I 1915 malede J.F. Willumsen sit berømte billede af digteren Sophus Claussen, der læser sit digt Imperia for forfatteren Helge Rode og Willumsen selv. Man kan ligefrem se digtets linjer blive foldet ud af Claussen for de to tilhørere: Jeg er Imperia, jordmassens Dronning, Jeg er den golde natur, det udyrkede øde, som giver stene for brød, og som nægter at føde.
Digtets voldsomme, ekspressive kraftudladning er omskabt af kunstneren til et stærkt lys, der strømmer ind bag Sophus Claussen og rammer de to tilhørere som en flammekaster. Digtets ord om ur-moderen Imperia, der ryster kloden fra hinanden, rammer Helge Rode og J.F. Willumsen med en blændende kraft.
LÆS OGSÅ: 6000 dræbte sønderjyder i Første Verdenskrig mindes stadig
Sophus Claussens digt er skrevet i 1909, men varsler, hvilken rystelse verden skulle udsættes for fem år senere. Da blev det blev relevant for J.F. Willumsen at visualisere digtets beskrivelse af naturens vitale og hensigtsløse drift. Her virkede Imperia så stærk, at hun kunne få selve jordmasserne til at skride og vikle verden ind i en krig, hvis grusomhed var hidtil uset.
Det stærke lys i J.F. Willumsens billeder vidner om klodens store glødende befrugter solen. Men det er som om lyset og varmen fra solen blænder over, så at sige, og smelter ned i de første år af krigen. Erindringerne om Europa fra sommeren 1914, hvor Første Verdenskrig bryder ud, beskriver alle varmen. Det var en usædvanlig hed og tør sommer, hvor energien såvel i kosmos som i mennesker fortættede sig og krævede en form for udløsning.
Johannes V. Jensen skriver i et af sine essays, forfattet under krigen og samlet i Introduktion til vor Tidsalder i 1915: Krigen udbrød i den hede sommertid, vistnok den hedeste sommer Europa har haft, i hundedagene, jeg tror ikke det var tilfældigt; den er opstået i hoveder som af en eller anden grund ikke var i ligevægt, og er for så vidt af ren kosmisk oprindelse.
I sine erindringer Verden af i går fra 1942 skriver den centraleuropæiske forfatter Stefan Zweig, at sommeren 1914 under alle omstændigheder ville være uforglemmelig, alene på grund af det usædvanligt smukke solskinsvejr med de strålende julidage. Zweig nyder sommeren først i Baden i Østrig og siden ved havet i Ostende i Belgien, da Europa bliver ramt af sit skæbneslag.
Som sand europæer med venner og forfatterkolleger i alle lande kan han ikke forstå, hvorfor krigen kommer, og tolker det i lighed med Johannes V. Jensen som en irrationel hændelse, en ulmende kraft i naturen og i mennesket, som bryder destruktivt igennem:
Hvorfor Europa gik i krig i 1914, finder man ikke en eneste fornuftig grund til og ikke engang en anledning. Det drejer sig ikke om ideer og knap nok om små grænseområder; jeg kan ikke forklare det på nogen anden måde, end at der var et stort overskud af kraft, en voldsom indre dynamik, ophobet efter 40 års fred og tragisk nok parat til at blive udløst.
Det første offer under en krig er som bekendt sandheden. Det gælder også den kunstneriske sandhed. Kunsten stilles i de krigsførende nationers tjeneste og forvandles til propaganda og til trøst, og kunstneren selv til patriot. I krig burde litteraturen tie, som Johannes V. Jensen skriver. Ikke at han selv overholdt buddet, tværtimod. Og deri lignede han de fleste andre af sine kolleger. Nådens glemsel har sænket sig over de fleste, der ved krigsudbruddet blev hensat i en euforisk rus og følte sig kaldet til at smykke slagtebænken med lyriske laurbær.
Det krævede styrke, mod og usvækket personlig integritet ikke at falde for den pludselige patriotiske fristelse. Selv de største kunne blive grebet af en form for åndelig og intellektuel forførelse. Ved krigsudbruddet i 1914 kastede den da 39-årige Thomas Mann, kendt for dekadente mesterværker som Huset Buddenbrook og Døden i Venedig, sig ud i et forsvar for tysk militarisme. I essayet Tanker om en krig fremhævede han den militante tyske kultur som et bolværk mod fransk civilisation, og skrev som i et udbrud af lettelse: Hvor måtte kunstneren, soldaten i kunstneren, ikke hylde Gud for fredsverdenens sammenbrud!.
Thomas Mann var ikke alene. Ikke mindre end 93 af Tysklands dengang største kunstnere og intellektuelle følte sig kaldet til i et fælles skrift, Opråb til kulturverdenen, fra 1914 at forsvare den tyske krigsmaskines hensynsløse overkørsel af Belgien med mord, plyndringer, voldtægt og lemlæstelse til følge. Det er ikke sandt, skrev de 93 kunstnere, der talte navne som nobelpristageren Gerhardt Hauptmann, teaterinstruktøren Max Reinhardt og billedkunstnerne Hans Thoma og Max Klinger.
