Prøv avisen
Essay

Da Knausgård drog til Amerika og fandt balancen mellem det nære og det fjerne

Som forfatter borer Karl Ove Knausgård sig langt ind i sit eget, længere end de fleste kan holde ud at høre på, men begejstrer alligevel læsere verden over, der kan kende deres egen fortælling i hans. – Foto: Jerker Ivarsson/Aftonbladet/ritzau

Det fænomenale rejseessay ”Min saga” rummer i miniatureform essensen af Karl Ove Knausgårds forfatterskab. Teksten handler om en rejse til Amerika, der bliver en eksistentiel øjenåbner for både den norske forfatter og for læseren

Der var pause i Den Sorte Diamant. Karl Ove Knausgård havde svaret på spørgsmål fra de fremmødte læsere i en fuld sal. Jeg kan forstå, sagde min ven Per T., at Knausgård skriver om mit forhold til min far. Men jeg fatter ikke, at han også skriver om jer andres forhold til jeres far.

Det er Knausgård-problemet i en nøddeskal. Han borer sig længere og længere ind i sit eget, længere end de fleste kan holde ud at høre på. Og så får han alligevel begejstrede følgere verden over, der synes, han fortæller dem om dem selv. Man kalder det autofiktion, et elastikord, der kan strækkes til stort set, hvad det skal være. Det bemærkelsesværdige er dog ikke, hvor meget der ”passer”, og hvor meget der er ”opdigtet”, samt i hvor høj grad han gør sig selv til romanfigur, altså fiktion. Underet ved den prosa, han har oparbejdet gennem de seks bind af ”Min kamp”, er, at den af mange opleves som så almengyldig, at den i hvert fald omfatter dem selv. De te fabula narratur, sagde de gamle. Det er det, man kender et godt kunstværk på: At læseren synes, det handler om ham selv. Også det kunne man kalde autofiktion, den vigtigste af slagsen: At fiktionen handler om dig selv, kære læser.

For at kigge Knausgård lidt i kortene har jeg studeret hans fortælling om Amerika, ”My Saga” (Min saga), som har stået i New York Times Magazine, et tillæg til den hæderkronede avis, fordelt på to numre, den 1. og den 15. marts 2015. Den fortælling viser sig i formel henseende at være en miniudgave af ”Min kamp”, som den næsten deler titel med, i hvert fald i den henseende, der interesserer mig her: Hvordan går det til, at han, ved at fortælle grænseløst selvoptaget om sig selv, får fortalt noget om andre? Denne gang ikke om Per T.’s far, men om det ikoniske land derovre vestpå, som vi alle har et forhold til.

”Min saga” er en bestillingsopgave, ikke at forveksle med ”Sjælens Amerika”, titel- essayet om Hamsun i Knausgårds opsamlingsbog fra 2013. Redaktøren fra New York-magasinet har bedt Knausgård køre gennem Amerika ”På sporet af de første europæere i Amerika”, som undertitlen skulle komme til at lyde. Redaktøren har foreslået den også i USA succesrige forfatter at begynde det sted i Newfoundland, hvor de første nordboer landede, og så køre mod sydvest i en lejet bil til Minnesota, hvor et meget stort antal norsk-amerikanere har slået sig ned, og hvor han så passende kan kaste et blik på Kensingtonstenen, hvis runeindskrift fortæller, at otte ”goter”, det vil sige svenskere, og 22 nordmænd på en opdagelsesrejse fra Vinland var nået hertil i 1362, altså 30 år før Columbus nåede det fjerne kontinent. Stenen blev fundet i 1896.

Forskningen har for længst fastslået, at runerne på stenen i Minnesota er et falskneri, som man derfor ikke kan tillægge nogen betydning. Et af de små mirakler i ”Min saga” indtræffer, da det lykkes Knausgård at give den betydning alligevel (...).

