For 25 år siden var der ingen thai-kvinder, der var gift med nordjyske mænd. Så kom Sommai, der var tidligere sexarbejder i Pattaya, til Thy, og blev gift med Niels, der havde mødt hende i Thailand. Sommai er en beundringsværdig kvinde, der tog sin skæbne på sig. Hun blev efter sin søsters død eneforsørger for otte børn i en fattig landsby i Thailand. Det var en umulig opgave.
Derfor måtte hun tage til Pattaya og sælge sin krop for penge. Som 33-årig mødte hun den 48-årige Niels, der var fraskilt og ensom. Hun flytter til det kolde og vindblæste Thy, bliver gift med ham og lærer sig kulturen og sproget, blandt andet ved at arbejde på en fabrik. Derefter begynder hun at formidle kontakten mellem Nordjylland og Thailand.
I dag bor der 926 thailandske kvinder i Region Nordjylland. Sommai har været kontaktperson for mange af dem. I filmen ”Hjertelandet” har filminstruktøren Janus Metz Pedersen og antropologen Sine Plambech fulgt nogle par, der har prøvet at leve med den kulturforskel, der er mellem Danmark og Thailand.
Sommai formidlede kontakten mellem kvinderne og de nordjyske mænd via ægteskabsannoncer. I filmen følger vi blandt andet Sommais niece Kae, der skal møde Kjeld, der har responderet på annoncen.
Hun kommer til hans pæne, velholdte hjem i Thy direkte fra Thailand, hvor hun har efterladt sig en søn og en blakket fortid. Hun er på et 90-dages opholdsvisum og bliver installeret hos den sympatiske Kjeld. De kommunikerer via tegnsprog og ordbog. Det er ikke let, og da hun lukker døren den første aften til sit værelse, kan man mærke både hendes dybe bekymring om, hvad det her er for noget, og Kjelds spænding og fine forståelse. Det er ganske bevægende.
En kvinde hjemme i Sommais landsby i Thailand siger på et tidspunkt: ”Vesterlandske mænd er ikke som thailandske mænd. De drikker ikke, tager ikke narko og slår ikke.”
Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, men med det som baggrund forstår man godt, at disse kvinder fra fattige landsbyer og sexindustrien i Pattaya har taget imod invitationen til at komme til Danmark. Mange af dem har en elendig fremtid at se frem til. En af kvinderne siger, at det er hendes livsopfyldelse at gifte sig i Danmark og dermed kunne sende penge hjem til børnene og den øvrige familie i Thailand.
Mødet mellem Kae og Kjeld minder på flere måder om den danske film ”Rosita” fra 2015, hvor en filippinsk kvinde på invitation kommer til en jysk fiskerby. Det er ikke uden problemer, og det er der også mellem Kae og Kjeld. Da vi syv år senere møder dem, har hun fået sin søn til Thy og fået et barn med Kjeld. Tilsyneladende gik det godt mellem dem. Det gjorde det ikke for andre, hvor de personlige forskelle blev for store. ”Ordene var ikke pæne mellem os,” siger Basit, der blev skilt fra Frank.
Vi kommer i filmen tæt på fire pars hverdag og følger dem i hverdag og i fest. Jeg savnede dog to forhold, som filmen desværre ikke kommer ind på. Det første er det religiøse. Hvordan kommer man overens med forskellen mellem vores kristne traditioner og de thailandske buddhistiske? Er det noget, man fejer ind under gulvtæppet, eller er det noget, man forholder sig til? Bliver Kaes og Kjelds lille søn for eksempel døbt? Det blev jeg lidt nysgerrig på.
Det andet handler om omgivelsernes fordomme. Andre steder fra har man hørt om de dumsmarte bemærkninger, det lokale samfund kan finde på at fyre af. Hvordan forholder man sig til det?
Disse indsigelser skal dog ikke fratage ”Hjertelandet”, at den berører ens hjerte med en del sørgmodighed, men også med en glæde over, at sårbare mennesker i Thy og Thailand kan mødes i et fælles fremtidshåb.