefter var idéen om, at alt kan forklares og sættes på formel med fornuft, død. Romantikkens budskab til nutiden er derfor, at vi skal forlige os med alt det fremmede og uforståelige, men ikke, at ufornuften skal herske, fortæller Kim Faurschou, der er filosofilærer på Grundtvigs Højskole

I dette avisforedrag tager Kim Faurschou fra Grundtvigs Højskole os med på en tur til alt det skjulte, eventyrlige og fremmede i menneskelivet. – Foto: MIkkel Møller Jørgensen.
I dette avisforedrag tager Kim Faurschou fra Grundtvigs Højskole os med på en tur til alt det skjulte, eventyrlige og fremmede i menneskelivet. – Foto: MIkkel Møller Jørgensen.

Jeg fik min første store romantiske oplevelse, lige inden jeg skulle til studentereksamen. Vejret var godt, og jeg sad dér med alle mine skolebøger. Så kom en af mine gode venner med et trebindsværk, som han lagde foran mig.

”Det har sådan set ødelagt min eksamenslæsning. Jeg synes også, det skal ødelægge din,” sagde han.

Det var så Tolkiens ”Lord of the Rings” (”Ringenes Herre”) på engelsk. Året var 1980. Det var længe før, filmene kom, og før fantasylitteratur var noget, man kunne købe i en almindelig boghandel.

Jeg fortsatte eksamenslæsningen det første døgn, men så skulle jeg jo lige kigge, hvad det var for nogle bøger, han havde stukket mig. Så begynder man jo at læse. Den ene side tager den anden. Det ene kapitel tager det andet. Jeg lavede den aftale med mig selv, at om dagen skulle jeg læse fysik og matematik, men efter aftensmaden måtte jeg læse i ”Lord of the Rings”.

Artiklen fortsætter under annoncen

At møde Tolkiens univers var fantastisk. Jeg kunne ikke lade de der bøger ligge. Jeg fik ikke sovet så meget, for jeg læste til mellem klokken tre og halv fire hver nat, men jeg var helt høj.

Den oplevelse fortæller noget om, hvad litteratur kan gøre, og om romantikkens idé. Nemlig dette at fantasien kommer til magten. Fantasien kan åbne for universer på en helt anden måde, løfte tanken et helt andet sted hen, hvor man fuldstændig kan lade sig gribe af den.

Med romantikken opgiver filosofien oplysningstidens forhåbninger om, at mennesket kan få styr på alting, fortæller Kim Faurschou, der underviser i filosofi på Grundtvigs Højskole. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Med romantikken opgiver filosofien oplysningstidens forhåbninger om, at mennesket kan få styr på alting, fortæller Kim Faurschou, der underviser i filosofi på Grundtvigs Højskole. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Jeg kalder det den storromantiske oplevelse at blive draget ind i noget fremmed, anderledes, fascinerende og forførende på denne måde.

Det kunne måske være meget godt lige at gå tilbage og se på, hvad der var, inden romantikken begyndte at sætte disse idéer i vores hoveder fra omkring 1770. Inden da havde vi oplysningstiden, hvor fornuften var i centrum. Dengang og tidligere var der en forestilling om, at alt det, der sker ude i verden, kan vi spejle inde i vores hoved i forholdet én til én.

Alle mennesker forstår og erkender den samme verden, og der er ikke mere end den. Gennem øjnenes spejl kommer verden til os alle, selvom nogle forstår verden bedre end andre. Filosofferne og de store teologer er allerbedst til at forstå.

Mennesket har en forestillingsevne, som hjælper os med at kombinere oplysningerne fra verden, men i oplysningstiden var der ingen tanker om, at mennesket selv er et kreativt, fantasifuldt væsen, der får vilde idéer og afsøger dem. For man kan ikke finde på noget, der ikke er i verden i forvejen.

Oplysningstiden sluttede med, at fornuften gik amok under den franske revolution. Alt det gamle og ufornuftige skulle ud, mente man. Det udartede sig til, at man dyrkede fornuften som en guddom. Man opfandt fornuftens alter. Og til alle dem, der ikke tænkte de rigtige, fornuftige tanker, opfandt man ”hovedafbryderen”, guillotinen. Det blev et rent terrorregime, og bagefter var det meget sværere at være ren oplysningstænker.

Romantikkens tanke er, at midt i al vores trang til orden vil kaos altid dukke op. Noget er anderledes, fremmed og uforståeligt. Det kan være skræmmende og fascinerende, men vi må prøve at åbne os for det – frem for at afvise det.