Knausgård siger om sig selv, at han har det skidt med småsnak. Det er derfor, han nødig vil sidde i dagevis i samme bil som den vildt fremmede fotograf. Han overvinder dog genertheden. De to mænd har, viser det sig, noget tilfælles: problemet med at ryge i en udlejningsbil med rygeforbud. Fotografen mener, at det går an, hvis man bare åbner vinduet en smule, mens smøgen er tændt, samt undlader at ryge den sidste dag og sprayer kabinen med parfume inden afleveringen. Vinteren i Midtvesten er kold, så problemet med at holde vinduet på klem giver en del at tale om. Og så har jeg endda ikke nævnt problemet med asken, der naturligvis ikke kan puttes i askebægeret på den røgfri bil og derfor har det med at ramme de to mænd i hovedet.

Men hver gang man er ved at køre i stå over rødgråt hår eller flyveaske, bryder Knausgård, som ”Min kamp”-læsere ved, ud i betragtninger af essayistisk art – noget, der blev forbudt i ”den moderne roman”, og som viser, at Knausgårds romanprosa har rod forud for det sene 1800-tal, hvor de stiltiende regler for ”den moderne roman” blev til.

Det første af disse miniessays handler om forholdet mellem historisk sandhed og historisk fantasi: ”Når vi hørte om vikingernes togter i skolen, forestillede jeg mig ikke, at det var noget, der havde fundet sted i virkeligheden.”

End ikke da han blev udsat for de rigtige skibe i vikingemuseet i Oslo. De skibe er jo med deres udskårne skibshoveder og åretolde så udpræget en del af den materielle verden, mens det, han havde læst om vikingerne, tilhørte bøgernes og fantasiens immaterielle verden. Da han hører om Helge Ing- stads opdagelse i 1960 af vikingernes bygninger i det canadiske L’Anse aux Meadows, bliver det i Knausgårds verden kun til endnu et mytisk lag.

Den lange flyvetur, og måske også en mindre feber undervejs, har givet forfatteren en træg fordøjelse. Da han for første gang i fire døgn har gennemført et vellykket toiletbesøg, viser det sig, at afføringens konsistens har stoppet afløbet. Beretningen om, hvordan nye træk i snoren forårsager oversvømmelse i hotelværelset, vil jeg springe over, og jeg vil end ikke antyde, at der forekommer detaljerede beretninger om, hvordan han iført lange plasticposer som handsker forgæves bearbejder problemet (...)

Knausgård har et par bøger med på rejsen. En er den hollandske reporter Gert Maks beskrivelse af en rejse i John Steinbecks fodspor i 2010, veloplagt, fuld af statistik om Amerika og amerikanerne, skrevet af en mand, der ikke fabler om rejsefeber, men kan sætte det, han har set, ind i en økonomisk, politisk og kulturel kontekst.

Knausgård lader, som om han skammer sig over ikke at kunne leve op til den standard, men har svært ved at skjule, at han ser ned på den. ”Jeg troede, jeg kunne bruge den som en slags skabelon, ikke indholdsmæssigt, men formelt. Nu fyldte den mig med en voldsom skam,” vil han have os til at tro. Det er en form, han bruger meget i ”Min kamp”, se på mig, jeg er meget mere klodset og ubehjælpsom end de andre!

Der er en anden bog i Knausgårds kuffert, som han har mere respekt for: ”Lolita”, skrevet af ikke en hollandsk journalist, men en russisk kunstner.

”I ’Lolita’ er alting forstillelse, der er kun tegn, alt står for noget andet. Det måske eneste autentiske, barnets virkelighed, bliver begæret fra en umulig afstand og bliver fuldstændig ødelagt, hvis den afstand nedbrydes,” skriver Knausgård.

Begær fra en umulig afstand. Men altså begrebet i kraft af afstanden. Det er, hvad Knausgård selv efterstræber. Og det er, hvad han selv til sidst og efter mange hindringer præsterer.

På sin labyrintiske rejse kommer han sammen med sin ufrivillige ledsager, fotografen, ind på et antal serveringssteder, det kan ikke undgås. Han bryster sig nærmest af sin generthed. Vil demonstrativt ikke tale med folk på disse steder, men hellere finde ud af, hvem de er, ved at iagttage dem fra distancen.

Fotografen undrer sig. ”’Nå, så du har tænkt dig at køre tværs over Amerika og skrive om det uden at tale med en eneste amerikaner?’/ ’Ja,’ sagde jeg./ ’Det er noget af en udfordring,’ sagde han./ ’Det er jeg klar over,’ sagde jeg.”

