Prøv avisen
Interview

Da nazisterne gjorde kur til islam

I sin nye bog om islam og Nazityskland viser historikeren David Motadel, hvordan styret i Berlin bevidst gik efter at vinde muslimer for den nazistiske sag. Her ses Hitler i samtale med stormuftien af Jerusalem Amin al-Husseini i Berlin i 1941.-

Den tyske Cambridge-historiker David Motadel viser i ny bog, hvordan nazisterne under Anden Verdenskrig aktivt forsøgte at få muslimer i besatte lande på deres side

Tanken om den ariske overlegenhed afholdt ikke nazisterne fra at indgå alliancer med muslimer i kampen mod de allierede, Stalins Sovjet og ikke mindst jøderne.

Den tyske historiker David Motadel, der er fellow ved Cambridge University, er aktuel med en ny bog, hvori han indgående beskriver, hvordan Nazi-regimet i Berlin gjorde kur til muslimer i de områder, som de erobrede i begyndelsen af Anden Verdenskrig.

”Fra 1941 og fremefter begyndte Berlin at udarbejde en religionspolitik for at række ud mod muslimer i de ny-erobrede lande. Det gjorde de også, fordi deres krigslykke var begyndt at vende. Som følge af Barbarossa-kampagnen (invasionen af Sovjetunionen) indså ledelsen i Berlin, at de havde brug for flere allierede,” forklarer David Motadel.

Nazisternes politik havde til formål at få muslimer til at gøre oprør mod eksempelvis Stalin og det britiske imperium.

”Nazisterne forsøgte at bruge religiøs propaganda, og religion var den letteste måde at mobilisere muslimer på, hvorfor tyskerne kategoriserede dem som islamister og muslimer og ikke som berbere eller arabere. Det var lettere at se dem som én religion i stedet for mange små etniske grupper,” lyder forklaringen.

Som krigen skred frem, blev nazisterne mere pragmatiske og løftede nogle af de tidligere raceskel. Men der var grænser for den imødekommenhed.

”Der var to store tabuer. Der var jøderne og holocaust på den ene side. På den anden side var, at du ikke måtte sætte spørgsmålstegn ved Føreren. Alt andet var til forhandling, og selv i racespørgsmålet var de pragmatiske,” understreger David Motadel.

Pragmatikken blev understreget af, at de kontroversielle Nürnberg-love fra 1935 blev modificeret. Først valgte de at betragte tyrkere som europæere, og efter protester fra Kairo og Teheran fastslog regimet, at Nürnberg-lovene kun var rettet mod jøder. Dermed var det muligt for arabere og tyrkere at gifte sig med tyske borgere.

Succesen af nazisternes kur til muslimer var dog blandet. I Nordafrika var de ramt af, at Aksemagterne og særligt Italien blev anset som en undertrykkende kolonimagt.

De havde mere succes på Østfronten, hvor Stalin havde optrådt undertrykkende over for muslimer.

”Og tyskerne var ivrige efter at bruge det faktum. I Kaukasus genopbyggede de mo-skéer og fejrede religiøse helligdage, og de blev i første omgang set som befriere. Men jo længere besættelsen varede, desto stærkere var erkendelsen af, at de ikke var bedre end Stalin, og forholdet blev nedkølet.”

Strategien fra naziregimet handlede også om jødehad.

”Der er megen litteratur om Palæstina og Jerusalem, hvor det antijødiske element er stærkt. Antisemitismen var nøglen i al nazipropaganda, og de forsøgte at bevise, at Koranen så jøder som de onde,” forklarer David Motadel, som tilføjer, at det ikke var en strategi der lykkedes til fulde.

”Den antijødiske retorik virkede i Palæstina, hvor jøder blev anset som kolonister. Men i forhold til lokale jødiske samfund i Rabat eller Tunis i Nordafrika var det mere komplekst. De havde levet fredeligt sammen gennem århundreder,” fremhæver David Motadel.

Han illustrerer sin pointe med, at der under Anden Verdenskrig kun var en pogrom i muslimske lande, og det var i byen Farhud i Irak, hvor over 180 jøder blev dræbt.

”Generelt lykkedes det ikke at opmuntre til jødehad, så på den vis var politikken en fiasko. Men de formåede at få muslimer til at gøre tjeneste i Wehrmacht og SS.”

For mange jøder var islam tilmed deres redning, fordi de konverterede til islam.

”Sultanen af Marokko forsøgte at beskytte jøder. Og hvis en jøde var konverteret, så var han muslim,” forklarer David Motadel.

Han fortæller videre, at konverteringer var et udbredt fænomen. I Sarajevo alene konverterede 30 procent af byens jøder og langt de fleste til islam, fordi de i forvejen var omskåret.

I mange af de besatte lande var romaer eller sigøjnere, som ellers rangerer på linje med jøder, muslimske.

”På Krim og Balkan var de fleste romaer muslimer, så de blev set som muslimer og ikke romaer. Så kristne romaer påstod, at de var muslimer, for at undgå at blive deporteret. Det viser, at spørgsmålet var mere kompliceret lokalt, end det var for de mennesker i Berlin, der udarbejdede de politikker.”

Men det var ikke kun Nazi-tyskland, som aktivt appellerede til muslimer. Det skete også fra allieret side.

”Da de amerikanske tropper gik i land i Marokko i 1942, uddelte de pamfletter, som opfordrede til jihad mod Rommel, og de kaldte nazisterne for ateister, som var antimuslimske og racister,” fremhæver David Motadel.

Han fortæller videre, at det også var en kamp, som blev udspillet i æteren. Den tyske propagandaradio sendte således koranlæsninger. Men de allierede nøjedes ikke med at forstyrre de tyske radiosendere. BBC hyrede også de fremmeste muslimske lærde til at udlægge Koranen hos dem.

Billedet gik igen på Østfronten, hvor Stalin ganske vist havde lanceret en stærk antireligiøs politik i 1929.

”Man han ændrede kurs, og det var ikke kun i forhold til den ortodokse kirke. Han opfordrede også stormuftien til at erklære jihad mod den tyske besættelse. Så vi ser fra 1941-1942, at alle de store magter forsøger at række ud mod muslimerne,” fortæller David Motadel om en af de mere ukendte facetter ved Anden Verdenskrig.