Da geværerne blev stille, sitrede kulturen

Første Verdenskrigs grusomhed betød, at en hel generation af kunstnere viskede tavlen ren og tænkte nyt. Nye kunstretninger opstod, og brillante værker tog form. Kom med ind i kunstens verden, som den så ud efter Den Store Krig

Efter Første Verdenskrig blev camouflagen opfundet, og den siges at være stærkt inspireret af kubismen. Her det næsten camouflageagtige ”Rom og guitar” malet i 1920 af Georges Braque. –
Efter Første Verdenskrig blev camouflagen opfundet, og den siges at være stærkt inspireret af kubismen. Her det næsten camouflageagtige ”Rom og guitar” malet i 1920 af Georges Braque. – . Foto: Privat samling/Ritzau Scanpix.

Man siger, at Den Store Krig 1914-1918 forandrede alt, og denne bevægelse, væk fra den gamle og frem mod en ny verden, var på mange måder drevet af kunstnerne.

I årene efter Første Verdenskrig klippede kvinderne sig korthårede, litteraturen boomede, malerkunsten blev genfødt, og i byernes natteliv blev trøstesløshed forvandlet til vildskab i dans og musik. De brølende 20’ere var begyndt!

Henrik Jensen, historiker og forfatter til ”Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden”, samt Martin Zerlang, litteraturhistoriker og professor ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet samt forfatter til bogen ”1914”, dykker her ned i denne sitrende tid og giver eksempler på, hvordan krigen satte sit præg på kunstens verden:

Arkitektur

Henrik Jensen: ”Den engelske victorianske filosof John Ruskin skrev sidst i 1800-tallet, at i arkitekturhistorien var ornamenter og sirlige udsmykninger noget, man brugte til at hylde Gud og skabningen. Men hvad så, når Gud er død? Op igennem det 19. århundrede havde man overbelæsset bygninger med referencer til gotikken og rennæssancen – det holdt fuldstændig op efter Første Verdenskrig. Det er ikke til at finde et hus bygget i årene kort efter krigen, som har ornamenter. Funktionalisme, tænker man så, men i mange tilfælde var det noget, murermester Petersen besluttede.”

Funktionalismen tilsagde enkelhed, glas og stål. Det var en æstetik, der blev tidløs. Her ses en Bauhaus-lampe, designet af Wilhelm Wagenfeld i 1924. Lampen sælges stadig i dag –
Funktionalismen tilsagde enkelhed, glas og stål. Det var en æstetik, der blev tidløs. Her ses en Bauhaus-lampe, designet af Wilhelm Wagenfeld i 1924. Lampen sælges stadig i dag – Foto: Fine Art Images/Ritzau/Scanpix

”Det har helt klart været et spørgsmål om penge, men det har også hængt sammen med den nedslåethed, der herskede. Krigen var en katastrofe, hvor gennemsnitligt 10.000 unge mænd mistede livet hver eneste dag. Ornamenter er overskud og en fejring af skaberværket, men der var ikke længere noget at fejre.”

Martin Zerlang: ”Avantgardeopbruddene havde været undervejs længe, også før krigen: funktionalisme, modernisme, futurisme. Men krigen befordrer fremsynede menneskers forestilling om, hvad der skal gøres. Arkitekten Le Corbusier blev hovedskikkelse i det moderne design, der var efter krigen. Han kunne jo godt se, der blev et behov for nybyggeri, når krigen var slut.”

Den schweiziskfødte arkitekt Le Corbusier var en af funktionalismens faddere. Her ses hans berømte bygning Villa Savoye, der ligger lidt uden for Paris i Frankrig. Bygningen er fra 1929 og blev erklæret verdensarv i 2016. –
Den schweiziskfødte arkitekt Le Corbusier var en af funktionalismens faddere. Her ses hans berømte bygning Villa Savoye, der ligger lidt uden for Paris i Frankrig. Bygningen er fra 1929 og blev erklæret verdensarv i 2016. – Foto: The Granger Collection/Ritzau/Scanpix

”Funktionalismen lagde fortiden bag sig og sagde: ’Vi må starte på en frisk. Vi skal bygge huse, og vi skal bygge byer, der er skabt for vores egen tid, og ikke kopier af noget, der var engang.’

Industrialiseringen af byggeriet gjorde også, at man kunne bygge til masserne. Man byggede i glas og stål i meget større omfang end før, og der blev skrevet et manifest om glasarkitektur. Man tænkte: ’Folk bliver bedre mennesker af at bo i glas, der kan de ikke skjule sig og smede rænker.’”

Film

Henrik Jensen: ”I filmens verden blev stilen langt mere ekspressionistisk end før krigen. Det var film på en helt anderledes måde end de stumfilm, man før havde set – gyseren ’Doktor Caligaris Kabinet’, eksempelvis.”