Han vil bruge øjnene og fantasien i stedet for. Og kaster sig ud i et ræsonnement om ensartethed og forskellighed. Han grubler over, hvordan det kan være, at et land, der i den grad dyrker det individuelle, kan frembringe så meget, der ikke er til at skelne fra hinanden. Identiske tv-skærme overalt i dette land udsender identisk underholdning og identiske drømme. Selv ikke Sovjetunionen på sit højdepunkt har kunnet frembringe en så ensartet kollektiv identitet, hævder es- sayisten.

Så følger hans eneste brud på princippet om ikke at tale med nogen.

Knausgård har noget familie lidt længere vestpå. At finde frem til en enkelt af dem er lige så kringlet fremstillet som problemet med at få det kørekort, han aldrig fik brug for. Men det lykkes. Den næstsidste dag sidder han med notesblok i hånd på sofaen i stuen hos sin grandfætter Mark Hatloy, hvis efternavn gemmer på det norske Hatløy, der nu er blevet amerikaniseret.

Det er grandfætteren også. Han er blevet rig. Men nærmere end det kommer Knausgård ikke USA af at snakke med sin fjerne, nu amerikanske slægtning.

Han er bedre til at observere, når han kan iagttage Amerika fra distancen, gennem bilruden. På køreturen til fætteren havde han set en fem meter høj Jesus-statue af beton, med hjælpeløst misproportionerede hænder. Den mindede om en barnetegning, men virkede ikke som en karikatur. Det sætter gang i endnu et af de essayistiske sidespring, refleksioner om kunst:

”Kunstens historie er ikke meget andet end historien om menneskets forsøg på at afbilde det hellige, fra dyrene i de første hulemalerier til delfinfreskoerne i Knossos, fra de middelalderlige ikoner til barokkens hyperrealistiske engle, fra Turners himmelske lys til van Goghs landsbyer i regnvejr. Kunsten opløfter os ved at intensivere og fortætte verden.”

Efter en ekskurs om amatørkunst følger en vigtig pointe, der også er med til at placere Knausgård selv i kunstens historie:

”At kunstnerne i forrige århundrede ikke længere opsøger det hellige, ændrer ikke tiden forud for dem; det fortæller os kun, at de ikke længere anser det hellige for noget, det er værd at undersøge.”

Jesus-statuen, slutter han, kan bestemt ikke skyldes en moderne karikaturkunstner. Den må være et oprigtigt forsøg på at gengive det vigtigste og fineste i verden. Knausgård grubler videre. Hvordan kan der være så stor afstand mellem Jesus-skulpturerne i Udkantsamerika og deres modstykke i Udkantsrusland, ikonerne? Kommer så i tanker om de amerikanske gospels og konkluderer: ”Religion i amerikansk musik var hverken kontemplativ eller rugende, ikke noget, man lyttede til alene. Den var noget, man oplever her og nu, sammen med andre mennesker.” Ikke ligefrem en rejseskildring; snarere endnu et indskud i bedste 1700-talsstil.

De to fremgangsmåder smelter omsider sammen, da han når frem til Kensingtonstenen i Alexandria, Minnesota. Den syner ikke af meget, stenen, som den står der i sin montre, ikke mere end trekvart meter høj. Fortælleren mindes igen, hvordan han som barn oplevede vikingerne som fantasivæsner. Og han husker, hvor chokeret han blev, da han ikke meget mere end en uge tidligere pludselig stod blandt de gamle nordboers jordiske levn i New Foundland. Så følger koblingen: ”Det var det, de havde været på jagt efter, de folk, der ristede disse runer i denne sten: den kraft, den håndgribelige fysiske materie forlener den immaterielle historie med.”

Hvad ham selv angår, er det, ligesom da han i barndommen kom til Bygdøy-muséet. Det rører ham ikke det mindste. Men han mener at have fundet frem til, hvad der rørte disse amerikanere.

