Historikeren René Karpantschof har registreret over 3000 debatmøder, underskriftsindsamlinger, demonstrationsoptog og optøjer i perioden 1848-1920. Det er ikke tilfældigt.
Det var nemlig en revolutionær tid, hvor en protestmarch i 1848 pressede kong Frederik VII til at afskaffe enevælden. Samme år brød krigen mellem Danmark og Tyskland ud, og den bidrog på sin egen måde til, at danske bønder blev bedre orienteret i det politiske liv. Indtil 1848 var det nemlig kun sognets spidser, der havde givet sig af med avislæsning, men nysgerrigheden efter at følge krigens gang gjorde landmænd til avislæsere, selv om der undervejs godt kunne melde sig visse vanskeligheder.
Karpantschof illustrerer det med en anekdote om to bønder, der drøfter avisens indhold: ”Så sagde Mathias Refslund: Nu har Lord Palmerston jo sendt en note. Ja, sagde Kresten Sommerlund, det har han jo. Derefter sad de begge en tid og tyggede på det. Så spurgte Kresten: Ja, men hvad er en note?”.
Karpantschof er marxist, men han undgår de mest vulgærmarxistiske påstande og understreger, at kristendommens forkyndelse af, at alle mennesker er lige for Gud, inspirerede til opgøret med arvede privilegier: ”Den græsrodsagtige kristne vækkelse bidrog til den politiske bevidstgørelse af bondestande og arbejderklasse, der også banede vejen for deres politiske mobilisering.”
Ordet folketingsvalg optrådte første gang i det danske sprog i 1849, men det var kun en fjerdedel af Danmarks voksne, som havde stemmeret. Det var også stadig kongen, der havde retten til at udpege ministre. Konseilspræsident J.B.S. Estrup dannede sit ministerium i 1875 for at forsvare kongens og Landstingets ret over for Folketingets krav om eneret. Utilfredsheden blandt danskerne kulminerede i 1885, som forfatteren sammenligner med ungdomsoprøret i 1968: ”Fra nu af var almindelige danskeres politiske deltagelse så omfattende og så vedvarende, at man kan sige, at det var her, det folkelige gennembrud skete.”
Tiden havde udhulet de instanser, der før formåede at aftvinge ubetinget respekt, og man begyndte at fornemme den lavineagtige labilitet hos magthaverne, der førte til Systemskiftet 1901, hvor parlamentarismen blev knæsat.
Mange danskere aflagde det konfliktsky eller følgagtige sindelag og anlagde i stedet en radikal, uforsonlig og aggressiv kurs over for den herskende klasse. Der var også grund til det: ”Den typiske dansker var ikke en grundtvigiansk gårdmand, men en fattig landarbejder, hvis børn ofte måtte ud at tjene til føden hos bedrestillede andelsbønder.”
Noget af det mest oprørende i ”De stridbare danskere” er skildringen af de spinkle teenagepiger, som vi ville kalde dem i dag, der efter konfirmationen blev sendt hjemmefra for at tjene på gårde under ydmygende forhold. Nogle af tjenestepigerne blev behandlet så nedværdigende, at de hævnede sig ved at sætte ild til deres herskabers ejendom. De milde domme over brandstifterne røbede dog en vis social forståelse, som der ellers ikke var meget af i tiden: Udgifterne til kongehuset androg samme størrelse som hele det statslige bidrag til landets udsatte.
Hvem hjalp dem så? Med prisværdig saglighed fremhæver Karpantschof blandt andet Indre Mission og Frelsens Hær, der ”udførte et stort socialt hjælpearbejde med suppekøkkener, sygepleje og herberger for fattige”.
Bogen slutter med Påskekrisen 1920, som ifølge forfatteren er det øjeblik, hvor Danmark reelt fik folkestyre, eftersom det var sidste gang, kongen prøvede at sætte de folkevalgte fra bestillingen.
Men var det helt så enkelt?
Den 7. marts 1920 demonstrerede mere end 100.000 på Amalienborg Slotsplads for at få Flensborg hjem til Danmark. Christian X ville afklare situationen gennem et hurtigt folketingsvalg. Statsminister Zahle modsatte sig, og kongen fyrede ham, hvilket Karpantschof udlægger som et forsøg på et højreorienteret statskup. Men man kunne jo også argumentere for, at det var kongen, der tog folkestyret alvorligt ved at ville spørge folket. Christian X indledte i øvrigt siden et tilbagetog, da der truedes med folkestrejke.
”De stridbare danskere” tager fastslåede dogmer op til fornyet eftersyn, for forfatteren forholder sig kritisk til det ukritisk accepterede. Karpantschof befinder sig her lige så langt fra det akademisk indforståede, der lader hånt om læseren, som fra den platte propaganda, der svigter sagligheden. Dermed opstår en dynamik i fremstillingen, som giver et historisk forløb kød og blod og dagligdag, ligesom den intelligente vinkling af stoffet gør ”De stridbare danskere” til utroligt spændende og givende læsning.