En vedholdende vandrehistorie vil vide, at bygherren i sin tid hentede byggesten fra ruinerne på Hammershus, da Charlottenborg på Kgs. Nytorv i København skulle bygges.
Nu har vi hentet hjørnestenen tilbage til Bornholm, sagde direktør på Bornholms Kunstmuseum Lars Kærulf Møller, da han åbnede Grønningen i sidste uge. Siden 1940 havde Charlottenborg ellers været kunstnersammenslutningen Grønningens faste udstillingssted, men Grønningen blev hjemløs, da den sidste år blev forvist fra Charlottenborg i et kontroversielt kulturpolitisk spil, der ikke ville give kunstsammenslutninger adgang til Charlottenborg længere. Selvom det lå i luften, at udstillingen nok skulle finde husly et andet sted, skulle man ikke tro, at Østbornholm var noget sandsynligt værtssted for Danmarks måske vigtigste kunstnersammenslutning.
Men det er ikke kun sten, der historisk set forbinder Grønningen med Bornholm. Gruppens allerførste udstilling i 1915 fandt ironisk nok sted på den trekantede grund mellem Hammerensgade, Grønningen og Bornholmergade, og en lang række af Grønningens mest markante kunstnere gennem årene har haft deres naturlige tilknytningsforhold til Bornholm.
Faktisk blev Grønningen stiftet for at støtte en bornholmsk maler, Olaf Rude, der ikke kunne blive optaget på Den Frie, som stadig er den anden store kunstsammenslutning herhjemme ved siden af Grønningen. Men tilbage i 1915 fik en række yngre kunstnere fra Den Frie nok, da bestyrelsen nægtede at optage blandt andre Olaf Rude og Johannes Bjerg.
Stridens æble var i følge udstillingkataloget i høj grad Olaf Rudes stilfærdige "Opstilling med Stenbidere", der blev anset for at være for koloristisk udfordrende. Mange af de unge kunstnere var elever af bornholmeren Kristian Zahrtmann, og de fik også tilslutning fra hans ældre elever, fynboerne Johannes Larsen, Peter Hansen, Fritz Syberg og Karl Schou. Den nye sammenslutning, Grønningen, kom på den måde fra begyndelsen til at bygge bro mellem den etablerede kunst og de nyeste strømninger.
Og Grønningen fik også fra begyndelsen støtte af den aldrende Kristian Zahrtmann, der selv havde været med ved dannelsen af Den Frie. Zahrtmann tog afstand fra sine gamle kampfæller og opfordrede de unge til at "forelske sig i deres arbejde". Forelskelsen har nu varet i 93 år med en selvsupplerende kunstnergruppe omkring Grønningen, der er blevet skiftet ud i takt med, at de gamle døde, så der blev plads til de nye kunstnere.
Hvert år kommer gæstekunstnere derfor med på prøve. Og lige siden stiftelsen har kunstnere med relation til Bornholm og Bornholms Kunstmuseum sat deres tydelige præg på udstilling-erne. Tonning Rasmussen er stadig bosat på øen og kunstnere som Astrid Noack, Adam Fischer, Axel Salto og Peter Bonnen har alle krydset Bornholm i løbet af deres kunstneriske liv. Alligevel er det første gang, at Grønningen bliver vist på øen. Og det kan mærkes på Bornholm. For aldrig har forhåndsinteressen været større for en udstilling på Bornholms Kunstmuseum, fortæller Lars Kærulf Møller:
Vi er meget stolte af at have fået Grønningen til øen. Og det har været en kæmpe og dejlig mundfuld. Normalt har vi en stor fast samling og en særudstilling og skiftende kunstnere, men har vi pillet hele den faste samling ned for at få plads til Grønning-ens 40 kunstnere og gæstekunstnere, der alle skal bruge plads for at udstille. Og jeg havde da frygtet lidt, at det ville komme til at ligne møbelhandelens vindue, når vi på den måde har ommøbleret hele huset. Men jeg synes, at vores smukke museum indgår i en flot dialog med værkerne, og det er en fantastisk mulighed for at udstille noget af Danmarks bedste kunst på Bornholm, siger Lars Kærulf Møller, der straks rakte hånden ud til kunstnergruppen, da den blev smidt ud af Charlottenborg.
