Prøv avisen
Bog

Nyt syn på 1930'erne: Da politisk vold var dagens orden

4 stjerner
1930’erne er kendt for sine voldelige sammenstød mellem politiske modstandere.

Den militante aktivisme og voldsparatheden på dele af venstrefløjen var et langt mere udbredt fænomen, end vi ellers har troet

1930’erne er kendt for sine voldelige sammenstød på gader og stræder mellem politiske modstandere. Politisk vold var ikke bare et tysk fænomen. Det blev også en virkelighed i Danmark – særligt i København.

Næverne begyndte at tale, og den brede konsensus om folkestyrets fundamentale spilleregler var ved at gå op i sømmene. Mest kendt er Konservativ Ungdoms bidrag til den udvikling. Men en ny bog af historikeren Charlie Krautwald viser, at den militante aktivisme og voldsparatheden på dele af venstrefløjen var langt mere udbredt, end vi ellers har troet.

Allerede i 1929 oprettedes den kommunistiske organisation Rødt Arbejderværn, der snart skiftede navn til Arbejderværnet. Formålet var angiveligt at bekæmpe den gryende fascisme. Medlemmerne trænede kampsport og øvede sig i at vælte politiheste. Snart oprettede ungkommunisterne i DKU organisationer med navne som Rødt Frontkæmperforbund og Antifa. Oprettelsen af de militante, kommunistiske korps var dels inspireret af den tyske venstrefløjs kamp mod nationalsocialismen, men givetvis også af kommunistpartiets Moskva-dikterede ultravenstrelinje, ifølge hvilken også Socialdemokraterne var en slags fascister. Det var heldigt, for rigtige fascister var der ikke mange af i København i begyndelsen af 1930’erne. Langt de fleste sammenstød kom til at stå mellem kommunister og socialdemokrater. Ved en af disse slog kommunisterne ovenikøbet en ung socialdemokrat ihjel.

I København slog den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU også ind på den militante antifascisme. De havde i 1928 indført en uniform. Blå bluse, rødt tørklæde. Snart suppleret med sorte ridestøvler og skrårem. I 1931 blev korpset Ordensværnet oprettet. Den umiddelbare anledning var forsvaret mod kommunisterne, men Ordensværnet fik hurtigt et udtalt antifascistisk sigte.

Dette trådte frem, da de københavnske DSU’ere omkring 1933 blev grebet af den russiske agitator Tschachotins idéer. Efter demokratiets nederlag til fascismen i Tyskland erklærede den socialdemokratiske fraktion Aktiv Socialisme, at ”kampen mod fascismen vil vi føre med fysisk såvel som åndelig vold.”

I mellemtiden var fascismen begyndt at spire. DNSAP var blevet stiftet i 1930. Danmark havde få nazister, men mange nazipartier. Mere afgørende var dog radikaliseringen af Konservativ Ungdom, ikke mindst i hovedstadsområdet. KU voksede fra 16.000 til 30.000 medlemmer fra 1932 til 1936. KU var ikke fascistisk, men mange KU’ere sympatiserede med fascismen. Derudover ville KU gerne have større synlighed i gadebilledet. I 1932 oprettedes også i KU et militant korps, Stormtropperne. De små nazistpartier havde også deres korps med navne som SA og Folkeværnet.

I de små nazistpartier og KU så antifascisterne fascismens trussel manifesteret, og bestræbelsen gik herefter på at begrænse eller ødelægge deres muligheder for at holde møder og demonstrationer i det offentlige rum. Det kulminerede ved folketingsvalget i 1935 – det med ”Stauning eller kaos”.

Krautwald beskriver ”en regulær kampagne mod Konservativ Ungdoms valgkampsarbejde, som de [antifascisterne] søgte at sabotere mest muligt. Ungkonservative løbeseddelsuddelere blev konfronteret og ved flere lejligheder overfaldet. De konservative højttalerbiler... blev jagtet rundt i byen af antifascister på cykler. Vælgermøder blev forstyrret, og mødedeltagere forfulgt.”

Krautwald viser, at antifascisterne i 80 procent af konfrontationerne var de opsøgende, samt at 59 procent af deres aktioner havde KU som mål. Totredjedele af dem var voldelige.

Vi ved mindre om den militante aktivisme i KU, men Stormtropperne var ikke uskyldige. Flere endte som nazister, da KU indledte sit opgør med radikalismen i 1936. Men det er alligevel tankevækkende, hvor dårligt vores generelle opfattelse af den politiske vold i 1930’erne passer til virkeligheden. Måske fordi generelle fremstillinger og populærkulturelle produkter har spillet for stor en rolle her?

To anker: Bogen bærer stadigvæk præg af at være et let omskrevet universitetsspeciale. Desuden betyder undersøgelsens analytiske ramme, at bogen drejer fokus væk fra antifascismen som politisk ekstremisme.

Et er, at den militante venstrefløj opfattede sig som antifascistisk, noget andet er, at det militante – ligesom i KU – helt åbenlyst var knyttet til en afstandstagen til det liberale demokrati. Dette synes da også at fremgå af bogens empiri.

Forståelsen af politisk vold som antifascistisk taktik giver indtrykket af, at den militante venstrefløj kæmpede samme kamp som det etablerede politiske system.

Sandheden er snarere, at antifascismen ligesom fascismen var udtryk for den ”weimarisering” af dansk politik, som man fra det politiske centrums side ville bekæmpe. I hvert fald var man i Socialdemokratiet bevidste om, at militant antifascisme også var en måde for kommunisterne at radikalisere og splitte arbejderbevægelsen.