Alle ”baseret på virkelige hændelser”-film balancerer mellem det faktisk skete og instruktørens kunstneriske frihed til at skabe en fremadskridende, involverende film. Selvom ”Snowden” trods alt ikke kan kaldes propaganda, er Oliver Stones seneste mandeportræt alligevel for kælen over for sin hovedperson.
Vi lever midt i Snowdens egen tid. Whistlebloweren spiller en gigantisk rolle i den politiske debat i hjemlandet USA, hvor en storstilet kampagne forsøger at overbevise præsident Obama om at benåde ham. Den manglende distance til begivenhedernes gang er derfor et uomgængeligt vilkår for Stone og ”Snowden”. Men det er alligevel angribeligt, at Snowden selv ikke blot medvirker i filmens sidste scener, men angiveligt også har godkendt manuskriptet.
Stones kunstneriske oversættelse af computergeniets liv og handlinger ville stå stærkere, hvis identifikationen med hovedpersonen ikke var helt så tydelig. Stone kan selvfølgelig hylde Snowden alt, hvad han lyster. Dog kaster Snowdens tilstedeværelse et mærkeligt lys over de dele af filmen, der lige så vel kan være fiktion som fakta.
Det er eksempelvis en væsentlig pointe i filmen, at Snowdens kolleger ikke bare mistænkte ham for at ville lække oplysninger, men ligefrem bifaldt det og indirekte hjalp til.
Men nu har Oliver Stone jo aldrig holdt sig tilbage fra at moralisere. Instruktøren bag ”Natural Born Killers”, ”Wall Street” og ”JFK” er på mange måder lige så omstridt som sin aktuelle hovedperson. Med ”Snowden” er Stone stadig politisk kontroversiel, men rent filmteknisk er den nærmest traditionel i bedste forstand.
Se traileren til filmen her
Filmen begynder på det hotelværelse i Hongkong, hvor den 29-årige Snowden i 2013 mødes med journalister fra The Guardian og dokumentaristen Laura Poitras. Som foreviget i Poitras’ Oscar-vindende dokumentar ”CitizenFour” er det her, Snowden lækker de massive mængder af fortrolige oplysninger, han har opsamlet som ansat i den nationale sikkerhedstjeneste NSA.
De tre uger i Hongkong brydes af en række tilbageblik. De mange nedslag fortæller historien om Snowdens vej fra renskuret højreorienteret idealist til nedbrudt og skuffet whistleblower.
Snowden opdager, at et overvågningsprogram, han selv har programmeret, bruges til dødelige droneangreb. Samtidig piner det den dygtige sikkerhedskonsulent, at regeringen ikke blot overvåger potentielle terrorister. Alle bliver overvåget. Og ikke engang i frihedens tjeneste: ”Terror er undskyldningen for overvågning. I virkeligheden handler det om social og økonomisk magt.”
Sideløbende med den imponerende karriere har Snowden et kærlighedsforhold til fritidsfotografen og fitnessinstruktøren Lindsay Mills. Spillet af en sødmefuld Shailene Woodley skal Mills vise den menneskelige side af Snowden. Parforholdets udvikling er da heller ikke det mest interessante.
Med filmen om Snowden viser Stone en atypisk amerikansk helt – nørden, der er fysisk uformående og tilsyneladende uanseelig, men alligevel ændrer verdenshistorien. Vi er langt fra ”JFK” og ”Nixon”, men helt tæt på Stones evne til at portrættere sit land gennem en enkelt mand, involverende og uden at tale ned.
Oliver Stone har formatet til at påtage sig mesterens rolle og opdrage og oplyse et publikum. For det nemmeste er jo at forsøge at glemme eftervirkningerne af vores digitale virkelighed, hvor vi i afmagt over for teknologien nemt lukker øjnene. Det filter, internettet og droneangreb kan lægge over moralen, punkteres i ”Snowden”. Stone tvinger os til at tage stilling til, hvor meget frihed vi vil sælge ud af for at føle os sikre.
Anthony Dod Mantle, der tidligere har filmet von Triers ”Dogville” og ”Antichrist”, foreviger efterretningstjenesternes klaustrofobiske kælderrum, det sprøde efterår omkring Washington D.C. og det glittede Hongkong med en digital realisme, der giver ”Snowden” det efterstræbte, dokumentariske udtryk. Kameraarbejdets professionalisme matches af en insisterende thriller-lydside, der dog aldrig kammer over i unødig patos. Sammen med en bemærkelsesværdig troværdig og afbalanceret præstation af Joseph Gordon-Lewitt som Edward Snowden bundfælder ”Snowden” sig som en dybt professionel, velorkestreret og virkelig spændende filmoplevelse.
På trods af vanskelige og tørre temaer – data, overvågning og it – var jeg opslugt i samtlige 134 minutter. Computerdata er ikke særlig fotogene, men Stone og Mantle magter alligevel at gøre hver en scene indbydende og fængende.