Knausgård vender sig til museumsinspektøren, hvis skandinaviske akkreditiver må være i orden, for han hedder Bergquist og taler om stenen, som var den autentisk. ”Men spillede det nogen rolle, om den var autentisk eller ej?/ Var ikke dette land netop blevet bygget på løftet om at undgå dette spørgsmål?”. Det kryptiske udsagn peger frem mod ”Min saga”s konklusion.

Knausgård bliver ført gennem museets rodede samlinger, lidt rosemalet gods fra Norge, nogle nybyggergenstande, et par kunstgenstande fra Ojibwe- og Dakotastammerne, plakater fra Dakotakrigen i 1862, noget om den amerikanske borgerkrig og modeller af et vikingeskib og en damptraktor. Med andre ord, hele Amerikas historie. Alt temmelig beskedent og klodset, hjemmelavet, improviseret, et lidt pauvert forsøg på at bevise, at vikingerne faktisk kom hertil i det 14. århundrede som de første europæere.

Og så kommer konklusionen på det gennemgående tema om sandhed og bevidsthed, om hvordan forskellen på foreteelser og forestillinger udviskes. Det drejer sig ikke om Kensingtonstenen alene, men om hele det besynderlige egnsmuseum:

”Ja, der var noget hjemmelavet og improviseret og ærlig talt barnligt over det hele. Og jeg elskede det. Jeg elskede det ikke kun, fordi jeg omsider havde mødt noget i De Forenede Stater, som også Humbert og Lolita kunne være stødt på – et fantastisk bidrag til Nabokovs katalog over amerikanske monumenter, vidundere og rekonstruktioner – men også fordi det slog mig, at det billede af virkeligheden, som denne specielle rekonstruktion udgjorde, på en ejendommelig måde var fuldstændig sand.”

Sådan nåede Karl Ove Knausgård i sidste øjeblik frem til et udsagn om dette mærkelige lands mentalitet, som fortjener at blive kaldt Tocqueville-agtigt. Dette land, der sætter individet i højsædet og dog frembringer så ensartede individer; hvis indbyggere er de mest fremadvendte i verden, som dog kæmper på grænsen til det rørende for at begrunde deres identitet historisk. Man genkender formen fra ”Min kamp”, de lange, detaljemættede, men begivenhedsløse passager, opremsningerne, skiftene mellem det helt minutiøst nære og blikket fra distancen. Ind imellem de tænksomme essays om billedkunst, romanformer, identitet før og nu. Alt i alt en fortælleform, der er både præmoderne og præromantisk. Der er ikke noget stykke nordisk litteratur, denne rejse gennem Amerika minder mere om end den saga, Jens Baggesen skrev om sin labyrintiske rejse gennem Europa.

Det første af de indskudte essays i bind 1 af ”Min kamp” handler om øjne, det sidste i bind 6 om Hitler. Det første er på én side, det sidste på små 400. Kunst spiller en rolle i mange af disse essays, litterær kunst og navnlig malerkunst. Tyngdepunktet ligger langt tilbage, i 1700-tallet og i endnu højere grad i 1500- og 1600-tallet. Et godt eksempel på, hvor langt tilbage Knausgårds rødder går, er forsvaret for barokken i bind 2. De er ikke et udvendigt vedhæng, disse små og store essays i både ”Min kamp” og ”Min saga”. De er blandt grundstofferne i den Knausgårdske prosa. De er en af de egenskaber ved den, som gør den så vedkommende. For sådan er vi jo selv, optaget af det helt nære og med en evig trang til at distancere os fra det og se de store linjer.

Denne enestående mikstur af nær og fjern er med til at give Knausgårds tekster den virkning, Per T. observerede i Den Sorte Diamant. ”Min saga” er Knausgårds Amerika. Men under læsningen bliver det lige så meget mit og dit, selv hvis vi har en anden opfattelse af den amerikanske identitet end den norske sagamands.

Essayet bringes med tilladelse fra forfatteren og er en forkortet version af artiklen ”Afstand og nærhed i Karl Ove Knausgårds labyrint” fra bogen ”Distancens patos. Et festskrift til Jan Rosiek” (redigeret af Anders Ehlers Dam og Marianne Stidsen), der netop er udkommet på forlaget U Press.