Hvis der er én ting, kunstinteresserede tyskere er stolte af, er det ”documenta”. Den store udstilling (med lille d) holdes hvert femte år i Kassel, og den tiltrækker efterhånden en lille million mennesker i de 100 dage, den varer. Der er ikke noget lignende i verden, omend Sao Paulo og Venedig er tæt på.
Succesen skyldes i første omgang værkerne og projekterne, der ofte er det ypperste – og undertiden mest provokerende – samtiden kan præstere. Da ”documenta” åbnede første gang i 1955, var der også et par andre ting, der trak. Den kolde krig var i fuld gang, Kassel ligger i det, der dengang hed Vesttyskland, og en halv times kørsel fra det tidligere DDR. Udstillingen var en politisk scene – her kunne den unge forbundsrepublik vise, at man lænede sig op ad Vesteuropa og Amerika. Allerede ved premieren var det store kanoner som Alexander Calder, Marc Chagall og Max Ernst, der prægede kataloget. Imens blev talentfulde kunstnere i Østeuropa forsøgt omskolet til kommunistiske propagandister. Tydeligere kunne det ikke vises, at det frie Vesten også kreativt var diktaturerne overlegne.
Og så var der fortiden. Anden Verdenskrig lå ikke mere end 10 år tilbage, og var der noget, tyskerne ikke ønskede at blive mindet om, var det den. Seks millioner jøder var omkommet i holocaust og endnu flere på slagmarken og anden vis. Man ville, for at sige det brutalt, videre, og ”documenta” kom som kaldet. Moderne kunst og design blev manges yndlingsstil. Det signalerede, at man igen var på vinderholdet.
Under oliemalingen og skulpturerne var meget ved det gamle. Næsten halvdelen af folkene bag den første ”documenta” havde været medlem af nazipartiet, SA-stormtropperne eller terrorkorpset SS. Blandt dem var kunsthistorikeren Werner Haftmann, kunsthistoriker og hvidvasker af blandt andre den dansk-tyske ekspressionist Emil Nolde, der ligeledes havde været partimedlem og en glødende antisemit; det blev ikke nævnt med et ord i den hengivne biografi, Haftmann skrev om Nolde i 1958.
De var alle vendt på en tallerken. I Det Tredje Rige blev moderne kunst stemplet som ”afartet”, Hitler hadede alt, han ikke kunne forstå, og derfor blev den forbudt. Museers samlinger blev afsat til udlandet.
Nu var det pludselig smart. Men der var også grænser. Med undtagelse af Chagall blev jødiske og forfulgte kunstnere – levende eller døde – ikke vist. Det var, som om de ikke eksisterede. I dag er man måske gået i den anden grøft, i det officielle Tyskland er det lige ved at være hipt at være jøde, men dengang var det noget, man helst gik uden om; selvom en stor del af avantgarden op til krigen havde været jøder.
Nu rulles den historie op i en udstilling i Deutsches Historisches Museum (DHM) i Berlin. Den er lidt spartansk anlagt, helt i stil med ”documenta”s hang til minimalisme. Men når man har besøgt den, er der ikke meget om hykleri og vendekåber i efterkrigstidens kunstverden, som man ikke ved.
Egentlig bør det ikke forbløffe. Tysk kultur er fuld af afdøde med en grumset fortid. Skuespillere, fra Gustaf Gründgens til den senere tv-kommissær Horst Tappert, var syltet ind i krigsmaskinen. Forfatteren Günter Grass meldte sig som meget ung til krigstjeneste og blev indrulleret i Waffen-SS. Siden holdt han det mest for sig selv, hvad der ikke hindrede ham i som venstreorienteret at gå til angreb på borgerlige kanslere som Konrad Adenauer eller Helmut Kohl, der intet havde forbrudt i den retning. I en erindringsbog fra 2006, hvor han for første gang skriver mere indgående om sin deltagelse i krigen, mener han ligefrem, at der udgik ”noget europæisk fra Waffen-SS” – hvilket han dog kort efter stempler som ”bortforklaringer”.
Den danske kunsthistoriker Lars Bang Larsen er en af udstillingens tre kuratorer. Han medgiver, at selve konklusionen ”er der ikke noget overraskende i. Det overraskende er, at man endevender historien så sent.”
Han fortæller, at det selv i dag, efter at Tyskland gennem årtier har bearbejdet sin fortid som næppe nogen anden nation, ikke har været helt ligetil at præsentere ”documenta”s mindre pyntelige sider.
”Hos DHM var der også modstand hos visse ansatte, som ikke mente, det var et relevant objekt for institutionen,” afslører han.
Påfaldende er det, at mens store tyske virksomheder og ministerier de seneste 20 år har ladet uafhængige historikere gennemlyse sig selv under Det Tredje Rige og fremlagt resultatet, har der nærmest været helt stille i kunstens verden. Der har været erstatningssager, hvor jødiske efterkommere har forlangt kunstværker, stjålet af nazisterne og efter krigen ofte endt i museer, tilbage. Men ikke mange kulturinstitutioner har af egen drift set indad.
”Det er ikke happy news. Og hvem skal tage sig af det – er det kunsthistorikere eller historikere for eksempel?”, spørger Lars Bang Larsen.
”Over hele Tyskland skabte man i 1950’erne en erindringspolitik, som ikke gjorde for ondt. Det var bekvemt at betragte kunsten som et isoleret fænomen og kunstneren som en stjerne i stedet for at gå nærmere ind i den historiske baggrund,” siger han.
Det må have været lidt på den måde, Louisianas grundlægger Knud Jensen tænkte, da han besøgte ”documenta”s åbningsudstilling. Jensen sagde senere, at det var her, han fik sin store inspiration til museet i Humlebæk, der blev grundlagt i 1958. Allerede året efter fik han dele af den netop afviklede ”documenta” til Nordsjælland, blandt andre Jackson Pollock og Yves Klein.
Knud Jensen har næppe tænkt over det, men der var flere lighedspunkter mellem det tyske og det danske kulturmiljø. Han selv og litteraten Ole Wivel, der var en ven, flirtede med nazismen. Det samme gjorde en hel del i det danske filmmiljø, fremgik det af en tv-serie i DR for nylig. Den folkekære skuespiller Christian Arhoff meldte sig ind i nazipartiet 1941.
”Jeg mener godt, man kan sammenligne, ja,” siger Lars Bang Larsen.
Generelt, siger han, er det ”tydeligt, at Louisiana har lagt sig i slipstrømmen af ’documenta’s kunstsyn. Udstillinger af myrdede og forfulgte jødiske og kommunistiske kunstnere var heller ikke noget, der blev gjort et stort nummer ud af på Louisiana, så vidt jeg ved.”
Hos DHM har man valgt at køre videre i samme retning. En af de næste udstillinger handler om de tyske kunstnere, der gjorde karriere i Det Tredje Rige. Dem var der mange af. Måske kunne også det blive en inspiration for museet i Humlebæk?