Kirkehistoriker byder på spændende nyfortolkning af reformationen

Engelsk kirkehistoriker skriver med både entusiasme og sarkasme om Reformationen

MacCulloch kan sammenfatte Luthers ærinde på få sider, så der går en prås op for både den fagligt kyndige og den nysgerrige novice, skriver Kristian Østergaard
MacCulloch kan sammenfatte Luthers ærinde på få sider, så der går en prås op for både den fagligt kyndige og den nysgerrige novice, skriver Kristian Østergaard. Foto: Polfoto.

Diarmaid MacCulloch skrev for 12 år siden et hovedværk om Reformationen med titlen ”Reformation: Europe’s house divided 1490-1700”. Med sin nye bog har den britiske kirkehistoriker foretaget et udvalg af artikler fra de seneste 25 år om samme emne.

Bogen består af tre dele, og det er så afgjort den første del, som har mest appel til den almindeligt interesserede læser, hvorimod anden og tredje del fortrinsvis er henvendt til fagfæller med indgående kendskab til den engelske reformationshistorie.

Ingen læser kan dog tage fejl af, at MacCulloch tumler sit store kildemateriale med både suverænt detailkendskab og overlegent overblik, hvorved bogen fremstår som en afsæbning af gamle myter og en prægnant nyfortolkning af reformationen.

Et eksempel: Det har været en udbredt fordom blandt både katolikker og protestanter, at pavekirken i 1500-tallet var depraveret og demoraliseret, hvorfor reformatorerne blot behøvede at puste til bygningen for at få den til at brase sammen.

Men det er en fejlagtig fortolkning, forklarer MacCulloch. Langt de fleste kristne i 1500-tallet var tilfredse med den katolske kirke, ligesom dens præster heller ikke var bange for at tænke og offentliggøre nye teologiske tanker: ”Dette var såvist ikke en døende religion, men det var en kirke i færd med en frugtbar forandring uden Luthers bistand”.

Alle tekster vil et eller andet, nogle vil endog ændre verden, og Luthers teser fra 1517 kom i hvert fald til at gøre det. De 95 teser var et udtryk for moralsk indignation, nysgerrigt skarpsyn og ukueligt mod, understreger forfatteren. MacCulloch pointerer, at Reformationen opstod, fordi Luther med Bibelen i hånden overbeviste sig selv og andre om, at når Jesus Kristus gennem sit ord, sit liv, død og opstandelse havde forkyndt sin uendelige kærlighed til os, så må intet længere stille sig mellem Gud og det enkelte menneske.

Den katolske kirke hævdede imidlertid, at den stod som formidler mellem Gud og menneske. Pavekirken gjorde således det princip gældende, at kirken havde en skat af helgeners og martyrers gode gerninger, som den kunne fordele blandt mennesker, der ville undgå skærsilden.

Hertil svarede Luther, at det tilkommer alene Gud at tilgive, og hans tilgivelse står fast, sådan som han har meddelt det én gang for alle i sit evangelium. Og hvis man så alligevel spekulerer i gode gerninger for at erhverve nåden, er det et udtryk for en dyb mistillid til Gud.

Således var det den lutherske grundformel ”sola fide” – troen alene – der satte hele Reformationen i gang, skriver MacCulloch og føjer dette afgørende notabene til:

”Det var ikke de religiøst indifferente, der blev protestanter, men det var snarere folk som Luther, der havde troet lidenskabeligt på pavekirkens vej til frelse, og som nu blev overbeviste om, at de var blevet taget ved næsen”.

”Her står jeg, jeg kan ikke andet”. Sådan siger myten, at Luther udtrykte sig på rigsdagen i Worms. Og skulle Luther alligevel ikke have sagt sådan, beskriver ordene ikke desto mindre reformationens kerne og kvalitet, hævder forfatteren. For dette blev selve mottoet til at bekæmpe falske autoriteter og undsige klamme klerikale dogmer med.

MacCulloch trækker gerne tråde op til vor tid, og han dokumenterer i den sammenhæng, at det er udtryk for en slags dogmatisk nærsynethed, når man altid henviser til oplysningstiden i 1700-tallet som forudsætningen for nutidens ytrings- og religionsfrihed.

Forbindelsen mellem kristendommen og ytrings- og religionsfriheden fremgår nemlig allerede klart og umisforståeligt i Torda-ediktet fra 1568. Her bliver retten til at tro og mene, hvad man vil, beskrevet som en gave fra Guds hånd.

Sådan er der kloge ræsonnementer og oplysende glimt fra reformationens historie i denne artikelsamling, hvor MacCulloch skriver med både omtanke og tændsats. Men Diarmaid MacCulloch kan også være enerverende. Han er homoseksuel, og hans interesse for kirkens holdning til dette spørgsmål fylder efter mit skøn for meget i bogen.

Overordnet set forener MacCulloch dog stor lærdom og velgørende uforudsigelighed. Han kan sammenfatte Luthers ærinde på få sider, så der går en prås op for både den fagligt kyndige og den nysgerrige novice.