Martin Zerlang: ”Følgerne af krigen er også et skifte fra tysk til amerikansk film. Det er under Første Verdenskrig, at Hollywood træder i karakter som det sted, man regner med det nye i filmens verden sker. Tyskland og til dels Danmark havde før det været stormagter i filmens verden med store skuespillerinder som Asta Nielsen, men det ændrer sig efter krigen. Og så skete der det under krigen, at biograferne i høj grad blev et sted, man søgte hen for at få nyheder; der blev lavet ugerevyer og fortalt om tropper eller nye våben, der blev taget i brug undervejs i krigen. Det var dokumentarfilm, kan man sige.”

Litteratur

Henrik Jensen: ”Verdenskrigen fik stor betydning for litteraturen, og der opstod også en helt ny genre, krigsromanerne. Der var en hel del intellektuelle og forfatterspirer, der var havnet ved fronten, og hen imod 1920’erne kom der rigtigt gang i romanskrivningen. Erich Maria Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’ blev en millionsællert. Krigen affødte et litterært boom, og her fik man et syn på krigen, som var den menige soldats vinkel på det. Det var en mere kritisk vinkel på krigen, der viste, hvor morderisk den havde været, og hvor rædselsfuldt det havde været at skulle ud og slås i ingenmandsland.”

Martin Zerlang: ”Mange forfattere så mod USA for ny inspiration. Nogle rettede så også blikket mod Rusland, men i dansk sammenhæng hedder Jacob Paludans første roman, ’De vestlige veje’. Og Johannes V. Jensen var faktisk en af de første til at hylde Disneys tegnefilm i et essay. Begge var orienteret mod USA. Franz Kafkas ’Amerika’, som er skrevet under krigen, men først udgivet efter hans død, er også en sådan roman om at skabe sig et nyt liv et andet sted.”

Musik

Henrik Jensen: ”Jazzmusik som ragtime fandtes før krigen,men som noget, der var perifært. Efter krigen blev jazz det helt store.”

Martin Zerlang: ”Med jazzmusikken kommer sådan noget som improvisation ind i billedet. Der er formskemaer, man kan improvisere over, og i løbet af et stykke jazzmusik har alle musikere øjeblikke, hvor man træder ud af helheden og præsterer som soloartist. Synkopen, de rytmiske forskydninger i jazzmusik, er også et brud med den meget rytmefaste march eller polka-musik, man havde før.

Noget af det, der også dukker op i mellemkrigstiden, er revyer, musicals og danseshows med 30 piger på række, der svinger lårene højt op over gulvoverfladen. Det er et farvel til strækmarchen – influeret af den, men også en parodi på den.”

Tænkning

Henrik Jensen: ”Guds død er det mest omfattende, der sker. Før Første Verdenskrig havde man en forståelse af, at der var noget deroppe, et forsyn, der gav alt det, vi gik og lavede på jorden, mening. Den forestilling forsvandt. Man holdt op med at have den helt basale forestilling om, at der var noget, der holdt sammen på det hele. Og det underminerede forestillingen om autoritet – den forestilling, at der gik en lige linje mellem familiefaderen og faderen over dem alle, Gud. Pludselig skulle man forholde sig til en Gud, som ikke lå for enden af en lang række fædre, men var et sted deroppe løsrevet fra os. Der kom forskellige tænkere på banen i det hul, krigen efterlod. Teologisk var man mere optaget af Sønnen end af Faderen, og at Jesus kom ned blandt menneskene blev betonet langt stærkere efter krigen. Vi gik i det hele taget fra at være vertikalt orienterede, som i fadersamfundet, til en forestilling om et mere lige samfund af brødre.”

Billedkunst

Henrik Jensen: ”Dadaismen var noget nyt og meget autoritetskritisk. Forestillingen om, at kunst var lig med skønhed, forsvandt. Den franske kunstner Marcel Duchamps kunstværk ’Fontæne’ fra 1917 var et almindeligt urinal, en tissekumme, som lagde en mine under selve kunstbegrebet. Det var en slags antikunst og en meget stor skandale efter krigen – især i det tyske område gjorde dadaisterne alt for at provokere det borgerskab, der var såret i forvejen på grund af krigen.”

Dadaisterne gjorde op med den skønne kunst. Marcel Duchamps ”Fontæne”, et simpelt urinal, blev udstillet som kunst og vakte furore. –
Dadaisterne gjorde op med den skønne kunst. Marcel Duchamps ”Fontæne”, et simpelt urinal, blev udstillet som kunst og vakte furore. – Foto: Ritzau/Scanpix

Martin Zerlang: ”I virkeligheden er det slående, at kunstnere efter krigen gjorde det modsatte af, hvad man traditionelt forbandt kunstneren med. Han havde haft til opgave at gøre verden synlig – men mange kunstnere blev nu ansat i camouflagekorps, hvor de skulle udvikle camouflagemønstre til en ny type nærkrig. Kubismen bliver en stærk inspiration for camouflagen. Ifølge Gertrude Steins bog om Picasso skal han engang have sagt sådan, da en vogn med camouflagemalede soldater kørte forbi: ’Det er mig og Braque (Georges Braque 1882-1963, red.), der har opfundet det!’ Den franske maler Fernand Léger har sagt, at krigen er kubistisk, for den har intet centrum. Den er alle steder på én gang, ligesom et kubistisk maleri.”

