10. februar 2011. "Det er en meget stor dag for museet, men det er også en stor dag for os alle sammen, for det en stor del af vores kulturarv, der i dag er kommet tilbage," sagde en begejstret museumsdirektør på Frederiksborg Slot til et væld af blitzende kameraer og journalisters mikrofoner. Mette Skougaard kunne storsmilende afsløre, at museet havde skaffet et ganske særligt guldhorn hjem til Danmark. Det var salmedigteren Bernhard Severin Ingemanns hyldestgave, et drikkehorn af det pureste guld, der havde været forsvundet i 40 år. Nu var det tilbage på slottet, og allerede dagen efter blev det udstillet, så danskere atter kan betragte det smukke horn, som på mange måder er et symbol på den danske nationalromantik i midten af 1800-tallet.
LÆS OGSÅ: Stjålet guldhorn fundet i Holland
Mette Skougaard havde brugt et år på at skaffe Ingemanns horn hjem, efter at det tilfældigt var dukket op på et auktionshus i Amsterdam i 2009. Det var en besværlig og langtrukken proces, der involverede flere lande, forsikringsselskaber samt en stædig tysk sælger. Men det gamle nationalklenodie vendte altså hjem efter en lang rejse gennem flere europæiske lande med flere tyveriforsøg og 40 års forsvinden. En rejse, der startede for 150 år siden en flot sommerdag foran Ingemanns bolig i Sorø.
Maj 1859. "Og ud til den gamle sanger/ de guldhorn bar i lund/ hvor tanker han sidder og fanger/ med himlen i øjets grund,/ og mens han det frejdigt tømmer,/ mens draaberne triller ned,/ ud af bægeret lifligt udstrømmer/ erindringens herlighed."
Sådan sang et kor af unge piger i farverige sommergevandter dansende hen over den grønne plæne foran Bernhard Severin Ingemanns bolig i Sorø på forfatteren og salmedigterens 70-års fødselsdag.
I hænderne bar kvinderne et smukt drikkehorn formet i guld og beklædt med smaragder, rubiner og brillanter. Det blev overrakt Ingemann på trappetrinene foran digterboligen lige bag akademiet, hvor han var lektor i dansk sprog og litteratur.
Det var en skøn dag, som var startet med, at byens skoledrenge sang en af digterens morgensange foran Ingemanns hus, og digteren trykkede dernæst alle de små hænder som tak. Det gyldne horn var desuden fyldt op med vin skænket af enkedronningen, der havde hentet den røde druesaft ved Rhinen. Den gamle digter drak for og lod hornet gå rundt til de fremmødte.
Få digtere har været elsket så meget af det danske folk som Ingemann, som lagde pen til nogle af de største salmer og morgen- og aftensange, såsom "Dejlig er jorden" og "I Østen stiger solen op". Derfor var det særlig pinefuldt, at dennes "kæreste ejendel", som han selv kaldte hornet, skulle berøves det danske folk 100 år senere, ligesom de originale guldhorn, der inspirerede Oehlenschläger til sit berømte digt, blev det i begyndelsen af 1800-tallet for senere at blive smeltet om af griske hænder.
Nationen fik sig en forskrækkelse allerede kort efter overrækkelsen af hyldestgaven, da en tyv prøvede at skaffe sig adgang til hornet, dog uden succes. Glad var naturligvis Ingemann, der ifølge kilder opløftet udbrød: "Det må have været en tysker. En dansker ville det aldrig falde ind at berøve mig min kæreste ejendel!".
Nej, det kunne en dansker nok aldrig finde på. Og da guldhornet blev indhentet af sin skæbne 100 år senere, var det netop ikke en dansker, men en tysk kunsttyv, der rendte med nationalskatten. Ingemann selv nåede at nyde sit drikkehorn i tre år, før han døde i 1862.
Juni 1970. "Det er den historiske værdi, der er den største, selvom katastrofen naturligvis ikke rangerer ved siden af de rigtige guldhorns forsvinden i sin tid. Dog må man sige, at et blad rives ud af litteraturhistorien. Det var dog et vidnesbyrd om B.S. Ingemanns position i Danmarks befolkning."
