Da julens digter blev fundet

H.A. Brorson bliver kaldt julens digter. Men det var Grundtvig, der genopdagede ham, da han faldt over Den yndigste rose er funden

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Kun Gud ved, hvornår den senere biskop i Ribe H.A. Brorson skrev Den yndigste rose er funden. For i princippet kan han have skrevet den, flere år før han i 1732 lod den trykke sammen med sine første salmer i et lille hæfte med den nærmest selvudslettende titel Nogle Jule-Psalmer.

Det beskedne salmehæfte var rettet mod de jævne danskere i Tønder, som Brorson mente skulle have mulighed for at synge danske salmer, efter at provsten i Tønder, Johann Hermann Schrader, tidligere samme år havde udsendt en stor, tyk salmebog på tysk. Men ligesom Brorson senere skulle overhale provsten karrieremæssigt, skulle hans salmer også blive de største, ligesom Brorson senere kom til at udgive mange salmer. Men ifølge dr.phil. Steffen Arndal, der har skrevet disputats om Brorsons forfatterskab, var det første lille salmehæfte noget særligt.

Det lille hæfte rummer ikke alene en række af Brorsons bedste salmer. Det rummer også nogle af de allerbedste religiøse salmer og digte, der nogensinde er skrevet på dansk, siger Steffen Arndal og peger på Brorsons geniale evne til at omsætte sin pietistiske tænkning til poesi.

LÆS OGSÅ: Hans Adolph Brorson (1694-1764) - pietist og salmedigter

Mange kalder med rette Brorson for julens digter. For han har virkelig skrevet nogle af vores bedste julesalmer som for eksempel I denne søde juletid og Den yndigste rose er funden. Personligt synes jeg også, at Den yndigste rose er funden er noget særligt. Men når man kalder den for en julesalme, hænger det formentlig sammen med, at den stod i Jule-Psalmer. For den er faktisk skrevet til en begravelsesmelodi, og man kan lige så godt læse den som en nadversalme. For den handler ikke om Jesusbarnet, men om at få et forhold til Jesus Kristus, fastslår Brorson-eksperten.

Rosen er som bekendt blomsternes konge, så det virker oplagt at sammenligne kongernes konge med en rose især når man tænker på, at Jesus senere blev kronet med en tornekrone. Måske skal man dog snarere tænke på rosen som ældgammel metafor for lidenskab. Ifølge Brorsons egen fodnote til salmen er den i hvert fald direkte inspireret af Bibelens erotiske bog Højsangen, der nævner Sarons rose. Og Steffen Arndal mener ikke, at der er nogen tvivl om, at Brorson selv fortolkede Højsangen som et erotisk-spirituelt billede på forholdet mellem Jesus og det enkle menneskes sjæl. Den tanke var udbredt på Brorsons tid, hvor sanselig digtning ofte gik hånd i hånd med pietistisk omvendelsesteologi.

Brorsons oprindelige version af Den yndigste rose er funden er også både mere sanselig og formanende end den lidt forkortede version, vi kender fra salmebogen. I originalversionen skrev Brorson således mere om at smage på rosen, ligesom de forhærdede tidselgemytter, der nægter at vokse sammen med Jesus, ender i helvedes ild i Brorsons første udgave.

Begge dele er siden blødt lidt op i den redigerede version i salmebogen, ligesom stavemåden er ændret, så Jesus ikke længere staves JEsus for at fremhæve hans storhed. Men man kan stadig mærke den Jesus-passion, der bærer salmen igennem.

I første strofe synger vi om, hvordan Jesus er den dejligste pode, der blandt syndige mennesker grode. Og salmen ender med, ingenting i verden kan skille den troende fra Kristus:

Lad verden mig alting betage,

lad tornene rive og nage,

lad hjertet kun dåne og briste,

min rose jeg aldrig vil miste.

I dag er Den yndigste rose er funden podet ind i salmebogen som en af de mest elskede julesalmer, der stadig synges flittigt, knap 300 år efter at Brorson skrev den som ung præst. Men salmen var faktisk nær gået i glemmebogen sammen med de fleste af Brorsons andre salmer og digte indtil en anden dansk salmedigter, N.F.S. Grundtvig, pludselig opdagede den ved en tilfældighed.

På det tidspunkt, i 1816, var Brorson så ukendt, at Grundtvig måtte have sine allermest belæste bekendte til at opklare, hvem der dog havde skrevet denne dejlige julesalme.

Det fortæller Grundtvig-forskeren Sune Auken og henviser til et offentliggjort brev til Grundtvig fra æstetikprofessoren Knud Lyne Rahbek, der begejstret kan oplyse Grundtvig om, at den ukendte salmedigter er funden ved hjælp af en anden belæst professor, professor Werlauf, der altså pegede på, at han skam havde læst salmen i biskop Brorsons senere salme(op)samling Troens rare klenodie fra 1739.

Der skulle altså tre af de mest belæste mænd i datidens København til overhovedet at komme i tanke om Brorson. I salmebogsudgaven fra 1798, som Grundtvig ikke brød sig om, men som Kierkegaard syntes var udmærket, var Brorson næsten forsvundet. Og Grundtvig skrev altså også sine egne første salmer uden at kende Brorsons salmer. Men derefter gendigtede han på trods af de tos teologiske forskellige ståsteder flere gange Brorsons salmer, så Grundtvig var altså med til at genopdage Brorson, siger Sune Auken og tilføjer, at Den yndigste rose er funden i Grundtvigs gendigtning ender i Himlen, hvor de små blomster synger til ære for rosen, der har fået dem alle til at blomstre.

Brorsons universelle morale med salmen er, at man skal aflægge sig sin forhærdede tidselgemyt-natur og glæde sig over, at ingen kriser kan ramme ens inderste kerne, når man står sammen med Jesus, siger Sune Auken og tilføjer, at han selv har et særligt forhold til den linje i salmen:

Engang var der faktisk en anonym person, der ringede til mig, kaldte mig et forhærdet tidselgemyt og lagde på igen. Det var en åndfuld måde at blive hånet på, synes jeg.