Prøv avisen
Bog

Sådan var Blixen og H.C. Andersen som brevskrivere

4 stjerner
Blixens breve fra Afrika roses for deres omhyggelige, fortællende fremstilling, medens hendes breve fra Danmark efter hendes hjemkomst får en hårdere medfart for deres strikte administration af ”lanceringen” af hendes forfatterskab. Andersens breve er mere mangfoldige i deres anvendelse af brevgenren, skriver anmelder.

Fin præsentation af Karen Blixen og H.C. Andersen som brevskrivere

Mon brevet som genre stadig eksisterer, nu, hvor så meget er blevet digitalt? Overvintrer nogle af brevgenrens former i mail'en og i sms'en? Sandsynligvis, men da kun i formindskede udgaver. Hurtigheden i vores meddelelser sætter sig sikkert på fremstillingens udtryksmåder, og vores individuelle karakter ændrer sig med dem.

Sådan tænker man ved læsningen af John Chr. Jørgensens bog om Karen Blixen og H.C. Andersen som brevskrivere - og man tænker det, fordi han uden den mindste bemærkning om brevgenrens forsvinden i nutiden kaster sig ud i en redegørelse for, hvordan man analyserer breve med dertil hørende retoriske fagtermer samt med disse karakteriserer Blixens og Andersens brevstil.

Sådan skrev man breve op til midten af 1980' erne, hvor computeren slog igennem og efterhånden banede vejen for internettet med mails og mere, der ser ud til at forsvinde sporløst! Fortidens breve blev i høj grad gemt og udgivet efter brevskrivernes død og danner eksempelmaterialet for diverse ”brevteorier”. Som introduktion til disse og deres anvendelse er Jørgensens bog en god udgivelse.

Blixens breve fra Afrika roses for deres omhyggelige, fortællende fremstilling, medens hendes breve fra Danmark efter hendes hjemkomst får en hårdere medfart for deres strikte administration af ”lanceringen” af hendes forfatterskab.

Andersens breve er mere mangfoldige i deres anvendelse af brevgenren, og Andersens breve ligger tydeligvis nærmere på John Chr. Jørgensens smag end Blixens. Men det er nu ikke så meget synspunkter i brevene, bogen drejer sig om, det er langt mere de formelle genretræk hos de to forfattere, der hentes frem.

De ydre træk ved brevet fortæller også historie, hvordan modtageren tituleres, hvordan underskriften formuleres, om brevet er et ”lukket/ halvåbent/åbent” brev afhængig af, om det en, to eller mange, der skrives til. Udvikler brevet sig til et essay, som af og til i Blixens tilfælde, eller er det som brevtype måske en bønskrivelse som ofte i Andersens tilfælde?

Datiden havde mange skabeloner for breve, og vejledningsbøgerne om disse kunne rumme typer som familiebreve, venskabelige breve, undskyldningsbreve, anmodningsbreve og så videre.

En af brevanalysens stærkeste sider er ved hjælp af et sådant skema at undersøge, hvad den pågældende brevskriver udfolder sig mest i, Blixen altså mest fortællende, medens Andersen udfylder næsten alle skemaets rubrikker.

Til gengæld indeholder Andersens breve ikke det lag af essayistisk refleksion, som karakteriserede Blixens.

Brevet var i gamle dage kommunikationsformen mellem adskilte mennesker. Det udfoldede mange af de funktioner, telefonen og nu sms har overtaget.

Nutidens mobilunge skal gerne være på hele tiden og modtage sms'er fra deres venner i en konstant strøm for at føle sig virkelige. På lignende måde kunne man længes efter brev i fortiden, ja Andersen led af hyppig ”Brev-Vee”, skønt han skrev mange og modtog endnu flere.

Morsom er også en af hans grunde til at skrive breve til kære personer, nemlig at man ikke skriver brev i paradis, da der hverken er telegraf, brev- eller duepost i den hinsidige verden - og der er jo ting, man bedre får sagt skriftligt end ved samtale, så man må nå det i den jordiske tilværelse, hvor man kan det dejlige: at skrive brev.

Her kan man få ”sagt” sig selv, selvfølgelig afhængigt af tillidsforholdet til modtageren. Men man må heller ikke glemme den offentligheds-tendens, der knytter sig til den skriftlige form for H.C. Andersen.

Brevet kan jo på et eller andet tidspunkt blive trykt i en avis eller en bog, så der ligger et pres på brevskriveren for at udtrykke sig prægnant og i overensstemmelse med det billede, modtageren forventer af ham. Der kan, som Jørgensen rigtigt påpeger, ”gå kunst i brevet”, og Andersen levede i næsten hele sit voksne liv i bevidstheden om, at han var en berømt og offentlig person.

Bogen veksler mellem brevteoretiske ytringer og velvalgte citater fra de to forfattere, der kaldes ”brillante brevskrivere”. Men den er ikke noget portræt af de to personligheder. Det er brevet som genre, der er i fokus, og det, citaterne skal belyse. De mange formelle træk ved brevet understreges fint, således at genren kommer til at fortælle historie om en vigtig del af den menneskelige omgang i fortiden.

De mange breve, man dengang skrev, tvang de skrivende til at danne sig et fast billede af sig selv.

Gad vide, hvilket billede mail og sms vil tegne af vores generationer i fremtiden? I vores sms-ve!