Prøv avisen

Bog om Tysklandsbrigaden bidrager med værdifuld viden om dansk udenrigspolitik

4 stjerner
Bogens store styrke er, at den overbevisende sætter brigaden ind i en bredere udenrigspolitisk kontekst.

Den første samlede fremstilling af Tysklandsbrigadens historie og betydning er en guldgrube af informationer

Vi ved alle sammen, at Danmark var besat af Tyskland i årene 1940-1945. Langt mindre kendt er det, at Tyskland faktisk også var besat af Danmark i de efterfølgende år. Nærmere bestemt i årene 1947-1958.

Den såkaldte Tysklandsbrigade skulle assistere briterne i den britiske besættelseszone og bestod af 5000 mand. I løbet af perioden 1947-1958 deltog hele 45.000 danske soldater i besættelsen. Ydermere var det den første danske besættelsesindsats siden enevældens tid, og den fandt sted i en periode, hvor dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennemgik en afgørende forandring. Alligevel fylder den ikke meget i litteraturen, der snarere lægger vægt på Danmarks engagement i FN-regi, der begyndte året efter.

Alene af den grund er historikeren Peter Hertel Rasmussens nye bog ”Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958” en intellektuel barmhjertighedsgerning. Det er den første samlede fremstilling af emnet og er med sine mere end 450 sider en guldgrube af informationer. Bogen er en minutiøs og detaljeret gennemgang af brigadens virksomhed, struktur og politiske betydning.

Det var den konservative politiker John Christmas Møller, der under Besættelsen havde tilkendegivet, at Danmark ville bistå Storbritannien med Tysklands besættelse.

Da han efter sin hjemkomst til Danmark i 1945 blev udenrigsminister i befrielsesregeringen, pressede han på for, at Danmark skulle engagere sig med 10.000 mand. Selvom der var udbredt apati og modstand mod projektet fra befolkningens side, var der bred politisk opbakning – i hvert fald til grundidéen.

For det skulle snart vise sig at være vanskeligere end som så at følge op på hensigterne. De praktiske problemer meldte sig. Hvordan samle så stor en styrke i en situation, hvor det danske forsvar først skulle bygges op? Hvem skulle betale deres udrustning, og hvor længe skulle de befinde sig i Tyskland?

Den indledende entusiasme slog over i en fodslæbende tøven, der blev stærkere, da befrielsesregeringen i 1945 blev afløst af en Venstre-regering. Briterne blev stadig mere frustrerede. Først i 1947 kunne den danske styrke tage af sted. Nu bestod den kun af 4000 mand.

Bogens store styrke er, at den overbevisende sætter brigaden ind i en bredere udenrigspolitisk kontekst. Storbritannien var i perioden Danmarks udenrigspolitiske referencemagt, og mange følte desuden en moralsk forpligtelse til at hjælpe, når nu man var sluppet så nådigt gennem krigen. På den anden side ønskede man fra dansk side efter krigen at undgå at associere sig entydigt med den ene af de to gryende magtblokke.

Endnu i den umiddelbare efterkrigstid var håbet, at man eventuelt sammen med Norge og Sverige kunne føre en ikke-blokpolitik. Dette overordnede udenrigspolitiske mål affødte nogle dilemmaer i forhold til Tysklandsbrigaden.

Hvordan forhindrede man, at den blev set som en tilkendegivelse til fordel for de vestlige lande, der ville ødelægge den rolle som brobygger, man i Danmark havde tiltænkt sig? Hvordan skulle man forholde sig i tilfælde af konflikt mellem besættelsesmagterne i Tyskland, særligt mellem Sovjet på den ene side og USA, Storbritannien og Frankrig på den anden? Disse problemer voksede i relevans, i takt med at forskellige tanker om et vestligt forsvarssamarbejde blev formuleret. Da den kolde krig begyndte at tage form i 1948, afklaredes situationen dog. Danmark endte med at vælge side.

Fra britisk side var det ifølge Peter Hertel Rasmussen et klart mål med brigaden at knytte Danmark til en vestvendt politik og sikre landets position i en britisk indflydelsessfære. Dette snarere end den rent militære værdi af Danmarks bidrag var det afgørende.

Som følge af Danmarks indtræden i Nato i 1949, Vesttysklands indtræden i 1955 og den følgende genopbygning af det tyske forsvar ændrede den militære indsats helt karakter. Fra at være besættelsesstyrke blev den et element i Natos forsvar mod Sovjet. Fra at holde ro i Østfrisland blev opgaven nu at ødelægge Kielerkanalen i tilfælde af invasion.

Peter Hertel Rasmussens værk er således ikke militærhistorie i snæver forstand. Den er også en undersøgelse af krydsfeltet mellem udenrigs- og forsvarspolitik. Derved bliver den et værdifuldt bidrag til vores viden om en kritisk periode i dansk udenrigspolitik, hvor man bevægede sig væk fra den traditionelle neutralitetspolitik, der havde været styrende for dansk udenrigspolitik siden 1864, over imod en alliancepolitik, hvor man tog klart stilling i en storpolitisk konflikt under den kolde krig.

Det er imponerende. Men man kommer ikke uden om, at værkets kvalitet som videnskabelig afhandling langt overstråler dets kvalitet som bog. Den er næppe beregnet på et bredere publikum, men snarere et indspark i en faghistorisk forskningsdiskussion. Der er således ikke lagt vægt på fortællingen, men den møjsommelige dokumentation. Hverdagslivet i brigaden fortaber sig.

For den læser, der ikke er mere end almindeligt interesseret i omslaget i dansk sikkerhedspolitik, vil det nok være en drøj omgang at komme igennem.