Nielsens 2. symfoni og Brahms' 4. symfoni, DRSO, dirigent: Fabio Luisi, koncertmester: Johannes Søe Hansen
Der var fire gode grunde til at være til stede i DR Koncerthuset i fredags: Vores velspillende radiosymfoniorkester, Fabio Luisi, Carl Nielsen og Johannes Brahms - en kombination, der virkelig kunne trække publikum til Amager. Salen var fuld af forventningsfulde tilhørere, da den 55-årige Luisi, orkestrets chefdirigent fra 2017, men indtil da en hyppig ”tyvstarter”, veloplagt steg op på podiet for at tage hul på Carl Nielsen.
Valget var faldet på hans anden symfoni, ”De fire temperamenter”. Tilnavnet har sin logiske forklaring. Hvert temperament sin sats, lød Nielsens enkle koncept. Symfonien blev holdt over dåben i 1902, og først godt 25 år senere fortalte Nielsen, hvor han havde fået idéen fra. Han havde sammen med sin kone og nogle gode venner drukket et glas øl på en landsbykro, og på væggen bag dem havde han fået øje på et ”højst komisk” billede, som var inddelt i fire felter, ét for hvert temperament. Det passede som fod i hose til en ny firesatset symfoni for den unge fynbo.
Luisis første alvorlige møde med den danske komponist blev vellykket. Han tog ydersatserne - det koleriske og det sangvinske temperament - med en fin blanding af fyrighed, flugt og finesse, men uden at forcere. Andensatsen, hvor Nielsen beskriver en flegmatiker - han havde angiveligt forestillet sig en ung mand, ”hvis Yndlings-beskæftigelse er at ligge og dovne paa Molen i Havnen” - er vanskelig i den forstand, at den er et stykke ”jeg-er-da-ligeglad”-musik. Den blev et passende forspil til den langt mere substantielle “melankolske” tredjesats, hvor Luisi atter demonstrerede sit suveræne greb om orkestret. Symfonien som helhed blev en klingende demonstration af, at man ikke behøver være dansker for at dirigere Carl Nielsen, så musikken går ind til marven - hvad Leonard Bernstein allerede for snart 50 år siden viste over for et begejstret publikum i Odd Fellow Palæet.
Efter pausen vendte Fabio Luisi tilbage uden sikkerhedsnet i form af et partitur - ikke overraskende, for han er kendt for sit dybe kendskab til den (sen)romantiske musik. Brahms' fjerde symfoni fra 1885 er et af de største værker i genren fra slutningen af det 19. århundrede, og i nyere tid har man oplevet en kolossal spændvidde i dirigenternes tempovalg med Riccardo Chailly (38 minutter) og Carlos Kleiber (46 minutter) som prægnante yderpunkter. Luisi lagde sig midt imellem og opnåede en fin balance mellem de fire satser.
Den indledende “allegro non troppo” blev vitterligt ikke taget for hurtigt, og Brahms' inderlige melodik blev bredt ud, så man fornemmede hans åndelige slægtskab med store forgængere som Schubert og Schumann. For de koncertgængere, der for første gang oplevede Luisi i aktion, kom hans kvaliteter til at stå lysende klart: et aldrig svigtende overblik og en elegance og insisteren i kropssproget, en umiskendelig vilje til at mejsle hver enkelt passage klart og syngende ud, som når han læner sig ind over strygergrupperne - faretruende langt, ville man sige, hvis ikke manden i den grad udstråler kontrol - og nærmest graver de skønneste sekvenser frem. Under alle omstændigheder: Begejstringen er bastant, og der tændes gnister mellem musikerne og maestro.