På samme måde er det med kærligheden. Inden romantikken var der en forestilling om, at man kunne arrangere sig frem til det perfekte ægteskab med fornuft alene. Men sådan fungerer det jo ikke. Det har vi selv erfaret. Vores følelser dukker op på de mest overraskende tidspunkter og steder, og vi kan bare undrende spørge os selv: ”Hovsa, hvad var det?”

Romantikken er også den periode, hvor skønlitteraturen får en stor rolle for folks dannelse. Endnu ikke for bønder og arbejdere, men for borgerskabet bliver det at læse en god bog en vej til indsigt i menneskelige forhold. Set i forhold til oplysningstiden var det historier med mere fantasi og færre løftede moralske pegefingre.

I 1700-tallet blev der for eksempel skrevet epistler af Holberg og essays af Montaigne, som reflekterede over, hvordan det gode liv burde være. Nu blev der plads i litteraturen til den enkeltes oplevelse af det gode, det skønne og det sande, men også det fascinerende, det mærkelige og det uhyggelige.

For mig personligt er det svært at tale om det romantiske uden samtidig at tale om det gotiske, som er betegnelsen for det, man kunne kalde den mørke side af romantikken. Alt det mærkelige og farlige, men også dragende, som for eksempel den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe var en mester i at skrive frem.

Han har for eksempel en historie om en mand, der frygter at blive levende begravet. Den byggede på, at Poe havde kendskab til, at det var sket i hans hjemby, Baltimore, men den byggede også på vores forestillinger om alt det farlige, der gemmer sig under det dagligdags.

Det romantiske billede af kunstneren er fontænen. Alle naturens kræfter, alle følelserne, alt det erfarede bygges op inde i kunstneren, og så sprøjter kunsten ud af ham. For eksempel udgiver Goethe i 1774 ”Den unge Werthers lidelser”, som går dybt i et menneskes følelsesliv og tanker om selvmord på en mindre opbyggelig måde, end man havde gjort tidligere.

En anden central tysk skikkelse i romantikken var filosoffen Hegel, som forsøgte at skrive en hel verdenshistorie frem om den bagvedliggende ånd, der bringer historien videre.

Romantikken er følelsens tid. I Danmark har vi to centrale skikkelser, som udfolder henholdsvis nationalfølelsen og selvfølelsen. For Grundtvig er selve nationen noget, som vi ikke kan forholde os rent logisk og fornuftspræget til. Det ligger dybere i os i form af sprog, traditioner, folklore, eventyr og fortællinger, For Søren Kierkegaard er det individets særlighed, hin enkelte, der er i fokus. Det kom til at stå stadig stærkere gennem hele det 20. århundrede, og i dag er det blevet helt ekstremt. Vi opfatter alle os selv som individuelle undtagelser. Regler er noget, der kun gælder for de andre.

På den måde kan man sige, at vi i dag lever mere i romantikken end i oplysningstiden, selvom det, vi almindeligvis betegner som romantikkens epoke, begyndte at rinde ud i slutningen af 1800-tallet, efterhånden som industrialiseringen og maskinerne kommer til. Alt fungerer på andre, mere mekaniske måder, selv krigen.

Med Første Verdenskrig hører den hidtidige romantiseren af krigen op, og det går op for alle, hvor brutalt et foretagende en krig er.

I det 20. århundrede fascineres vi ikke så meget af fantasier og drømme om andre verdener, som vi fascineres af det materielle. Det, vi rent faktisk kan fremstille eller tilkæmpe os af goder og rettigheder i den virkelige verden. Det moderne gennembrud og Socialdemokratiets fremkomst leverer andre kampe, og hvornår kommer fantasien så til magten igen?

Det gør den i 1960’erne, da velstanden er ved at være på plads. Nu har alle fået en ligusterhæk og bor komfortabelt i forstæderne. Nu kan vi igen dyrke det fascinerende og uhyggelige i gysere, fantasy, vampyr- og superhelte-fortællinger, som nutidens film og tv flyder over med.

Men mens romantikkens dannelse gik ud på at balancere fornuften og det, fornuften ikke forstod, så gik man længere i retning af, at det slet ikke behøvede være fornuftigt, da man i 1968 talte for at bringe fantasien til magten. Hvis blot der var politisk relevans og kampkraft i det, kunne vi se bort fra fornuften. Og med vore dages fake news kan man sige, at vi har forladt det sidste krav til indbildningskraften.

Men hvis vi giver os helt hen til følelsen og giver slip på romantikkens idé om, at den skal afbalanceres med fornuften, risikerer vi at havne helt derude, hvor man uden faktatjek dyrker Youtube-kanaler, der giver Microsoft-grundlæggeren Bill Gates skylden for, at coronavirus bredte sig i verden. Så har vi ikke bragt fantasien, men ufornuften, til magten.