Prøv avisen
Opera

Da taget var ved at ryge af Operaen

5 stjerner
Bortset fra Det Kongelige Operakor stillede tre af Danmarks bedste amatørkor op til udfordringen: Kammerkoret Camerata (billedet), Kammerkoret Hymnia og Universitetskoret Lille MUKO. Foto: Mathias Bojesen

Verdis rekviem med 130 sangere i Operaen i København blev en berigende oplevelse

Nogle af musikhistoriens største værker har det med at blive bedre for hver gang, man hører dem – i en fuldlødig fortolkning, vel at mærke. Man opdager nye detaljer og facetter, man opfatter skarpere den balance, komponisten har skabt mellem værkets stærke og blide passager, mellem det ekstroverte og introverte udtryk – kort sagt: den store sammenhæng.

Det gælder i udpræget grad Verdis halvanden time lange rekviem, som blev uropført i maj 1874 i Markuskirken i Milano. Da man for tre år siden markerede 200-året for Verdis fødsel med koncerter og operaforestillinger over hele kloden, hørte man gang på gang den tankevækkende påstand, at dette rekviem var hans bedste opera.

Det er et sjælsrystende musikalsk drama, der imidlertid ikke har så stærk en kristen klangbund som eksempelvis Bachs store passioner. Og da et pladeselskab i 2013 udgav samtlige 27 operaer af mesteren, havde værket fundet sin plads som det sidste i boksen, om end den placering kronologisk ikke holder vand: Otello (1887) og Falstaff (1893) er senere.

Operaen i København havde i fredags samlet et stærkt hold til at stå i spidsen for Verdis vældige værk. De fire sangsolister udgjorde en international kvartet: den amerikanske sopran Emily Magee, den russiske mezzosopran Marina Prudenskaja, den amerikanske tenor Michael Fabiano samt den lettiske basbaryton Egils Silins. Alle fire kompetente i deres partier, men med den glødende intense Prudenskaja som aftenens uforglemmelige oplevelse.

Heldigvis var solisterne anbragt forrest på scenen og ikke på en forhøjning mellem orkester og kor, som man har oplevet det ved andre lejligheder. Det betød, at Verdis varierede vekselvirkning mellem dem fremstod klarere. Det var et væsentligt plus i den inderlige recordare-sats, hvor de to kvindestemmer smeltede forunderligt sammen.

Til at holde sammen på de mere end 200 medvirkende havde man engageret den 73-årige tysker Hartmut Haenchen, der for fire år siden dirigerede Wagners Tannhäuser på Det Kongelige Teater og i år har stået i spidsen for Parsifal i Bayreuth. Han viste sig igen at være en særdeles kapabel maestro, der lokkede skiftevis voldsomme og nænsomme klange ud af Det Kongelige Kapel, der naturligvis profiterede af at være kommet op af orkestergraven og brillerede med præcist spil, også i blæserpassagerne.

Det sammensatte kor var et kapitel for sig. For til den særlige lejlighed havde man trommet hele fire af slagsen sammen. Bortset fra Det Kongelige Operakor stillede tre af Danmarks bedste amatørkor op til udfordringen: Kammerkoret Camerata, Kammerkoret Hymnia og Universitetskoret Lille MUKO.

Selvom de i alt 130 sangere var anbragt bagest på scenen, smældede de godt igennem på de centrale steder, ja, under Dies Irae-passagerne, hvor også orkesterledsagelsen er tordnende voldsom i fremstillingen af ”Vredens dag”, var det, som om taget var ved at ryge af Henning Larsens snart 12 år gamle operahus. Og det er ofte de koncerter, hvor man oplever noget sådant, der er de mest berigende.