Sådan sagde den skuffede museumsdirektør for Frederiksborg Slot, Jørgen Poulsen, til Kristeligt Dagblad mandag den 15. juni 1970. Hornet havde været i museets varetægt siden 1897, men dagen forinden, på en højlys sommerdag cirka klokken 13 midt i museets åbningstid, havde den dengang cirka 30-årige tyske elektronikinge-niør Peter Wiplinger fra Frankfurt slået til. Han havde båret glasmontren med Ingemanns guldhorn fra Prinsessefløjen på 2. sal ud på en mørk trappe. Her havde han knust montren for derefter at fordufte med hornet samt to sovseskåle og et sølvfad under jakken helt uden at blive opdaget af museets ni kustoder og cirka 1500 gæster, først til Sverige og senere til Tyskland.
Måneden efter blev Wiplinger anholdt i forbindelse med et nyt tyveri på Lyksborg Slot ved Flensborg og kædet sammen med Hillerød-tyveriet på grund af fingeraftryk, der var efterladt på den knuste montre. Han blev idømt 18 måneders fængsel, men bevarede hemmeligheden om, hvor guldhornet var, for sig selv.
Museumsdirektøren var ud over selve tyveriets succes særlig nedtrykt over udsigten til aldrig at gense det prægtige guldhorn på cirka et kilo. Dets umiddelbart afgjorte skæbne var at ende i en smelteovn for aldrig igen at gense sin originale og 120 år gamle form.
39 år efter den tyske inge- niørs frække tyveri af guldhornet skulle en ny museumsdirektør, Mette Skougaard, dog bringe sin forgængers bange anelser til skamme. Et uventet telefonopkald fra Amsterdam i efteråret 2009 skabte hujen i gangene på det gamle slot i Hillerød. Mod alle forventninger havde auktionshuset Christie's i den hollandske hovedstad fået overdraget Ingemanns guldhorn af en tysk sælger med det formål at sælge det til højestbydende på en auktion. Det nåede endda at komme i et auktionskatalog, men heldigvis var alarmklokkerne hos Christie's eksperter blevet tændt. For sådan et guldhorn var dog en sjældenhed og for eksempel ikke et blandt mange Arne Jacobsen-stole.
Det var ikke vanskeligt for Christie's eksperter at spore hornet til Danmark og Frederiksborg Slot, hvor Det Nationalhistoriske Museum har hjemme. I hornet er der indgraveret navnene på store danske helte såsom Absalon, Niels Ebbesen og Holger. Navne, som Ingemann havde beskrevet i sine store fortællinger om den danske middelalder. Desuden var museets registreringsnummer stadig synligt, selvom nogen ihærdigt havde forsøgt at slibe det væk.
"Jeg troede ikke, det var sandt, det, jeg hørte i telefonrøret. Vi regnede jo ikke med, at det stadig eksisterede. Kunne det virkelig passe, at det var Ingemanns horn," fortæller Mette Skougaard om opkaldet i 2009.
Trods begejstringen måtte museet først sikre sig, at der ikke var tale om en kopi. Og var det det ægte horn, hvilken stand var det så i. Var det skrammet? Manglede der en smaragd? Mette Skougaard samlede straks et hold af museets Ingemann-eksperter og drog i slutningen af januar til Amsterdam. Med sig havde hun blandt andet museumsinspektør Thomas Lyngby, som husker euforien blandt de udsendte, da de sad hos Christie's og for første gang skulle se det tilbagevendte guldhorn.
"Det var en speciel situation. Det er en ganske usædvanlig oplevelse og noget, man kun ser én gang i denne branche," siger Thomas Lyngby, mens vi betragter det 26 centimeter høje guldhorn, der endelig nåede hjem til Frederiksborg slot den 10. februar i år.
For Mette Skougaard var mødet med nationalklenodiet også helt specielt:
"Det var en stor dag. De kom ind med hornet med hvide handsker og fremviste det. Der gik et sus gennem rummet, og hornet var endnu mere fantastisk, end det er beskrevet i bøgerne. Jeg tænkte straks, at det horn skal vi have med hjem," fortæller hun.
Det tog ikke mange minutter for holdet at slå fast, at der var tale om selv samme enestående guldsmedearbejde, der blev stjålet i 1970, og som hofjuveler Arent Nicolai Dragsted fremstillede som en kopi af det korteste af de to guldhorn, der blev fundet i Gallehus ved Tønder i 1734.
