Årets velsagtens hidtil mest prægnante reformationsmarkering fandt i lørdags sted i Musikhuset i Aarhus. I overværelse af dronning Margrethe og i forbindelse med MatchPoints Seminar 2017 afholdt man i Symfonisk Sal en festforestilling, der faldt i to meget forskellige halvdele.
Den anden var lykkeligvis langt mere givende end den første. Ikke at der var noget i vejen med første halvdels musikalske indslag. Treenighedskirkens Drengekor fra Esbjerg sang klart og veldisciplineret Luther-musik – reformatoren satte jo musikken næsten lige så højt som teologien og var selv en passioneret lutspiller.
Men de to festtaler levede desværre ikke op til situationen. Sognepræst og blogger Kathrine Lilleør skulle angiveligt have talt om ”Luther og kærligheden”, men lod sig rive med af egne ord og fagter og overskred eklatant både emne og tidsramme, mens digteren Søren Ulrik Thomsen havde valgt den nemme løsning: Han læste simpelthen knastørt op af sit i øvrigt udmærkede essay fra 2005, ”Pro Ecclesia”, der handler om hans glæde ved den lutherske gudstjeneste.
På den baggrund kom uropførelsen af Bo Holtens nye opera om Luthers liv og virke – ”Schlagt sie tot!” – i endnu højere grad end forventet til at fremstå som hovedsagen. Operaen blev sunget på tysk, men et forbilledligt program og et æstetisk vellykket, men aldrig påtrængende videoforløb på storskærmen bag scenen gjorde det nemt at følge de historiske begivenheder.
Med en vis undren har jeg gennem længere tid fulgt operaens omtumlede skæbne. Det var oprindeligt meningen, at den skulle have været uropført i Erfurt i år. Heldigvis gav Bo Holten ikke op, og med den færdige første akt, vi fik at høre, er han kommet mere end halvvejs. Faktisk virkede den forunderligt helstøbt, og kan anden akt (som er på tegnebrættet) leve op hertil, har vi fået et nyt væsentligt værk i den danske operalitteratur. Titlen (Slå dem ihjel!) er operaens sidste replik, inden lyset slukkes på scenen. Luther synger den fortvivlet og forbitret over den vold, bondeoprøret i 1520’erne har udløst.
Fra første færd kunne man glæde sig over Bo Holtens fortættede og velinstrumenterede orkestersats, forløst af Aarhus Symfoniorkester, som han selv dirigerede. Det er en uhyre kompetent kunstner, åbenbart lige fortrolig med gamle og nye stilarter, der har komponeret denne dramatiske og dybdeborende musik, og den er sine steder tilmed krydret af humor. Som da Luthers studerende i Wittenberg synger smædesange om paven i en rytme (pa-pa-pa...), der uvægerligt leder tanken hen på den berømte Papageno-Papagena-duet fra Mozarts opera ”Tryllefløjten”.
Bo Holten var ikke alene godt hjulpet af en begavet libretto og en smidig scenografi af Eva Sommestad Holten, men også af et fortrinligt sangerhold, hvor barytonen Lars Møller fik et nyt gennembrud. Han udfyldte så at sige Luthers sko, bakket op af tuba og basun i sine mest bombastiske udtalelser – og dem var Luther som bekendt overmåde leveringsdygtig i. Møllers stærke sangerkarisma var en perfekt kontrast til Gert Henning-Jensens ”tenorsarte” Philipp Melanchton eller for den sags skyld Jens Krogsgaards noble Erasmus af Rotterdam, ”Lumen mundi” (verdens lys), som han respektfuldt kaldtes.
Den Jyske Operas Kor og Vokalensemblet GAIA varetog ikke blot korsatserne, men leverede også kortere soloindslag. Således fik vi i 10. scene i et glimt set og hørt Katharina von Bora, Luthers hustru og elskede ”Hr. Käthe”.
Med et så stærkt og på alle måder generøst værk blev det berigende halvanden time i Musikhuset, og man kan kun vente spændt på fortsættelsen – med en indtrængende tilføjelse om, at denne Holten-opera i lighed med hans andet historiske storværk ”Livlægens besøg” (Det Kongelige Teater 2011) hører hjemme på den danske nationalscene, når nu Erfurt åbenbart ikke turde binde an med opgaven.
I Aarhus viste man på fornem vis vejen.