Herhjemme fulgte forfatteren Karl Larsen trop og hyldede tysk og japansk ånd for dens målrettede og kliniske brutalitet, og ovennævnte Johannes V. Jensen brød sit tavshedsløfte med ord som: Med dyb bevægelse har man allerede været vidne til, hvor den tyske ånd har rejst sig, i et nu, over det hele, den gamle germanerkraft, men med verdens moderneste apparat i sin hånd.
Han betegnede tyskernes besættelse af Belgien som en trafiksejr, hvor våbnene har talt, og selvom hele verden tager parti derimod, kan planløshed og uorden ikke være verdensudviklingens mening.
Og hvad med Helge Rode, den forfinede, æteriske luftånd? Vi har set ham blive blæst omkuld af Sophus Claussens digt, og han blev også blæst omkuld af krigen, hvis følelse af autenticitet han mødte med et fuldtonet: Ja! Rode kalder krigen for sympatisk, og i en farlig glæde ved instinktet ser han krigen som et nødvendigt onde, en udrensning, hvor myrderierne finder sted for håbets skyld. Ud af asken vil Fugl Fønix rejse sig. I essaysamlingen Krig og Aand fra 1917 skriver Helge Rode om krigsudbruddet: Fra alle verdens hjørner hørte jeg nu livets store sang. Den vældede og rislede, den tordnede og hviskede det højeste navn, vor tro og vor trøst, vor vældige viden: Jeg er!.
En af dem, der med insisterende mod gik op imod sine danske og tyske kollegers forsvar for den tyske fremfærd i Belgien, var den europæisk kendte digter og konvertit Johannes Jørgensen. Hans bog Klokke Roland fra 1915 er en lang gendrivelse af de 93 tyske penneføreres besudling og bagvaskelse af det belgiske folk og den pansrede tyske næves slag i ansigtet på al menneskelighed.
Johannes Jørgensen anklager tyskerne for krænkelser af folkeretten og fremlægger vidnesbyrd på vidnesbyrd. Et af dem, Miss Edith Cavells martyrium, hvor tyskerne likviderer en stærkt troende britisk sygeplejerske under hendes humanitære arbejde i Belgien, omsætter J.F. Willumsen i en radering i 1916. I lighed med mange andre af tidens kunstneriske visualiseringer er Willumsens grafiske værker fra krigen inspireret af Francisco de Goyas verdenskendte grafiske serie Krigens rædsler fra begyndelsen af 1800-tallet.
I 1916 samler en anden europæisk berømthed, Georg Brandes, sine essays op til og fra krigens første år i bogen Verdenskrigen, hvor han skarpsindigt gør op med den mere eller mindre irrationelle tolkning af Første Verdenskrig som en vitalistisk udladning af opstemmet energi. Han beskriver nøgternt krigen, ikke som Imperias vælten rundt med jordmasserne, men som imperiernes det britiske, det tyske og det østrig-ungarske forsøg på at erobre nye markeder.
Georg Brandes skriver også et åbent brev til sin ven, den franske premierminister Georges Clemenceau, hvor han forsvarer den danske neutralitet. Clemenceau havde anklaget Danmark for kujoneri og opportunisme. Jeg ville betragte Danmarks deltagelse i den (krigen, red.) som vanvid, responderer Brandes.
Dybest set er det også et selvforsvar Georg Brandes leverer. Som sand europæer finder han krigen uhensigtsmæssig og skadende for den europæiske folkesjæl: Jeg betragter det fnysende nationalhad, der nu splitter Europa, som en umådelig ulykke og et symptom på tilbagegang. Andre sande europæere, som de franske forfattere Henri Barbusse og Romain Rolland, forsøgte at bekæmpe verdensbranden i romaner og essays og gik op imod deres kollegers hadefulde litani. I stedet forlangte de international solidaritet, hvor kunstnerne skulle gå foran med retfærd og humanisme. Krigen skulle ikke have lov til at ødelægge det kunstneriske fællesskab og splitte nationer, som naturligt stod sammen og var afhængige af hinanden. Kunstnerne skulle gå sammen i en fælles bestræbelse for fred.
En kosmopolit som Stefan Zweig deltog aktivt i denne kulturelle bestræbelse på at sikre Europas enhed. Der kom jo en tid efter krigen, hvor en broderstrid fremkaldt af klodsede diplomater og brutale ammunitionsfabrikanter ikke længere havde gyldighed, som Zweig skriver i Verden af i går.
En række af tidens kunstnere og forfattere beskrev og skildrede ikke alene krigen, de deltog også i den og skabte dermed en særlig troværdighed i deres værk. Det er i dem, det spidser til, rent kunstnerisk. Usentimentalt, direkte og forførende.
