Prøv avisen
Bog

Da husarerne drev den antisemitiske pøbel på flugt

6 stjerner

I ”Jødefejden” leverer Bent Blüdnikow fortræffelig formidling af en overset begivenhed i dansk historie

Bent Blüdnikow er et opinionsmæssigt fyrtårn i Berlingske. Men han er også en omhyggelig og saglig historiker, hvilket hans bog om Jødefejden i 1819 dokumenterer.

Når der overhovedet befandt sig jøder dengang, så var det, fordi Christian den Fjerde i 1600-tallet blev opmærksom på, at de sefardiske jøder var veluddannede, hvorfor kongen så en stor fordel i at invitere dem til hertillands.

Ikke alle klarede sig dog lige godt. I 1784 var mange henvist til fattighjælp. Jøderne, som næppe bestod af meget mere end 1500 mennesker i København, levede uden nævneværdig forbindelse med det omkringliggende samfund.

Det ændrede sig til det bedre i 1793, hvor man oprettede et selskab, der arbejdede for, at unge jødiske mænd kunne komme i lære hos kristne mestre. Blüdnikow bemærker: ”Selskabet var unikt, idet kristne og jøder gik sammen, og i selskabets bestyrelse sad mange præster, kristne handelsfolk og intellektuelle (…) Præmieselskabet [var] et eksempel på det relativt gode forhold, der eksisterede i Danmark mellem kristne og jøder inden Jødefejden.”

Der opstod gradvist en jødisk overklasse. En repræsentant for den var Mendel Levin Nathanson, der kom til København som teenager uden at kunne et ord dansk på det tidspunkt. Han skulle dog hurtigt komme efter det, idet den talentfulde jøde endte som redaktør af Berlingske Tidende i mere end seks årtier.

Jødernes omdømme forværredes i kølvandet på statsbankerotten i 1813, fordi de blev beskyldt for at have andel i den, forklarer Blüdnikow. Der florerede også adskillige antisemitiske pamfletter i begyndelsen af 1800-tallet. Det er imidlertid en vigtig pointe i Blüdnikows skrift, at skønt jøderne vitterlig fik af sværtekosten i disse antijødiske udgivelser, så var det ikke en intellektuelt dirigeret bagvaskelse, der udløste Jødefejden. Hos dele af middelklassen og i proletariatet var der til gengæld en letantændelig modvilje, hvor gul misundelse mod jøderne blev konverteret til skruppelløs vandalisme.

Og overgrebene mod jødiske ejendomme gik så voldsomt til, at den militære kommandant indsatte husarerne, som trak sablerne og brugte den flade side af klingen til at uddele prygl og dermed fik jaget de nævefægtende antisemitter på flugt.

Kong Frederik den Sjette havde til alt held et modigt og kompromisløst blik for den antisemitiske trussel, og myndighederne rystede aldrig på hånden. Gang på gang gik de hårdt til uromagerne og grundigt til værks i efterforskningen. Og det er dette drag af civilisation, der stadig står sig smukt 200 år efter Jødefejden.

Bent Blüdnikow slutter sin lille bog af med lakonisk at konstatere, at nok var truslen mod jøderne i 1819 alvorlig, men den trussel, som islamister udgør mod danske jøder i dag, er lige så alvorlig.

”Jødefejden” er med sine små 100 stilsikre og skarpe sider en helstøbt læsefornøjelse.