Prøv avisen

Grundtvigs land og historiens Palæstina

6 stjerner

Dansk litteraturs vældigste digt ”Nyaars-Morgen” i gennemarbejdet genudgivelse

N.F.S. Grundtvig opfattede sig som mere end en digter. Han så sig selv som en skjald, og skjalden ved jo ikke blot besked om fortid og nutid, men har også anelser om fremtiden. Derom vidner det vældigste digt i dansk litteraturhistorie –”Nyaars-Morgen”.

Heri fortolkede Grundtvig både sin egen eksistens og Danmarks fremtid gennem døgnmetaforen: Nat-morgen-dag. ”Nyaars-Morgen” bevæger sig over fimbulvinterens mørke og kulde og frem til nytårsmorgen. Bogen består af 10 sange, og i den syvende sang skuer præsten ved Vor Frelsers Kirke endelig den opadstigende sol: ”Da saae jeg Dag-Røde,/ Fra himmelblaa Strand,/ Mig smile i Møde”.

”Nyaars-Morgen” udkom i 1824, som er et helt centralt årstal i litteraturhistorien, eftersom Steen Steensen Blicher samme år udsendte ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, Poul Martin Møller læste romanen ”En dansk Students Eventyr” højt (udgivet posthumt i 1843), og B.S. Ingemann udgav romanen ”Valdemar den Store og hans mænd”.

Engang havde Grundtvig været grebet af asarusen og ment, at hans livs dramatik bedre blev afspejlet i den nordiske mytologi end i Bibelen. Siden distancerede han sig fra den nordiske mytologi, men han trak dog på motiver herfra i hovedværket ”Nyaars-Morgen”; et digt, som Hal Koch tilmed har kaldt for verdenslitteratur.

Den erfarne editionsfilolog Steen Tullberg citerer i sin fortrinlige kommentar dog også litteraten Aage Henriksen: ”Hvis man først kommer ind i dette 321 strofer lange digts symbolvævning, så er der erfaring for, at man aldrig kommer ud. Der er fundet forskere derinde.”

For selvom Grundtvig går for at være en folkelig digter, så var han det ikke altid. Det var han vistnok selv klar over, i hvert fald bedriver Grundtvig en vis selvkritik i ”Nyaars-Morgen”:

”Jo meer jeg fremførde,/ Des mindre man hørde,/ jeg talde tilsidst med mig selv!”. Figura viser, at ”Nyaars-Morgen” ikke øgede læserskaren væsentligt: I udgivelsesåret blev der kun solgt 18 eksemplarer!

Tullberg betegner ”Nyaars-Morgen” som Grundtvigs åndelige selvbiografi, og i tredje sang beskriver salmedigteren en tilstand, hvor han er nærmere døden end livet og håber på at kunne lave sig selv om. Men så går der en prås op for ham: ”Da lærde jeg Arme/ I Midvinter sval,/ At Lys uden Varme/ Er Helvedes Kval;/ Ei græde jeg kunde/ For Gud eller Ven,/ Kun grue og grunde,/ Og grue igen,/ Jeg kæmpe mig vilde/ Til Kærligheds-Kilde,/ Omskabe jeg vilde mig selv.”

Ja, for hvad er lys uden varme? Det er helvedes kval: Lyset skal jo også varme og tø hjertet op. Det er ikke nok med forstanden. Og det sande lys fandt Grundtvig i en tveklang af kristendom og danskhed, hvilket måske bliver allermest tydelig, da Grundtvig nyfortolker ”Haddingkvadet” fra Saxos danmarkskrønike i digtet.

Grundtvig møder en kvinde med blomster i favnen, der viser ham muren, som skiller mellem levende og døde. Men så vrider hun halsen om på en hane og smider den over muren, hvor den ikke blot basker med vingerne, men også galer. Kvinden symboliserer Danmark, og Grundtvig sammenligner sig selv med hanen, ”Thi selv for Hane gik jeg her”.

Men skønt Grundtvig har følt sig henvist til samme skæbne som den kvalte hane, så endte den jo som bekendt med at gale igen, og det samme gør Grundtvig også i en række sproglige billeder, hvor han forbinder Jesu opstandelse med et Danmark, der er vakt til dåd og sund selvhævdelse. Men mon ikke selv de mest patriotiske læsere stejler, når Grundtvig introducerer Noas datter, der har ulejliget sig fra Israel til Danmark for at forvandle det til ”Historiens Palæstina” – nutidens hellige land? Retfærdigvis skal det dog siges, at Grundtvig var inspireret af kongelig historiograf C.C. Lyschander, der i ”De Danske Kongers Slægtebog” fra 1622 havde påstået, at Christian IV var direkte efterkommer af Noa.

”Nyaars-Morgen” trækker en klar forbindelse mellem danskhed og kristen frelse, og mens man læser denne pragtfulde poesi, kan man ikke lade være med at overveje, hvad salmedigteren mon ville have ment om den prosaiske danske dagligdag anno 2018, der er præget af migrationsspørgsmål, multikultur og maskeringsforbud.