Det var kunstneren og formand for Grønningen Peter Bonnén, der først tog imod den fremrakte hånd. Og resten af kunstnergruppen var med på ideen.
Når bornholmerne har fået bygget et så flot museum som Bornholms Kunstmuseum, er det kun naturligt at kvittere ved at komme og udstille her. Og det er blevet en smuk udstilling, siger Peter Bonnén, der dog forventer, at "fejlen" bliver rettet op, så Grønningen igen kan komme til at udstille på Charlottenborg til næste år. Men kunstnerne er enige om, at det har været en udfordring at skabe udstillingen i den smukke arkitektur på Bornholms Kunstmuseum. For her spiller værkerne op mod hinanden på en anden måde, fordi der er en mere varieret arkitektur, der giver nye muligheder for at dele udstillingen mere tematisk op.
Grønningen gør det muligt, at vi selv har sat udstillingen op efter vores idéer som kunstnere, siger Peter Bonnén, der selv deltager i udstillingen.
På Grønningens første udstilling i 1915 sås flere værker af Olaf Rude og Sigurd Swane, der nu er i Bornholms Kunstmuseums samling, og det er det første, man ser, når man bevæger sig ind i køjerne på Bornholms Kunstmuseum.
Men ellers er museet ganske rigtigt forvandlet. Og selvom det primært er maleriet, der går igen, er der også flere spændende installationer, skulpturer og foto- og videokunst i mellem. Hans Pauli Olsens "Freja, 2008 skulptur i tre dele" leger for eksempel med forestillinger om stillinger. For tre næsten ens skulpturer er placeret i tre forskellige stillinger op, ned og liggende. Og det giver et meget forskelligt udtryk. Udstillingen spænder fra vilde og fabulerende værker til minimalistiske bolsjestribede billeder som Viera Collaros "Grønne striber" og "Orange striber", der holder, hvad titlerne lover, selvom der er flere farver i billederne, når man kommer tættere på. En af gæstekunstnerne, Allan Otte, kombinerer magt og afmagt i billederne "Klemt" og "Skredet", der med fotografisk nøjagtighed henholdsvis forestiller en lastbil, der er klemt under en bro og en lastbil, der er skredet ud i en mark. Og brødrene Arne og Jørgen Haugen Sørensen bidrager hver med kontrastfyldte værker. Den ene med nærmest mytiske svanemotiver og den anden med skulpturer, der leger med grænsen mellem dyr og menneske.
Jeg tror på en eller anden måde, at man vil gå lidt forandret ud, når man har set udstillingen, siger museumsdirektøren med et lille, stolt smil i mundvigen, da han viser rundt.
89-årige Ib Geertsen er Grønningens alderspræsident. Han udstiller selv et par mobiler, "Mobile gul" og "Mobile rød", der hænger ned fra loftet som uroer, men Grønningen har givet ham selv ro, siden han blev medlem i 1972, fortæller han:
Det gav et løft at komme med i den største og bedste kunstnersammenslutning herhjemme. Som ung kunstner leder man efter et sted at stå. Grønningen blev mit ståsted, og det gjorde det også nemmere at sælge mine værker. Men vi lærer også meget af hinanden, og Grønningen er også på den måde et godt ståsted som kunstner, siger Ib Geertsen, der ikke mener, at Grønningen har mistet væsentlig betydning i den tid, han har været med, selvom Grønningen ikke længere er velkommen i København. Ved siden af Ib Geertsens værker i kælderen af Bornholms Kunstmuseum kan man se Eva Kochs videoinstallation "Head Wind", som man næsten kan se som en metafor for Grønningen, der fortsætter sammen uanset hvad. For på skærmen ser man en "vandrehistorie" med unge og gamle, der fortsætter med at gå igennem snestorm og blæsevejr bærende på børn og ny bagage i en uendelighed.
Grønningen kan ses frem til den 18. januar 2009 på Bornholms Kunstmuseum.
kultur@kristeligt-dagblad.dk