Tyske, østrigske og schweiziske billedkunstnere som Willy Jaeckel, Otto Dix, Oskar Kokoschka og Félix Vallotton skabte malerier og grafiske serier fra krigen, Otto Dix og Kokoschka på første hånd. De lod sig indrullere i aktiv tjeneste ved fronten, og Dix har i 1924 afbildet sig selv, som han huskede, han så ud i uniform med stålhjelm og et maskingevær mellem hænderne. Dix ekspressive tegninger og grafiske arbejder blev imidlertid et andet våben, der med en grotesk pågående realisme skildrede soldater i krig som en flok dødningehoveder med gasmasker, vrængende, skrigende og med åbne kranier og sorte øjenhuler; eller hjemvendte i den store maltrakterede hær af krigsinvalide. Hvad der frem for alt kendetegner Otto Dix kunstneriske afbildning af krigen, er intensiteten. Bedre end de fleste fotografier bringer kunstnerne krigen tæt på, helt ind under huden, hvor angsten er total.
Dix, Jaeckels og Kokoschkas kunstneriske fortolkninger af Første Verdenskrig er ikke patriotiske, slet ikke propaganderende og langt fra sentimentale. Heri ligner de forfatteren Ernst Jüngers inciterende og forkætrede frontberetning med den sigende titel I stålstormen, hvis førsteudgave udkom i 1920. Ernst Jünger kæmpede som tysk officer på Vestfronten i vinteren og foråret 1915, og hans optegnelser fra kampene er som ét langt ladet øjeblik.
fortsætter næste side
Han beskriver, hvordan liglugten blander sig med krudtrøgen og fremkalder en næsten clairvoyant ophidselse, der yderligere forstærkes af dødens nærhed. Ernst Jünger oplever, hvordan adrenalinens pumpen i kugleregnen forlener hans krop og sind med en dæmonisk lethed og fuldkommen frygtløshed. Blodet koger i hjernen, og tid og rum glider i et i en nærmest mystisk, satori-lignende oplevelse af nærvær og fuldkommen tilstedeværelse. Soldaterne i skyttegravene og granathullerne mellem pigtråden under den tordnende artilleriild er krigens virkelige aristokrater, frigjorte fra alle hensyn.
Et lignende syn kan findes hos den franske billedkunstner, filmmager og forfatter Jean Cocteau, hvis roman Under foregivende fra 1923 er skrevet på indtryk fra Vestfronten. Her gjorde Cocteau en overgang tjeneste. Han fandt ligesom Jünger, at soldaterkammeraterne i hans bataljon var en slags aristokrater. Krigen fremelskede en nonchalance i dem, der blev opfattet som arrogance, men reelt var skødesløs elegance; en dristighed fremkaldt af katastrofen og den pludselige død.
Ligesom Ernst Jünger æstetiserer Cocteaus unge helt Guillaume krigen, og han kan finde på at sammenligne rækkerne af soldater i skyttegravene med tusindvis af tætpakkede flasker i en vinkælder: Når der var orgie, blev de smadret, som han konstaterer. Der er en form for letfærdighed, for ikke at sige kynisme over Jean Cocteau. En blanding af forelskelse i og foragt over for krigen. Krigen gjorde det, som han skriver, lettere at gå over stregen.
Men i modsætning til Ernst Jüngers stålsatte seriøsitet er Jean Cocteau i højere grad optaget af Første Verdenskrig som en slags illusionistisk teater, en skueplads. Et syn på krigen, som forstærkes af de attrapper, kulisser og det blændværk, der bygges op ved fronten for at narre fjenden. Cocteau skildrer kulissearkitekturen som en slags yndefuld feminin scenografi, der ikke er ulig kompositionen i hans roman Under foregivende. Cocteaus selvspejlende hovedperson Guillaume giver sig ud for at være en anden end den han er, bare for at opleve spændingen ved fronten og blive en del af det aristokrati, der bevæger sig suverænt i felten. Og som det skildres giver krigen i sig selv også ud for at være noget andet end det, den er. Nemlig et forførerisk landskab af kunstfærdige konstruktioner, der har til hensigt at underholde, men på den farlige måde, hvor døden venter i den næste kugle, den næste granat eller i stødet fra bajonetten gennem hjertet. På den måde bliver Første Verdenskrig ikke ulig selve kunsten og dens grænseoverskridende potentiale.
Jean Cocteaus billede af krigen er i mange henseender utrolig farligt. Det skaber finalt en identitet mellem kunst og krig. Vi lader det stå et øjeblik. Sammen med J.F. Willumsens billede af Sophus Claussen, der læser sit digt Imperia og får kunsten til at stråle med en kraft som krigen, dér lige uden for på slagmarkerne i 1915.
Og ja, også han, Willumsen, er selv med i billedet.
CITAT:En række af tidens kunstnere og forfattere beskrev og skildrede ikke a lene krigen, de deltog også i den og skabte dermed en særlig troværdighed i deres værk