Men Mette Skougaard måtte tage tomhændet hjem til Frederiksborg Slot og efterlade Ingemanns horn hos Christie's i Amsterdam i første omgang.
"Jeg var meget ked af at efterlade det," siger hun, men husker, at hun trøstede sig med, at det nok skulle gå hurtigt.
Arbejdet med at få hornet hjem igen viste sig at blive en langsommelig affære. For når flere lande er involveret, Holland, Tyskland og Danmark, tager man ikke bare lige en kunstgenstand med sig hjem som det første.
Museet forsøgte sig først ad rettens vej. Men for det første kunne kriminalpolitiet i Hillerød ikke beslaglægge hornet, som jo var stjålet fra deres distrikt. 40 år er nok til, at de strafferetlige forældelsesregler træder til. De internationale EU- og FN-konventioner, der gælder for tilbagelevering af stjålne kunstgenstande, viste sig heller ikke at kunne anvendes. Ejendomsretten duede heller ikke, da reglerne er forskellige i de tre lande, og det ville i så fald kræve en langsommelig og kostbar retssag.
Samtidig skulle museets forsikringsselskab på banen. Tryg havde overtaget den gamle sag, som der var udbetalt erstatning til, men i stedet for at kræve sin ret til ejerskab over hornet, stillede selskabets juridiske afdeling sin ekspertise til rådighed.
Guldhornet var trods alt i sikre hænder hos Christie's under processen. Så dets sikkerhed var direktøren ikke i tvivl om. Næste skridt var at gå i arkiverne og finde alle oplysninger om hornet frem, som Christie's skulle bruge, som for eksempel kopier af politiets 40 år gamle tyverirapporter.
"Det viste sig at være et kæmpe område om rettigheder, vi skulle sætte os ind. Og det var af stor betydning at få Trygs assistance. Vi nåede frem til, at der ikke var noget at gøre gennem lovgivning. Så jeg måtte indlede forhandlinger med den tyske auktionssælger," fortæller Mette Skougaard.
Tyskeren påstod, at han havde arvet hornet af sin afdøde far, som havde købt det hos en antikvar. Mette Skougaard mener ikke, at tyskeren forsøgte at udnytte situationen. Både han og auktionshuset har haft stor forståelse hele vejen igennem, fortæller hun.
I december sidste år nåede forhandlingerne en afslutning. Det lykkedes at lave en økonomisk aftale med den tyske sælger, men museumsdirektøren vil ikke afsløre prisen for at få hornet tilbage.
"For museet blev det en god løsning, for i virkeligheden er hornet uvurderligt," siger hun.
Hvor meget guldhornet egentlig er værd, tør museet ikke selv gætte på. I 1970 vurderede politiet det til 60.ooo-70.000 kroner, og i Christie's auktionskatalog nåede det at figurere til et startbud på 10.ooo-20.000 euro, altså mellem 70.000 og 150.000 kroner.
At Ingemanns guldhorn har fået så meget opmærksomhed både i 1859, i 1970 og igen i dag, skyldes ifølge Thomas Lyngby først og fremmest dets ejers store popularitet. Ingemann var en elsket forfatter, især blandt de danske kvinder, der gjorde stor brug af hans morgen- og aftensange for de små. Derfor er det også små børn, der bærer hornet. Det var en gruppe danske kvinder, der samlede 3000 rigsdaler ind til hornet ved en storstilet landsindsamling. Den fine gave var samtidig et symbol på dansk identitet anno 1860, fortæller Thomas Lyngby.
"Ingemann gendigtede middelalderen og pegede på det særligt danske i en mørk tid, hvor den danske nationale stolthed var under pres. Danmark havde mistet Norge, og der var uro i hertugdømmerne. Danmark var blevet et lille land, så det var nødvendigt at fremhæve en anden form for national stolthed. Derfor hev blandt andre Ingemann de store danske helte frem og genfortalte deres historie. Den danske nationalromantisme skulle genopbygges. Og her blev guldhornet et symbol på alt det, Ingemann havde betydet for denne genopbygning. Derfor skulle det være så prægtigt som muligt."
