Prøv avisen

Da romantikerne opfandt barndommen

William Wordsworth er blandt de digtere, som Lis Møller inddrager. – Foto: .

I dag tildeles Georg Brandes-prisen 2011 lektor og forfatter Lis Møller for afhandlingen Erindringens poetik. Anders Juhl Rasmussen sidder i bedømmelsesudvalget og fortæller her om bogens kvaliteter

Den romantiske periode, Lis Møller præsenterer os for i bogen Erindringens poetik, byder på en række nye, højst interessante og skelsættende teorier om menneskets erindring, barndom og drømme. På overgangen mellem det 17. og det 18. århundrede opstod den moderne idé, at erindring er noget subjektivt og individuelt.

LÆS OGSÅ: Et imponerende værk om kristendommens danske retorik

Tidligere havde man i stedet ment, at erindringen var et kollektivt fænomen. Den individuelle erindring skulle nu snart blive forbundet med forestillingen om et selv og en personlig identitet.

Barndommen var et andet begreb, som i denne periode undergik en omfortolkning. Fra at være en forberedelse til voksenalderen blev barndommen en livsfase, der har værdi i sig selv. Opdagelsen af barnet og barndommen fik således betydning for den nye selvbiografi, hvor barneårene kom til at spille en afgørende rolle. Både William Wordsworth og Thomas de Quincey reflekterede over det samspil af kontinuitet og diskontinuitet, der eksisterer mellem barnet og den voksne, og over, hvad det betyder for menneskets selvforståelse. Hos Wordsworth falder de to store opdagelser sammen, således at barnet forstås gennem erindringen, det vil sige det barn, den voksne ser tilbage på.

Endelig tænkte de romantiske forfattere væsentligt anderledes om drømmen end deres forgængere i oplysningstiden. Drømmen og særligt opiumsdrømmen skabte mulighed for uvilkårlig erindring, hvorved de dele samles, den vågne bevidsthed har adskilt. Ifølge de Quincey kunne drømmen give adgang til det ubevidste i sjælelivet og måske endda til det kollektivt ubevidste, al-naturen eller evigheden.

Hos den engelske romantiks store forfattere, Wordsworth, Coleridge og De Quincey, giver barnet og drømmen anledning til refleksioner over selve den erindrende evne. Filosofihistorien rummer på det tidspunkt to modsatrettede forklaringer af erindringen. Fra Platon udgår idéen om, at erindring går forud for sansning, mens Aristoteles omvendt hævder, at sanseerfaringen er erindringens forudsætning.

Det er Lis Mølles originale tese, at de romantiske forfattere søger at forbinde det platoniske og det aristoteliske erindringsbegreb.

Ligesom der findes to begreber om erindringen, anvendes der to basismetaforer om den. Enten opfattes erindring som et indhold, der er opbevaret i en beholder, eller også fremstilles erindring som et aftryk (en skrift) afsat på en plade. Begge metaforer fanger noget essentielt ved erindringens væsen. Et minde er noget, man bevarer inde i erindringen, ligesom man kan opleve, at indtryk har prentet sig i erindringen.

Lis Møllers anden tese, og den er ikke mindre original, er, at Wordsworth, Coleridge og de Quincey forener erindringsmetaforerne i en ny og hidtil uset gensidighed. Forfatterne søger en tegnsliggørelse af rummet eller omvendt en rumliggørelse af skriften.

Teserne afprøves i bogens indgående og dybt fascinerende analyser af Wordsworths selvbiografiske epos The Prelude (1805), Coleridge prosaforfatterskab, notesbøger og breve samt de Quinceys selvbiografiske værker og istik. Overalt er Lis Møller en skarpsindig iagttager og en højt begavet analytiker. Hendes systematiske og konsistente fremstilling må være et forbillede for yngre litterater, og hendes på en gang præcise og levende sprog er direkte misundelsesværdigt.

Erindringens poetik er med andre ord en suveræn afhandling om, hvordan romantikerne overtager det 18. århundredes erindringsteorier og -metaforer og omformer dem efter deres egne personlige og tidssvarende anskuelser, hvilket igen danner udgangspunkt for nye teorier om erindringen på grænsen til det 20. århundrede hos psykologerne William James og Sigmund Freud og filosoffen Henri Bergson.

Lis Møller modtager Georg Brandes-prisen i dag ved en overrækkelse i Kulturstyrelsen i København, hvor også forfatter Lars Frost modtager Kritikerprisen for værket Skønvirke. Begge priser er på 60.000 kroner og bevilges af Statens Kunstråds Litteraturudvalg