Fotografi

Martin Zerlang: ”Fotografiet indtager rollen som det visuelle medie, krigen kan vises med. Det klassiske krigsmaleri kaldes for et bataljemaleri: Man ser to hære, der ramler sammen, gerne fra en bakketop.Det hele er overstået på et par dage. Men under Første Verdenskrig blev krigen ufremstillelig. Der var kilometervis af frontlinjer og en krig, hvor der i lange perioder skete absolut ingenting, som det eksempelvis beskrives i ’Intet nyt fra Vestfronten’. Illustrerede magasiner kom ofte med opfordringer til soldaterne ude i skyttegravene om at tage billeder og sende dem ind. I den tyske forfatter Ernst Jüngers berømte krigsbog ’I stålstormen’ fremgår det også, at soldaterne tager billeder. Ernst Jünger har, i et andet essay om smerten, sammenlignet det menneskelige blik med et kamera. Men kameraet blinker ikke, det kan se alle rædslerne i øjet uden at kigge væk.”

Dans

Martin Zerlang: ”Tangoen kom til Danmark i efteråret 1913 og i 1914 og blev enormt populær. Men da krigen brød ud, kom en stærk reaktion i forhold til tangoen. Officererne blev forbudt at danse tango, og der kom en strøm af krigsbekræftende litteratur, der fordømte tangoen til fordel for marcher og anden mere krigerisk musik og kropsudfoldelse. Hvorfor? Krig kræver disciplinering, og tangoen var på mange måder et opgør med disciplinsamfundet.”

Den amerikanske sangerinde Bessie Smith anno 1936 blev én af tidens hotteste jazzsangerinder og fik tilnavnet ”The Empress of Blues” (kejserinden af blues). Efter krigen blev USA i en lang årrække det sted, man så til for at få kulturel inspiration. –
Den amerikanske sangerinde Bessie Smith anno 1936 blev én af tidens hotteste jazzsangerinder og fik tilnavnet ”The Empress of Blues” (kejserinden af blues). Efter krigen blev USA i en lang årrække det sted, man så til for at få kulturel inspiration. – Foto: LOC/Carl van Vechten Collection/Ritzau/Scanpix

”I 1920’erne kom charleston-dansen til jazzmusik ind, båret af en lettelse over krigens afslutning. Jazzmusikkens gennemslag bliver også den amerikanske kulturs gennemslag. Indtil 1914 havde Europa haft store og magtfulde kejserriger, men nu faldt imperierne sammen, og i stedet rykkede Amerika frem på verdensscenen som det sted, man hentede kulturel inspiration.”

Mode og omgangsformer

Henrik Jensen: ”Krigen forandrede alt, også moden. Hvis man ser på, hvordan kvinderne så ud før og efter krigen, så var det meget forskelligt. Man gik fra en matroneagtig kvinde som ideal til en teenager eller backfisch med kort hår og kort kjole. Nogle har ment, at mændene var blevet så vant til andre mænd ved fronten, at de nu foretrak kvinder, der lignede mænd. Det er langt ude. Men faktum er, at de kvindelige former forsvandt, og kjolen blev et rør, der stoppede over knæet. I stedet for den polstrede kvinde dyrkede man nu den yngre kvindefigur, og deri ligger nok både en provokation og en ungdomsdyrkelse. Mændene blev mere soldateragtige efter krigen. Cykelstyr-overskægget forsvandt, og mændene blev kortklippede, nærmest plyssede. Jakkesættet, som man ikke havde kendt før, vandt indpas.”

Martin Zerlang: ”I 1918 udkommer Emma Gads ’Takt og tone’. Det bliver bogen om omgangsformer i Danmark, og en af de ting, der foranledigede den, var de nyrige gullaschbaroner, der ikke forstod at opføre sig ordentligt. Men Emma Gad skriver også om kønsroller og om cykelkulturen, når bydrenge eller ’svajere’ gør livet farligt for pæne ældre mennesker. Hun skriver om de vilkår, som er følgerne af den ny teknik, blandt andet er der et afsnit om telefonhøflighed. Hun opfattes ofte som indbegrebet af reaktion, men hun hørte faktisk hjemme i det progressive borgerskab og var god veninde med Georg Brandes eksempelvis. Det handler først og fremmest om, at adfærden må justeres, så der kan være plads til alle i den moderne verden.”